De sidste to ‘Stranger Things’-afsnit gav os mere af alt det, vi ikke havde brug for

Finalen på ’Stranger Things’ sæson 4 var en lang, blandet landhandel, der i sidste ende frustrerede mere end den pirrede.
De sidste to ‘Stranger Things’-afsnit gav os mere af alt det, vi ikke havde brug for
Noah Schnapp, Charlie Heaton, Finn Wolfhard og Eduardo Franco i 'Stranger Things' sæson 4. (Foto: Netflix)

Spoilers for hele ’Stranger Things’ sæson 4.

KOMMENTAR. Efter at have ventet en måneds tid på de sidste to afsnit af ’Stranger Things’ sæson 4 var der i fredags udbetaling ved kasse et.

Lidt over fire timer varede afsnit 7 og 8, hvilket i de gode gamle dage, hvor en serie var en serie, og hvert afsnit ikke tegnede sig for et bombastisk helaftens-superheltebrag, ville have svaret til en halv sæson.

En halv sæson.

Her var det selvsagt blot en fjerdedel af Duffer-brødrenes grotesk langstrakte magtdemonstration af, at de nu kan gøre, lige som det passer dem på Netflix, og til trods for en række gode takter i ottende afsnit overbeviste den første halvanden time af syvende afsnit langt fra om, at spilletiden kunne forsvares.

Ej heller om, at de svageste af de nu velvoksne ’børneskuespillere’ måske ville træde i karakter på skærmen, hvis de blot fik lidt mere kødfulde monologer.

At Noah Schnapps plagede Will, som er gået grueligt meget igennem, siden han i første sæson var fanget i skyggelandet The Upside Down, er ulykkeligt forelsket i bedstevennen Mike, har været soleklart siden finalen af tredje sæson. Ligesom det også har været klart, at følelserne ikke er gengældte.

‘Stranger Things’. (Foto: Netflix)

Over for Maya Hawkes lesbiske Robin symboliserer Wills homoseksualitet et af ’Stranger Things’ få favntag med LGBTQ-tematikker i en konservativ 1980’er-æra, men karakteren tynges af to uomgængelige benspænd:

For det første er det en ærgerlig kliché, at det er vennegruppens mest skrøbelige, psykisk ustabile medlem, der får lov til at flyve regnbueflaget i skabet på drengeværelset. For det andet er Noah Schnapp en decideret dårlig skuespiller.

Som jeg også skrev i min anmeldelse af første del af sæsonen, er det med årene blevet svært at skjule, at ikke alle af første sæsons brandcharmerende små rollinger er vokset op til at blive lige store talenter foran kameraet.

Og navnlig Schnapp og, endnu mere uheldigt, fyrtårnet Millie Bobby Brown kan ikke løfte barren meget over teatralsk tudefjæs med obligatorisk rejste nakkehår/blodtud.

Millie Bobby Brown og Matthew Modine i ‘Stranger Things’ sæson 4. (Foto: Netflix)

Sidstnævnte Brown stod for en stor del af syvende afsnits action, hvor Elevens ulideligt repeterende coming of age-opgør med sin »Papa« (Matthew Modine) under laboratoriets blege lysstofskær, mundede ud i en regulær ildkamp, der endelig tog livet af den djævelske faderskikkelse.

Ikke at øjeblikket var præget af et gran af følelsesmæssig tyngde – dertil havde Duffer-brødrene allerede malket den usunde relation til døde for flere år siden.

Skønt udsigten til aldrig mere at skulle se Eleven i en hospitalskjole trods alt er grund til en vis fejring.

Fatale fraktioner

Spurgte man Duffer-brødrene selv, ville de formentlig angive, at den forlængede spilletid gav udmærket mening, idet vor helte fra første afsnit blev splittet op i fire fraktioner, hvorfor vi fulgte fire (mere eller mindre) handlingsmættede plotspor frem til finalen.

En spændende ide.

Var det ikke lige, fordi det uden undtagelse kun var det ene spor, der var oprigtigt interessant, og at serieskaberne ventede så længe med at samle tropperne, at den endelige, tårevædede genforening på den anden side af Vecnas død føltes som en eftertanke.

Det faktum, at det var begivenhederne i Hawkins, der stod stærkest hele sæsonen igennem, burde ikke komme som en overraskelse for nogen, mindst af alt Duffer-brødrene selv.

Maya Hawke, Joe Keery og Joseph Quinn i ‘Stranger Things’ sæson 4. (Foto: Netflix)

Hudfletningen af den Stephen King-inspirerede ondskab i All American-provinsen har fra første færd været hele ’Stranger Things’s raison d’être, og fjerde sæson var da også flyvende, når den holdt sig inden for bygrænsen.

Scenerne med, hvad der hurtigt viste sig at være sæsonens A-hold – Steve, Max, Dustin, Lucas, Nancy, Robin, Erica og nytilføjelsen Eddie – var ’Stranger Things’, når ’Stranger Things’ er bedst:

Charmerende, sjove, oprigtigt gåsehudsinducerende og pakket med gyldne øjeblikke og kommentarer. Og langt, langt bedre spillet, end noget der foregik på roadtrippet med Will, Mike, Jonathan og »My dude«-Argyle eller i Elevens militærbunker.

David Harbour og Tom Wlaschiha i ‘Stranger Things’ sæson 4. (Foto: Netflix)

Hoppers russiske fængselsflugt? En snedækket ørkenvandring i bakgear ud af det hjørne, Duffer-brødrene fik malet sig op i, da de ikke turde lade sheriffen lide heltedøden i slutningen af sæson tre.

Forstå mig ret, jeg holder meget af både karakteren og altid gode David Harbours præstation (mindre af Winona Ryders tåkrummende, uforklarlige overspil).

Men at lade ham køre solo sammen med »de voksne« sæsonen igennem var en eklatant dramaturgisk fodfejl, der frarøvede os en alt for stor del af den førnævnte følelsesmæssige tyngde, som hans scener med børneskuespillerne har leveret tidligere.

Endnu et dødeligt cop out

De fleste havde forventet, at fjerde sæson ville tage livet af en til flere af de helt store karakter forud for den femte og sidste sæson, og jeg skrev selv et ophedet forsvar for Steve (Joe Keery), hvis skæbne mange fans frygtede for.

Kudos til Duffer-brødrene for ikke at være faldet for fristelsen til at aflive den unge helt, der har været på en af de største moralske dannelsesrejser siden første sæson og nu står som et af seriens suverænt stærkeste kort.

Keery er ikke alene et bundsympatisk (og dejligt selvironisk) bekendtskab som Steve ’The Hair’ Harrington, han evner også at gøre sine yngre kolleger bedre – og det er selvsagt guld værd for kvaliteten i et cast, der mere end nogensinde har brug for sine solide grundpiller til at dække over de svageste led.

Men hvem blev så ofret på Vecnas (Jamie Campbell-Bower under en syv timer lang makeup-session) skafot?

Sadie Sink i ‘Stranger Things’. (Foto: Netflix)

Sadie Sinks Max havde en målskive i panden, og hendes store actionscene i sæsonens første del, hvor hun stikker af fra Vecna til tonerne af Kate Bushs ’Running Up that Hill’, står også efter finalen som et fantastisk, neglebidende højdepunkt. Såvel som et, der på bittersød vis forvarslede, at Max muligvis ikke ville slippe lige så heldigt fra det endelige opgør.

Det var oprigtigt gruopvækkende at se pigens lemmer knække, da Vecna lige ved og næsten førte sin plan ud i livet, og meget vel en af ’Stranger Things’s mest ubehagelige sekvenser til dato – var det ikke, fordi Duffer-brødrene gudhjælpemig igen, igen lavede en cop out og slutteligt holdt Max (kunstigt) i live, så Eleven kan redde veninden i sæson fem (det der sorte limboland, hun rendte rundt i? Tyvstjålet fra scifi-gyseren ’Under the Skin’).

Var Max død, havde finalen ramt som en knytnæve i mellemgulvet, men i stedet var det Dungeons & Dragons stormesteren og Black Sabbath-fan Eddie (Joseph Quinn) med 80’er-garnet, der efter en forrygende, visuelt blændende ’koncert’ på toppen af sin trailer blev bat out of hell-føde.

Alt imens den ultrakristne jock Jason (overraskende godt spillet af Mason Dyer) simultant døde i en anderledes blink-and-you-miss-it-sekvens, der konsekvent forrådte den tid, sæsonen havde brugt på karakteren op til.

Joseph Quinn i ‘Stranger Things’ sæson 4 (Foto: Netflix)

Eddies exit var ikke videre chokerende oven på outsiderens tidligere bemærkning om, at fyre som ham aldrig er helten, men ikke desto mindre et torskedumt valg af serieskaberne, der ikke alene tematisk gentog Max’ storebror Billys heltemodige afsked i sæson tre, men også atter dolkede en af de ’ældre unge’ i ryggen, der rent faktisk både kan spille skuespil og bære sit eget plot.

Dødsscenen var effektfuld, jovist, men Duffer-brødrenes insisteren på kun at skære i nyere castmedlemmer (selv Max var ikke en del af det oprindelige hold i sæson 1) er frustrerende.

Især med tanke på, hvor komplet ligegyldig en karakter som Jonathan (Charlie Heaton) er og har været igennem adskillige sæsoner. Så sving da kniven over nogle af dem, der blot er fyld, i stedet for at lade os trækkes med dem igennem alt, alt for mange overflødige minutter!

Der må altså hugges en hæl og klippes en tå i femte sæson, Duffers. Og når vi nu er ved femte sæson: Bliver seriens svanesang monstro en mere velkendt ‘Stranger Things’-affære med alle vennerne tilbage i Hawkins?

Nej! Selvfølgelig gør den ikke det.

Hvorfor fedte rundt med landsbygys, 45-minutters afsnit og faste rammer, når man med Netlix-millionerne i ryggen kan gå ‘Avengers’ i bedende med en episk, 17-timer lang gang klodernes kamp-action værdig et IMAX-lærred?

Det var et vildt syn, da jorden bogstaveligt talt åbnede sig under Hawkins i finalen, og barrieren mellem The Upside Down og vor verden smuldrede.

Men byens undergang som kulisse og sjælelig forankring for uhyggen kan blive symbolsk for selve seriens forfald, hvis Duffer-brødrene og Eleven fortsat vil gå superheltefilmens værste sider i bedene.

‘Stranger Things’ kan ses på Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af