Artiklen indeholder spoilers for ’Stranger Things’ sæson 1 – 3 på Netflix.
»Det er varmt og rart at svælge i villavejshygge og ungdomsromancer, men hvem er du uden for fællesskabet, når voksenansvaret kalder? Det spørgsmål vil fjerde sæson formentlig bygge videre på … «
Sådan skrev jeg i min begejstrede anmeldelse af ’Stranger Things’ sæson tre helt tilbage i 2019 (en anden tid!), og efter nu at have smugkigget på de første afsnit af den nye sæson tør jeg godt love, at det er lige præcis dén tematik, Duffer-brødrene vender tilbage til.
Men hvor var det nu lige helt præcist, sæson tres finale efterlod alle vor venner i den hårdtprøvede, kronisk monsterbefæstede lilleby Hawkins, Indiana?
Hvem mistede sine kræfter i det storslåede opgør i stormagasinet Star Court, hvem omkom måske alligevel ikke, da porten til skyggelandet »The Upside Down« nedsmeltede, og hvilken ladies’ man med lækkert hår fik en kurv af sin kække issælger-kollega?
Vil lægge ud med en ultrakort opsummering af sæson tre:
Efter at have besejret The Upside Down’s xenomorph-lignende Demorgorgon blev Hawkins i tredje kapitel hjemsøgt af et endnu større og vildere monster: The Mind Flayer, hvis navn hovedrollerne løftede fra favoritspillet Dungeons & Dragons. Bæstet besatte den lokale bølle og Rob Lowe-lookalike Billy (Dacre Montgomery), storebroren til Max (Sadie Sink), og satte desuden kløerne i en række Hawkins-borgere, der blandt andet blev forvandlet til ækle zombier på jagt efter telekinetiske Eleven (Millie Bobby Brown) og vennerne.
Som om det ikke var nok, fik Hawkins også besøg en flok nederdrægtige russiske militærmænd på sporet af The Upside Downs hemmeligheder og med en ambition om at bruge monstrene til krigsførelse (fordi onde russere, duh).
I finalen kom Billy endelig til sig selv og ofrede sig for at redde børnene, i hvad der snildt var en af seriens mest brutale scener til dato. Alt imens det lykkedes vor helte at lukke porten til The Upside Down i en gigantisk eksplosion, der ved første øjekast simpelthen tog livet af Elevens fosterfar, Sheriff Hopper.
Ellers gjorde den nu også det … ?
Herunder giver vi dig et overblik over, hvor de vigtigste karakterer står lige nu forud for sæson fires begyndelse:
Sheriff Hopper (David Harbour)
Ja, det var tredje sæsons største chok: Slog Duffer-brødrene en af seriens mest elskede karakterer ihjel?
Selvfølgelig gjorde de ikke det. Hopper er ikke død, han har såmænd bare taget et ufrivilligt smut over Atlanten, fanget af russerne efter den kaotiske eksplosion. Det fik vi så godt som skåret ud i pap, da en ekstrascene afbrød rulleteksterne i sæsonfinalen for at besøge et lurvet russisk fængsel, hvor to vagter udvalgte en fange fra en række aflåste celler:
»Not the American« sagde den ene, hvorfor ingen kunne være i tvivl om, at det var ’Stranger Things’ yndlings-dad bod, der blev refereret til. Ej heller blev der lagt skjul på, at det var lykkedes russerne at få fingre i minimum ét monster fra The Upside Down.
Hoppers fangenskab åbner op for flere nærliggende storylines i fjerde sæson: Først og fremmest vil den gode chiefs fravær tvinge El til at modnes og stå på egne ben, og dernæst skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan han undslipper russernes bur som den hårdtslående 80’er-actionstjerne, han nu engang er (»fat Rambo«, som tredje sæson mere eller mindre officielt døbte ham).
Eleven (Millie Bobby Brown)
Efter at have haft næseblod af koncentration i 80 procent af sine scener i tredje sæson løb El til sidst tør for batteri som Dustins skrattende walkietalkie. End ikke en sølle Cola-dåse kunne den tidligere superhelt kaste rundt med som i et ekko af ’Superman 2’ fra 1980, hvor manden med kappen bliver en ganske almindelig dødelig. For en kort stund.
El står nu uden sin adoptivfar Hopper og de kræfter, der har været både en velsignelse og en forbandelse, siden hun som spæd blev gjort til forsøgskanin.
Joyce Wheeler (Winona Ryder) – mor til Will og Jonathan – har ganske vist taget El til sig, og fjerde sæson kommer uværgerligt til at hudflette en ny form for selvudvikling for karakteren, der skal genopfinde sig selv som »almindelig« teenager.
Meeen. Mon ikke El kommer til at savne sin kampform inden længe? Måske hun endda får mulighed for at vinde den tabte styrke tilbage … ? Det ville ikke være ’Stranger Things’ uden Browns blodtud.
Mike Wheeler (Finn Wolfhard)
Mike og El var blevet rigtige kærester i sæson tre, men at dømme efter sæson fires trailer er turtelduernes forhold blevet et langdistance et af slagsen.
El er flyttet med familien Wheeler til Californien for at komme så langt væk fra traumerne i Hawkins som muligt, og Mike er således ’efterladt’ med vennerne Dustin, Lucas og Max.
Ikke alene må Mike savne El, hans tidligere bedsteven Will er også væk – og de to gutter var ikke ligefrem på god fod i slutningen af sæson tre. Will kæmpede med jalousien over, at Mike tilbragte al sin tid med El, og Mike beskyldte til gengæld Will for at hænge fast i barndommen. Vi håber, at de to lapper forholdet igen asap.
Steve Harrington (Joe Keery)
En af de mest underholdende karakterudviklinger i ’Stranger Things’ har været Steve »The Hair« Harringtons dannelsesrejse fra Nancys highschool-nar af en kæreste i sæson et til overraskende babysitter for de yngre børn i sæson to til brandkarismatisk, om end lettere eksistentialistisk udfordret issælger i sæson tre.
Navnlig har Steve og Dustins umage makkerpar givet os gyldne scener og replikudvesklinger på stribe, mens Steves dynamik med kollegaen Robin i sæson tre ligeledes var komisk og kæk. Steve er måske nok ikke verdens skarpeste helt, men en helt er han blevet.
Og forhåbentlig er det ikke hans tur til at blive monsterføde i sæson fire, hvor man må gå ud fra, at han har fundet sig en ny beskæftigelse, efter Star Court og isbiksen Scoops Ahoy brændte ned.
Robin (Maya Hawke)
Sorry, Steve: Robin viste sig at være langt mere end et token romantisk sidekick i sæson tre, hvor Maya Hawke (datter af Ethan Hawke og Uma Thurman) tilføjede den nye karakter en forfriskende kampånd, der stod i deadpan-kontrast til Nancys mere forsagte femininitet.
Hun var den skæve, seje og charmerende kvindelige karakter i seer-øjenhøjde, man ikke havde været klar over, at serien akut savnede, før hun entrerede scenen (og som den yngre Max altså aldrig bliver, sorry). Og så smed hun et velkomment twist på bordet i finalen, da hun sprang ud som lesbisk.
Forhåbentlig styrer Robin mod en stor rolle i fjerde sæson, hvor ’Stranger Things’ åbner op for en bredere og mere queer-inkluderende repræsentation af teenagelivet.
Dustin Henderson (Gaten Matarazzo)
Det var tredje sæsons ultimativt strangest thing. Og muligvis serieåret 2019’s mest mindeværdige øjeblik: Ikke alene bekræftede finalen, at Dustins kæreste Suzie fra Camp Know Where (genialt) var en virkelig person (vi tvivlede aldrig, Dustin!), den gav os også noget så absurd og vidunderligt som en ’Neverending Story’-sing-a-long midt i det actionfyldte klimaks.
Søde mormonske Suzie-Poo (teaterskuepiller Gabriella Pizzolo) fra Salt Lake City (en ung Phoebe Cates-lookalike, præcis som Dustin havde sagt) ville have en kærlighedserklæring fra sin Dusty-Bun, inden hun gav ham den korrekte talrække i Plancks konstant (til brug i bekæmpelsen af The Mind Flayer, lang historie kort), og hvad Suzie ønsker, skal hun få.
Er Dusty-Bun og Suzie-Poo stadig sammen i sæson fire? Vi krydser fingre og tæer. Ligesom som vi også satser på, at ukuelige Dustin og Steve kommer ud på nye eventyr sammen.
Will Byers (Noah Schnapp)
Stakkels, plagede Will. Drengen, der blev fanget i The Upside Down i hele sæson et har ikke haft det nemt efterfølgende (no shit!), og som førnævnt er tingene kun blevet sværere for Will, i takt med at det trygge sikkerhedsnet til barndomsvennen Mike er gået op i sømmene.
Måske fordi Wills hjertesorg over drengegruppens opbrud i virkeligheden stikker dybere end først antaget: »Det er ikke min skyld, at du ikke kan lide piger!« vrissede Mike over vennens bitterhed i en særligt trist scene i sæson tre, og det sårede udtryk på Wills ansigt gjorde begge tavse. Og seerne eftertænksomme.
Lucas Sinclair (Caleb McLaughlin)
Lucas har gjort et bravt forsøg på at være fornuftens stemme i vennegruppen, om end Caleb McLaughlin stadig ikke har fået samme mulighed for at brillere som de øvrige unge skuespillere i castet.
Det bliver der muligvis rådet bod på i sæson fire, hvor Lucas mere end nogensinde før føler sig splittet mellem sin gamle vennegruppe og deres Dungeons & Dragons-klub og drømmen om at blive indlemmet i skolens seje klike af sportsfyre.
Max Mayfield (Sadie Sink)
Max er et mørkt sted i sæson fire. Efter at have overværet storebror Billys voldsomme død og sagt farvel til sin BFF Eleven, er pigen, som bor med sin mor i en trailerpark i udkanten af Hawkins, mere isoleret end nogensinde.
Selv de spirende kæresterier med Lucas har Max parkeret i fortiden. Og traumatiserede teens er kattegræs for sultne monstre i ’Stranger Things’-universet …
Nancy Wheeler (Natalia Dyer)
Nancy, storesøster til Mike, debuterede som aspirerende graverjournalist i sæson tre og drømmer nu om at komme på et godt universitet – helst med kæresten Jonathan ved sin side og langt fra Hawkins snævre rammer og old school-patriarkalske bonderøve.
Men er Nancy nu også helt ovre eksen Steve … ? Og hvor godt kører det egentlig med forholdet, nu hvor Jonathan er flyttet til Californien? Der er uden tvivl drama forude på den romantiske front.
Jonathan Byers (Charlie Heaton)
Bad boy Jonathan, storebror til Will, har efter første sæson famlet en smule efter sit ståsted i serien som andet og mere end pæne Nancys kæreste fra »the wrong side of the tracks«.
Dermed er han også en af dem, Duffer-brødrene nødvendigvis bliver nødt til at give noget at rive i i fjerde sæson, der ikke begrænser sig til kvababbelserne ved langdistanceforholdet.
Joyce Byers (Winona Ryder)
Jonathan og Wills alenemor har stået meget igennem: Først forsvandt hendes søn i sæson et, hvorefter hele byen så hende som en særling, da hun insisterede på at kunne kommunikere med Will igennem blinkende julelyskæder i stuen (og ja, det kunne hun som bekendt også).
Hernæst blev hendes godmodige nye kæreste (Sean Astin) ædt af monstre i sæson to, og slutteligt mistede hun også flirten Hopper, da denne »omkom« i sæson tre. Men mon ikke Joyce kan komme til at spille en vigtig rolle i at redde Hopper hjem fra det russiske?
Murray (Brett Gelman)
…Hvem? Er der måske et par stykker, der vil spørge, her en menneskealder efter 2019. Konspirationsteoretikeren Murray virkede som en lidt skummel type i sæson tre, men viste sig at være så god, som dagen er lang, da han hjalp til med at optrevle Hawkins’ skumle militær- og forskningshemmeligheder, der dækkede over eksistensen af The Upside Down og klamme forsøg med overnaturlige børn.
Han blev gestaltet med rigeligt humoristisk vanvid af Brett Gelman fra ’Fleabag’ (aka. den uhyrlige svoger) og kommer givetvis også til at spille en central rolle på »voksenholdet« i sæson fire.