Christoph Waltz lader til at have et blødt punkt for dusørjægere. I Hollywood-legenden Walter Hills kommende western ‘Dead for a Dollar’ må Oscar-vinderen ud på en redningsmission – lidt ligesom i ‘Django Unchained’.
Han skal hente en lokal entreprenørs kone (Rachel Brosnahan) hjem fra Mexico, hvor hun angiveligt bliver holdt som gidsel af en cowboy ved navn Elijah Jones.
Det viser sig dog at være langt fra sandheden, da først Waltz’ cowboy begiver sig ud på sin rejse, hvor han blandt andet støder på sin ærkefjende Joe Cribbens (Willem Dafoe).
At dømme ud fra traileren lægger filmen sig et sted mellem ‘Django Unchained’ og John Ford-klassikeren ‘The Searchers’.
80-årige Walter Hill har tidligere stået bag kultfilmklassikere som ‘The Warriors’ og ‘The Driver’, der alle fortolker westernmytologi i en moderne kontekst.
Filmen får premiere på Venedig Film Festival i næste uge. Dansk premiere er endnu uvis.