Amandla Stenberg er snart aktuel i gyserkomedien ‘Bodies Bodies Bodies’ og allerede inden premieren er den unge skuespiller kommet i vælten for en kommentar, hun sendte til anmelderen Lena Wilson fra New York Times.
I sin anmeldelse beskriver Wilson filmen som en »95 minutter lang reklame for kavalergange«, hvilket ansporede Stenberg til at tage kontakt til anmelderen: »Din anmeldelse var fantastisk. Måske havde du set filmen, hvis du havde kunnet fjerne øjnene fra mine bryster«, skrev Stenberg i en privat besked.
Beskeden gik viral, da Wilson delte deres samtale i et viralt tweet, hvor hun beskyldte Stenberg for at være homofobisk (både Wilson og Stenberg er homoseksuelle).
Det har nu fået Stenberg til at svare på kritikken i en story på Instagram. Det skriver blandt andet Variety.
»Jeg har fået mange kommentarer på internettet, om at jeg har været en slem pige ved at sende en privat besked, som jeg syntes var morsom. Der er en filmkritiker ved navn Lena Wilson. Hun beskrev ‘Bodies Bodies Bodies’ som en 95 minutter lang reklame for kavalergange, hvilket jeg syntes var morsomt. Jeg er stolt af, at filmen, jeg er en del af, blev beskrevet i så anerkendt en publikation«, siger hun og fortsætter:
»Jeg syntes, det var morsomt. Jeg tænkte, at fordi Lena er homoseksuel og jeg også er homoseksuel… som homoseksuelle troede jeg, at vi begge ville synes, kommentaren var sjov. Jeg var også nysgerrig på, hvordan Lena ville reagere på kommentaren. Hun besluttede sig for at dele den og kalde mig homofobisk«.
Stenberg fortæller videre, at hun ikke kun skrev til Wilson, fordi hun syntes, det var sjovt, men også fordi hun generelt får mange kommentarer omkring sit bryst:
»Det er meget overraskende, hvor mange kommentarer jeg får omkring mine bryster. Det er ekstremt, og det har stået på, siden jeg var teenager. Jeg kunne have en t-shirt på og på grund af størrelsen på mine bryster, ville der være en form seksualisering eller kommentar«, siger hun og fortsætter:
»I denne film har jeg en tanktop på, og jeg ved, at når jeg har det, så vil der være en del kavalergang, fordi jeg har bryster. Så jeg vidste, at kommentaren primært var rettet mod mig, og jeg tror, at Lena forsøgte at kommentere, at A24 seksualiserede mig, min krop og udnyttede unge kvinder, så de kunne skabe en populær sensation. Jeg forstår vinklen«.
»Jeg er træt af, at folk taler om mine bryster. Det lader ikke til at være normalt at have bryster, der er større end en A eller B skål i Hollywood. Det har jeg mærket i min tid som skuespiller. Den markante og uberettigede samtale om mine bryster forbløffer mig«.
Hun slutter af med at sende en håndsrækning til anmelderen Lena Wilson: »Lena, jeg syntes, at din anmeldelse var hysterisk morsom. Jeg syntes, at min besked var sjov. Det var ikke min hensigt at chikanere dig. Jeg ønsker dig intet ondt. Du har lov til at fremføre din kritik af mit arbejde, og jeg har lov til at fremføre min kritik af dit arbejde. Alt godt«.
‘Bodies Bodies Bodies’ får premiere herhjemme 8. september.