’Ali & Ava’: Er Ali og Ava det perfekte par? Deres historie er i hvert fald rørende
Ava spejler sin ensomhed i inderlig country. Ali hopper rundt til EDM. På deres første eftermiddag sammen danser de i sofaen hjemme hos Ava med høretelefoner plugget ind i den andens musik. En sød og symbolsk scene, hvor kimen til et romantisk forhold mellem to meget forskellige mennesker lægges.
Musiksmagen er langt fra den største forskel mellem Ali og Ava i britiske Clio Barnards socialrealistiske kærlighedshistorie, der ligesom instruktørens tidligere film udspiller sig i arbejderklassen i den multikulturelle nordengelske by Bradford.
Stilfærdige Ava (Claire Rushbrook) har irske rødder, fire voksne børn og en bunke børnebørn, hun passer, når hun ikke er på arbejde som undervisningsassistent på en folkeskole. Hun slikker stadig sårene fra sin voldelige, alkoholiske eksmand, der for nyligt er død, hvilket er særligt hårdt for hendes søn Callum (Shaun Thomas), der idoliserede sin far.
Ali (Adeel Akhtar), der har sydasiatiske rødder og er en del yngre end Ava, er anderledes udadvendt og har en barnlig energi.
Hans gode humor stækkes dog af et knust hjerte, da hans kone, Runa (Ellora Torchia), netop er gået fra ham. De deler stadig hus, da Ali ikke tør fortælle om separationen til sin religiøse familie, der bor rundt om hjørnet. Ali elsker musik og drømmer stadig om at gøre karriere som DJ. Han trives dog også i sit arbejde som udlejer og fungerer som legeonkel for en række af de lokale udlejeres børn.
Det er, da han følger en af disse, Sofia, i skole, at han møder Ava og tilbyder at køre hende hjem i regnen.
Modsætninger mødes, men det umage par møder modstand fra deres omgivelser. Callum, der dels er smittet af sin fars racisme, dels er uforstående over for sin mors behov for at komme videre, reagerer kraftigt på at se sin mor sammen med Ali. Ligesom Alis søster er imod forholdet, fordi hun tror, han bedrager sin kone.
Clio Barnard glider dog rimelig let hen over raceproblematikken og dykker aldrig for alvor ned i, hvor det gør ondt. Konflikterne virker aldrig mere uoverskuelige, end at de kunne løses med en god snak.
‘Ali & Ava’ er i det hele taget lettere i tonen end Barnards tidligere film, de mere dramatiske ‘The Selfish Giant’ fra 2013 og ‘Dark River’ fra 2018. Plottet er sparsomt, og filmen handler mere om at lære de to karakterer at kende, både hver for sig og sammen.
Clio Barnard er blevet sammenlignet med Ken Loach, men her er det altså Loach med sirup: ikke så direkte politisk eller hårdslående, men stadig troværdige skildringer af arbejderklassen med karakterer, der føles som ægte mennesker.
Claire Rushbrook og Adeel Akhtar, der begge mest har gjort det i biroller, stråler på hver deres måder i deres hovedroller: Rushbook som den eftertænksomme, robuste Ava, der ved, hvem hun er, og har modet til at springe ud på dybt vand. Og Akthar som den sjove, karismatiske Ali, der vender alle negative situationer til en fest, men også bruger charmen som et skjold for sin sårbarhed.
Jeg er ikke overbevist om, at de er det perfekte par. Men jeg blev rørt af deres individuelle skæbner og charmeret af deres møde. I hvert fald i øjeblikket – for jeg må desværre sige, at det også er en film, der er hurtigt glemt.
Kort sagt:
Britiske Clio Barnards umage og uglamourøse kærlighedshistorie er feel good-socialrealisme – charmerende og autentisk, men med for lidt bid.