En af årets mest hypede film, ’Don’t Worry Darling’, er lige på trapperne.
Inden rollebesætningen så ud, som den gør i dag med Harry Styles og supertalentet Florence Pugh i rollerne som ægteparret Jack og Alice, var der andre navne på bordet.
Oprindeligt skulle skuespiller og instruktør Oliva Wilde nemlig selv have spillet Alice, mens Shia LaBeouf skulle have spillet Jack.
Men da Wilde besluttede sig for, at ægteparret i hendes film skulle være yngre, blev rollerne skiftet ud.
Samtidig ønskede Wilde, at skuespillerne i hendes nye film skulle føle sig sikre under optagelserne, og det resulterede i, at hun så sig nødsaget til at fyre LaBeouf, der i sit privatliv har været involveret i mange kontroverser de seneste år.
I de tidlige stadier af filmens produktion indså hun nemlig, at Shia LaBeouf ikke var den rette til at være med i ’Don’t Worry Darling’, ikke på grund af manglende talent, men fordi han bringer en helt bestemt energi til et filmset, som ikke passer til Wildes arbejdsetik.
»Jeg siger det her som en, der er stor beundrer af hans arbejde. Hans arbejdsproces stemmer bare ikke overens med, hvad jeg forventer på mine egne produktioner«, fortæller Wilde til Variety.
»Han har en arbejdsproces, som lader til at kræve en vis form for kampenergi, og personligt tror jeg ikke på, at det er nødvendigt for at opnå de bedste præstationer hos skuespillerne«.
Det var især efter LaBeoufs tidligere partner FKA Twigs lagde sag an mod den 38-årige skuespiller for psykisk og seksuelt misbrug, at Wilde måtte træffe et endeligt valg.
»Efter det blev afsløret, blev jeg virkelig bekymret for hans opførsel«, siger hun.
»Når det kom til vores film, havde vi virkelig brug for en energi, som var enormt støttende. Især med en film som denne, hvor jeg ved, at jeg ville udsætte Florence Pugh for nogle meget skrøbelige situationer, og min prioritet var, at hun skulle følge sig sikker og støttet«, fortæller Olivia Wilde til Variety.
Wilde kunne længe inden bare have spurgt Janus Metz om, hvordan det er at håndtere Shia LaBeouf på optagelser. Den danske instruktør dirigerede skuespilleren under filmen ’Borg’, og det var absolut ingen nem opgave, fortalte han dengang i et interview med Soundvenue.
Soundvenues forpremiere 14. september på ’Don’t Worry Darling’ er udsolgt, men filmen får ordinær biografpremiere den 22. september.