Hvem skal ofres i ‘Stranger Things’ sæson 5? Vi har tre bud

Når nu Duffer-brødrene nægter at tage livet af deres bærende karakterer, må vi hellere komme dem til undsætning i god tid før femte og allersidste sæson ‘Stranger Things’.
Hvem skal ofres i ‘Stranger Things’ sæson 5? Vi har tre bud
'Stranger Things' sæson 4. (Foto: Netflix)

Spoilers for ‘Stranger Things’ sæson 4.

Så gjorde de det gud hjælpe mig igen, de kære Duffer-brødre:

Lavede et kæmpe cop out og slog en af de nye karakterer ihjel i finalen af fjerde sæson i stedet for at plukke i den gamle, ellers nok så overmodne flok. Akkurat som de også gjorde det i finalen af tredje sæson.

Stakkels Eddie! Og stakkels os, som havde været langt bedre tjent med udmærkede Joseph Quinns underholdende spil i femte sæson end halvdelen af det yngre casts stærkt skurrende skræmtække.

Det betyder dog ikke, at sidstnævnte velvoksne unger er fredede. Den bugnende rolleliste taget i betragtning er det mere end sandsynligt, at det ikke vil være alle, der klarer sig igennem femte sæsons afgørende klodernes kamp opgør mod The Upside Downs dæmoner – og vi vælger at sætte vores lid til, at Dufferne trods alt ikke slår Hopper ‘ihjel’ to gange.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om nogen behøver at dø. Er verden ikke dyster nok as it is? Jo, men det er blevet et stigende problem for ‘Stranger Things’, at man ikke mærker hovedpersonernes fare, fordi serien igen og igen har slået fast, at der ikke kommer til at ske dem noget. Der er simpelthen for lidt på spil.

I finalesæsonen vil vi derfor gerne skubbes ud på usikker grund med stor følelsesmæssig effekt. Og det bliver svært, hvis samtlige 15-20 hovedroller kommer tørskoet i land.

Så hvem skal lide heltedøden? Vi har tre friske bud:

Millie Bobby Brown i ‘Stranger Things’ sæson 4. (Foto: Netflix)

Den modige: Eleven (Millie Bobby Brown)

Husker du tiden op til, at den sidste ’Harry Potter’-bog udkom?

Alle spekulerede i, om J.K. Rowling monstro kunne finde på at tage livet af selveste Harry, hvis magiske forbindelse til Voldemort antydede, at den enes død også ville blive den andens undergang. Så galt gik det heldigvis ikke, skønt vi var mange, der holdt vejret igennem et par hundrede sider.

Men plotforløsningen havde ikke været helt urealistisk, og på samme måde vil der også være en vis trist poesi over det, hvis Eleven ofrer sig for, at vennerne kan leve i sæson fem.

Pigen har brugt hele sit liv på at finde sig selv, men igennem skæbnebroderen Henry/Vecna erfarede både vi og Eleven, at mørket altid vil være en del af hende. Der skal ikke megen vrede til, før kræfterne styrer helten, og ikke omvendt.

Eleven og Henrys forhold lægger sig tæt op ad Harry og Voldemorts, hvorfor Duffer-brødrene måske – hvis de er rigtig modige – kunne finde at på gøre, hvad Rowling i sidste ende ikke nænnede. Se dét ville være et finalechok af de helt store og et ægte Iron Man-øjeblik for superhelten.

‘Stranger Things’. (Foto: Netflix)

Den kontroversielle: Will (Noah Schnapp)

Will har været hårdt mærket af rædslerne i The Upside Down i årevis, og vi er nogle stykker, der har skævet mistænksomt til ham, lige siden han i det hårrejsende sidste billede af sæson et kastede en demogorgon-snegl op i vasken.

Skyggelandet har tag i drengen, og i de fleste andre eventyr ville det være fuldstændig oplagt, at Will får en tårevædet, heroisk exit efter erkendelsen af, at han alligevel aldrig kommer til at få et normalt liv igen. Gerne i en scene, hvor han for eksempel akkurat redder bedstevennen Mike.

Her melder det store men sig imidlertid: Will er forelsket i Mike og dermed en ud af ’Stranger Things’ to queer-karakterer. At det er venneflokkens mest psykisk sårbare medlem, der føler sig tynget af sin seksualitet, tangerer allerede en træt queer-kliche på film, men bliver han ligefrem også monsterføde i finalen, vader Duffer-brødrene lukt ud i sumpen af pensionerede horror-troper, hvori queer-karakterer konsekvent fik kniven i gamle dage (sammen med farvede karakterer).

Ergo: Skønt Wills relation til The Upside Down gør ham til den oplagte kandidat på papiret, så er det navnlig efter fjerde sæsons udpensling af hans seksualitet så godt som utænkeligt, at Dufferne vover det.

‘Stranger Things’. (Foto: Netflix)

Det sikre valg: Jonathan (Charlie Heaton)

Vi undskylder på forhånd til Charlie Heaton, men hvad filan har Jonathan egentlig gjort godt for siden sæson et?

Den tidligere bad boy, som forelskede sig i pæne Nancy (Natalia Dyer), var en helt central karakter i første kapitel af serien, hvor lillebror Will var fanget i The Upside Down. Men siden har det været småt med mindeværdige øjeblikke for Jonathan, som ganske vist har været en fin støtte for kæresten Nancy, men aldrig selv har fundet sin plads på skærmen.

Jo mere fjerde sæson teasede for, at Nancy og eksen Steve (Joe Keery) finder melodien igen, jo mere blev realistisk blev det, at Duffer-brødrene beslutter sig for at løse trekantsdramaet ved at sige farvel til Jonathan ’Pearl Harbor’-style.

Der var simpelthen for mange romantiske små øjeblikke mellem Steve og Nancy – og for mange sigende kommentarer fra samtlige venner omkring dem – til, at dét plot ikke vil blive ført videre i femte sæson. Læg hertil, at Jonathan tidligt i fjerde sæson gjorde det klart, at han ikke vil tage med Nancy på college, som de ellers havde aftalt, og kimen er lagt til et brud på flere planer.

Når det nu ikke kan blive Will, så kan det blive storebror, der redder dagen.

Spændingen udløses, når femte sæson lander på Netflix om et par år, men vi kalder den nu: RIP, Jonathan!

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af