Johnny Depp indtog vidneskranken for sidste gang i den igangværende retssag mellem ham selv og Amber Heard for at forsvare sig mod anklager om overgreb mod ekskonen Heard, som Depp sagsøger for 50 millioner dollar for æreskrænkelse.
Endnu en gang brugte Depp sin taletid i retten i Virginia på at afvise anklagerne mod ham, skriver Deadline. Ifølge mediet sagde han blandt andet, at han »aldrig« har begået overgreb på Heard, mens han også fortalte, hvordan anklagerne mod ham fik ham til at føle:
»Pludselig var jeg afskum. Jeg var Charles Manson. Jeg var den værste person på Jorden. Det blev ved med at komme, det var en konstant beskydning«.
Depps forsvar indkaldte desuden Depps ekskæreste, supermodellen Kate Moss, fordi Heard tidligere i retssagen havde antydet, at Depp skubbede Moss ned ad en trappe, mens han dannede par med hende i 90’erne. Moss afkræftede rygtet og fortalte, at Depp hjalp hende, da hun gled ned ad trappen ved et uheld.
Senere i retssagen antydede Depp, at en række SMS’er, Heards forsvar præsenterede, var fabrikerede. En af SMS’erne, der blev læst op, lød: »Right!!! Exactly!!! Molly’s p***y is RIGHTFULLY MINE!!!! Should I not just bust in and remove its hinges tonight???«.
Fra vidneskranken beskrev Depp, at nogen kan have taget og brugt hans telefon i forbindelse med SMS’erne, som han pure afviste selv at have skrevet. På sociale medier florerer billeder af de SMS’er, som angiveligt blev vist i retten, der antyder, at de blev sendt til Depps telefon og ikke fra skuespillerens telefon.
En række aggressive sms’er fra Depps hånd er i den forrige retssag mellem det tidligere ægtepar blevet fremlagt. Heriblandt følgende til vennen og skuespilleren Paul Bettany: »Let’s drown her before we burn her!!! I will fuck her burnt corpse afterwards to make sure she is dead«. Disse SMS’er indrømmede Depp at have skrevet.
I morgen skal parternes advokater fremhøre deres sidste argumenter, inden juryen bliver sendt til votering. Ifølge Deadline forventes det, at Amber Heard indtager vidneskranken for sidste gang senere i dag.
OPDATERING: I en tidligere version af artiklen fremgik det, at SMS’erne, som Depp hævdede ikke at kende til, omhandlede Amber Heard. Det var en fejl – SMS’erne omhandlede en kvinde ved navn Molly.