‘Stranger Things’ sæson 4, del 1: Makkerparret Dustin og Steve er højdepunktet i monstrøst lange afsnit
Der var engang i en fjern fortid, hvor man kunne sluge en sæson ’Stranger Things’ på en søndag.
Det kan man stadig.
Forudsat, at hele natten til mandag altså tæller med.
Fjerde sæson af Duffer-brødrenes binge-sensation ’Stranger Things’ byder nemlig på adskillige afsnit af spillefilmlængde, hvorfor serien som samlet værk giver diverse superheltefilmtrilogier kamp til stregen i genren for sci-fi-instruktører med galoperende storhedsvanvid.
Og her er det endda kun første del af sæson fire, der anmeldes.
Helt i tråd med Netflix’ ihærdige tiltag for at fiske abonnenterne tilbage, sender streamingtjenesten således ’Stranger Things’ ud i to portioner: De første syv afsnit er tilgængelige nu, mens de sidste to lander 1. juli. Til gengæld skulle finaleafsnittet så også efter sigende være 2,5 time langt …
Nu skal der nok være et par stykker, der allerede skærer tænder over anmelderbrokkeriet. For det kan da dårligt være et regulært minus, at en af nyere tids mest farverige seriesucceser topper portionerne op for alle os sultne fans, der utålmodigt har ventet på at gense Eleven og co. i tre lange år?
Til det må jeg bare svare: Jo, det kan det desværre sagtens, hvis de mange ekstra minutter timer bruger mere tid på at træde vande end på at drive fortællingen fremad. At man ligefrem fristes til at second screene sig igennem sæsonens sløveste passager, er muligvis det vildeste twist, ’Stranger Things’ har leveret til dato.
Hvad handler det hele så om? Alt, havde jeg nær sagt, idet Duffer-brødrene synes at cementere tendensen til, at hver anden sæson i serien er en gedigen rodebutik. Første sæson tilbage i 2016 var genial. Anden i 2017 var pænt ujævn. Tredje i 2019 gik ud på toppen.
Fjerde er … det bedste og det værste af samtlige setups, vi tidligere har set.
Efter at have besejret The Mind Flayer, megamonsteret fra skyggelandet The Upside Down, der fik verdensherredømmeambitioner, befinder vor unge helte sig nu ikke alene i forskellige stater, men i hvert deres eksistentielle limbo på tærsklen mellem barndom og voksenliv.
Eleven, som både løb tør for telekinetiske kræfter efter kampen mod The Mind Flayer og mistede sin fosterfar Sheriff Hopper i selvsamme kaos, er flyttet med alenemoren Joyce Byers (Winona Ryder) og drengene Will (Noah Schnapp) og Jonathan (Charlie Heaton) til Californien.
For børnenes skyld er Joyce startet på en frisk langt fra dæmonbefæstede Hawkins, Indiana, men Eleven og Will savner kæresten og bedstevennen Mike (Finn Wolfhard), mens Jonathan er blevet adskilt fra sin Nancy (Natalia Dyer).
Tilbage i Hawkins forsøger Mike og Dustin (Gaten Matarazzo) at holde fast i resterne af vennegruppen, men Lucas (Caleb McLaughlin) i stigende grad aspirerer efter at hænge ud med skolens cool jocks frem for Dungeons & Dragons-klubben, og Max (Sadie Sink) er dybt mærket af tabet af storebroren Billy (ham husker du nok: Lillebyens bisse af en livredder med husmodertække, der først blev besat af Mind Flayer’en for sidenhen at ofre sig selv for at redde børnene).
Steve ’The Hair’ Harrington (Joe Keery) og hans forhenværende issælger-kollega Robin (Maya Hawke) driver lettere hvileløse rundt (Steve er fortsat den eneste, der ved, at Robin er lesbisk), mens Nancy er redaktør på skoleavisen, og drømmer om at komme på fint college sammen med Jonathan.
Eller – drømmer hun måske i virkeligheden om eksen Steve, der her er blevet moden nok til, at Duffer-brødrene får ham til at smide trøjen som en ægte actionman … ?
Og ja, så har vi jo Hopper (David Harbour), som sidst vi så ham i en rulletekstscene i sæson tre var blevet kylet i et snusket russisk fængsel af selvsamme snuskede russere, der havde formået at åbne en port til The Upside Down.
Hér sidder sheriffen stadig fanget, nu med selskab af ‘Game of Thrones’-skuespilleren Tom Wlaschiha, og dermed jonglerer sæsonen indledningsvist med hele tre adskilte hold spillere.
Tre, der dog hurtigt bliver til fem, hvoraf lige præcist ét er ægte interessant at følge.
’Stranger Things’ har alle dage været bedst, når fortællingen holdt sig inden for Hawkins bygrænse og dyrkede råddenskaben under villavejsidyllen i lige mål med den lækkert overdrevne 1980’er-nostalgi.
Og det er da også i de velkendte rammer, sæson fire kommer flyvende fra start i de første afsnit, hvor en ny ondskab inspireret af Freddy Krueger i ’Nightmare on Elm Street’ (den bedste 80’er-gyser af alle IMO) dyrker rovdrift på traumatiserede teenagere med dødelige drømmesyn og den ildevarslende tikken af et dommedagsbornholmerur i øregangene.
Og med rigelig body horror og gyselige gys til følge, skulle jeg hilse og sige!
Noget er ved at bryde ud af The Upside Down, en uskyldig Dungeons & Dragon-outsider (Joseph Quinn) bliver framet som satanist af byens ultrareligiøse, og den umage duo Dustin og Steve må sammen med Nancy, Robin, (modvillige) Lucas og Max atter fatte lommelygter og skrattende walkietalkies for at gå på monsterjagt.
Hvad med Mike? Han er taget til Californien for at besøge Eleven og går dermed glip af alt det sjove – for sin vis »heldigt« for Mikes overlevelseschancer, ærgerligt for os og stortalentet Finn Wolfhard, som sendes på en utaknemmelig ørkenvandring.
Jovist, Hawkins-kapitlerne er for sin vis gammel vin på nye New Coca Cola-dåser, men eksekveringen er ikke desto mindre rasende underholdende, pingpongen mellem MVP’s Joe Keery og Gaten Matarazzo er drøncharmerende, og Duffer-brødrenens hyldester og easter egg-referencer til 80’er-popkultur og Wes sidder som vanligt lige i skabet.
Kate Bushs ’Running Up The Hill’ er denne sæsons ’Never Ending story’ i en veldrejet actionscene i The Upside Downs visuelt bjergtagende mareridtslandskab, der fik mig så langt ud på kanten af sofaen, at jeg nær faldt ned på gulvet af bare flossede nerver. Og en gæsteoptræden fra selveste Freddy himself aka. Robert Englund giver gåsehud af fanfryd.
Men ak: Uhyggen punkteres gang på gang, når serien springer videre til de andre plotspor.
Millie Bobby Browns blodtud gør naturligvis comeback (hvordan skal ikke afsløres her), men Duffer-brødrenes iver efter at grave stadigt dybere i barnesuperheltens fortid som forsøgskanin, låser karakteren fast i et frustrerende hamsterhjul af endeløst repeterende scenarier med Eleven i hospitalskjole og elektroder på hovedet.
Der er en vis mening med galskaben, men ikke alene sidder man i kølvandet på det seneste skoleskyderi i USA med en usædvanligt dårlig smag i munden, hver gang serien dvæler ved døde forsøgsbørns lemlæstede kroppe (et tilbagevendende motiv fra Elevens mørkeste minder), man har også luret manuskriptets helt store »chokafsløring« en rum tid før maskefald.
Læg hertil, at Browns skuespiltalent nu helt åbenlyst halter efter kollegernes, at Winona Ryder fortsat af uransagelige årsager overspiller fælt, og at David Harbour synes at medvirke i en prequel til ’Black Widow’ snarere end ’Stranger Things’, og man sidder tilbage optændt af frustration over, at fantastiske Team Hawkins skal trækkes med ævlet på sidelinjen.
Første del af sæson fire oser langt væk af frås, bombastiske budgetter og gigantiske plotambitioner, der givetvis først kulminerer endeligt i den planlagte femte sæson om guderne må vide hvor lang tid.
Hvis bare Duffer-brødrene havde sat en timer på dommedagsuret, inden viserne stak helt af.
Kort sagt:
Steve og Dustin fortsætter som det umage makkerpar, vi ikke vidste, vi havde brug for – men første del af ’Stranger Things’ sæson fire kan ingenlunde undskylde sin absurd lange spilletid, når Duffer-brødrene springer mellem ikke færre end fem plotspor.