’Stranger Things’: Netflix-miniserie er et mystisk horroreventyr af højeste kaliber

Tro på hypen.

Lige siden Netflix offentliggjorde første trailer for deres miniserie ’Stranger Things’, har internettet ligefrem sydet og boblet af forventning. Og dét med god grund, viser det sig. Brødrene Matt og Ross Duffer (manusforfattere på tv-serien ’Wayward Pines’) har med deres otte afsnit lange serie skabt en enormt atmosfærefyldt, vildt underholdende, ikke så lidt skræmmende og ret rørende fortælling om mærkelige hændelser i den midtamerikanske lilleby Hawkins i Indiana i 1983.

Vi møder de fire bedstevenner Mike, Will, Lucas og Dustin, da de som så ofte afslutter et maratonlangt spil Dungeons & Dragons hjemme i kælderen hos Mike. Det er skoleaften, så drengene tager afsked med hinanden og cykler hjemad hver for sig på deres BMX’ere.  På vejen hjem igennem skoven ser Will dog noget, der får ham til at vælte af cyklen af bar skræk: Et mærkeligt væsen med krogede arme. Han flygter hjem til fods og forskanser sig i haveskuret. Men selv med døren låst synes væsenet at kunne finde ind til ham. Den nøgne glødepære i loftet lyser kraftigt op. Og så er Will som forduftet fra jordens overflade. Pist væk.

Klip til seriens titelsekvens, hvor der zoomes ud fra en sort baggrund, og enkeltstående, neonrøde bogstaver langsomt finder sig på plads og danner titelskiltet ’Stranger Things’. Fonten; rød og med tunge fødder er et umiskendeligt og respektfuldt nik til Stephen Kings gamles romanforsider. Den ledsagende musik derimod sender straks tankerne i retning af John Carpenters synthindsovsede horrorklassikere som ’The Thing’ og ’Halloween’. Kyle Dixon og Michael Steins stemningsfulde score er droneagtigt pulserende; tungt og luftigt på én og samme tid. Det lover urovækkende og fantastiske ting fra the get-go.

Duffer-brødrene har på intet tidspunkt lagt skjul på, at seriens univers er kraftigt inspireret af førnævnte Stephen King såvel som Steven Spielberg anno 1980’erne. Kodeordene er uhygge, eventyr og sammenhold i et forstadsamerika, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være. Med så udtalte og genkendelige inspirationskilder er det også svært for Matt og Ross Duffer at bidrage med væsentligt nyt. Det tilgiver man dem dog hurtigt, så snart historien får krogen i én. Og det gør den sådan cirka fra start.

Morgenen efter Wills forsvinden er vi med i køkkenet hjemme hos den hårdtarbejdende alenemor Joyce (Winona Ryder) og storebror Jonathan. Da det utænkelige går op for dem – Will kom aldrig hjem aftenen før – ses fortvivlelsen malet i ansigterne på de to. Winona Ryders livtag med den sorgtyngede mor, der konstant er ved at gå op i sømmene, er seriens emotionelle es. Det er forløsende at se Ryder i en bærende rolle som denne, der både fordrer skrøbelighed og stejl viljestyrke. Og så kan hun kæderyge med større overbevisning end de fleste. Det er jo 1983.

Byens udbrændte sherif Hopper (David Harbour) aner ikke, hvad han skal stille op med Wills forsvinden. Det vildeste, der nogensinde er sket i Hawkins, siger han tørt, var dengang, en ugle angreb Eleanor Gillespies hoved, fordi den troede hendes hår var en rede. Børn forsvinder ikke bare. Der er altid en logisk grund. I hvert fald i 99 ud af 100 tilfælde…

Dybt inde i skoven ligger Hawkins National Laboratory. Bag indhegningen udfører U.S. Department of Energy lyssky forsøg, der involverer telekinese og forsøgspersoner. Men noget går helt skævt for Matthew Modines onde Doktor Brenner. Pigen Nummer Elleve (fænomenalt spillet af unge Millie Brown) flygter og søger tilflugt i skoven. Her møder hun Mike, Lucas og Dustin, der er ude at lede efter deres forsvundne ven. Som hun står der; kronraget og ude af stand til at kommunikere rigtigt med de tre præpubertære nørder, er hun næsten lige så meget et væsen fra det ydre rum som Spielbergs elskelige E.T. Og drengene, ja, de er som løftet ud af ’Goonierne’. Både hvad angår bandeord og BMX’ere.

Som fortællingen om Wills forsvinden og de mystiske hændelser i Hawkins skrider frem, tegner Duffer-brødrene det ene stærke karakterportræt efter det andet. Gennem samtaler og flashbacks træder den forsvundne Will således frem som en følsom dreng. Han er dygtig til at tegne og kan li’ The Clash ligesom sin storebror. Hans fraværende far har kaldt ham både queer og a fag, og skolens homofobe bøller mere end antyder det samme. Forstadsamerikas had og foragt for det anderledes udstilles, og dét så det af og til løber koldt ned af ryggen på én. Og netop derfor er venskabet og genforeningen af de fire outsiderdrenge så virkningsfuld en drivkraft for serien.

En stor del af oplevelsen og selve underholdningsværdien i ’Stranger Things’ er den mesterlige skildring af den tidsperiode, serien udspiller sig i. Farvepaletten er primært brun, orange og beige, mens tøjet er endeløse variationer over ternet flonel, dynevest og vamset velour. Winona Ryder burde få en pris alene for modet til at iklæde sig så meget grimt tøj, som Joyce sporter undervejs.

I helt særlig grad bidrager al den analoge teknik i form af walkie-talkies, vægtelefoner, glødepærer, fotografiapparater, kassettebånd, mobilstationer, skrivemaskiner, lommelygter og digitale armbåndsure til en håndgribelig og yderst taktil uhyggeoplevelse. Som når Jonathan fremkalder og forstørrer et uskarpt billede, hvor han måske, måske ikke, har fanget et glimt af det væsen, der huserer i skoven. Vi stirrer som hypnotiserede på det kornede billede. Gemmer der sig noget i skyggerne? Uvisheden nager og sætter fantasien på overarbejde. Mysteriet holdes i live og fodres lige til sidste scene, hvor Duffer-brødrene sætter et herligt punktum for serien.

’Stranger Things’ kan ses og nydes på mange niveauer. Både som et elementært spændende og særdeles underholdende mysterium på overnaturligt overdrev og som et fuldfedt nostalgitrip for filmconnoisseurs med hang til eventyr og horror fra øverste hylde.

Anmeldelsen er baseret på alle otte afsnit