’Mike’: Fortælleren Mike Tyson står i vejen i ny serie om den kontroversielle bokser
Blodet sprøjter, når bokseren Mike Tyson bider øret af sin modstander, Evander Holyfield.
Kampen mellem de to sportsikoner er herostratisk berømt. Også for dem, der ikke følger sportsgrenen. Men selvom fortællingen i serien ’Mike’ lægger ud med en sekvens, der viser den rystende begivenhed, afbryder en læspende Mike Tyson og siger, at han ikke vil starte historien på den måde.
Iført jakkesæt står han i rampelyset på en scene, hvor han i stedet fortæller publikum, der sidder badet i mørke foran ham, om hans eksotiske dyr, og hvilken frygtløs sportsudøver han er.
Efter den pudseløjerlige introduktion spoler tiden tilbage til barndommen i et slumkvarter i New York, hvor en kvinde spytter en blodig tand ud i håndvasken, inden hun slår igen på sin voldelige husbond og beder sin søn holde lav profil. Den lille dreng er seriens hovedpersonen, der uden for husets fire vægge mobbes for fedme, læspen og sin underlige hobby som dueopdrætter.
Montagen over hans tidlige liv etablerer væsentlig baggrundsviden om manden og myten Mike Tyson. En ung enspænder forvandlet til kriminel rod, hvis resulterende fængselsstraf giver ham adgang til en boksetræner, der sætter gang i sportskarrieren.
B.J. Minors pragtfulde præstation som den godhjertede, men listige unge Mike giver efter for den voksne Trevante Rhodes, der er udmærket som den legendariske bokser, hvis blakkede ry mildnedes efter hans komiske birolle som sig selv i ‘The Hangover’.
Med stålfast blik står han i front for fortællingen om en af de heldige, som formår at bryde med social arv i et både klasse- og farveopdelt USA.
Det er den relativt ukendte Li Eubanks, der leverer seriens stærkeste præstation som den unge, håbefulde skønhedsdronning Desiree, der har ambitioner om at blive USA’s første kvindelige præsident.
Hun veksler mellem sprudlende, ungdommelig optimisme og hjerteskærende sorg, når hendes drømme knuses efter et skæbnesvangert møde med bokseren. I stedet for et restaurantbesøg føres den 18-årige kvinde ind på Mikes hotelværelse og voldtages. Noget virkelighedens sportssjerne fortsat nægter sig skyldig i, og som serieskaber Steven Rogers ikke viser på skærmen.
Det er seriens absolutte styrke, at den ikke lefler for sin hovedperson, men tør udstille voldsanklager mod ham såvel som voldtægtsdommen fra 1992. Måske er det derfor, Tyson selv har taget kraftig afstand fra projektet.
»Nej betyder nej«, råber en mindre skare af aktivister i en scene, der varsler, hvilken vej retssagen vil gå. Omvendt vises også klip, hvor adspurgte på gaden kalder Desiree for opportunist og løgner. Det er dog bemærkelsesværdigt, at afsnittet slutter med sort skærm og påskrift, der forsikrer, at hun aldrig efterfølgende tog mod betaling for interviews eller har solgt rettighederne til historien.
Og snøftende vender Desiree sig i en scene mod dommeren i retssalen og siger, at hun var bange for at rejse anklager mod en succesfuld sort mand, når minoriteter i USA har så få rollemodeller, men ofte udstilles som farlige.
Seriens kunstneriske ambitioner kommer til udtryk, når boksekampe vist i slowmotion klippes sammen med fragmenterede klip fra virkelige interviews og barndommens strabadser i slummen med gangsta rap fra starten af 2000’erne på lydsporet.
Barndomsgaden levendegøres med snavsede, dårligt malede lejligheder filmet i halvmørke, trætte, sorte mennesker iklædt slidt genbrugstøj, imens de vandrer mellem slidte husfacader og rustne bilvrag, hvor tomme ruiner erstatter nedbrændte, forladte bygninger.
Som kontrast iscenesættes voksenlivet i rampelyset med juveler, smukke kvinder, hurtige biler og marmorerede gulve, hvor end den feterede bokser går hen. Det er dragende, men ligesom der i ‘Pinocchio’ er noget ildevarslende ved den pengegriske Stromboli, er der noget lumsk ved sportsmanageren Don King.
Omkring Mike er et uudtømmeligt persongalleri, der alle siger, at de vil beskytte ham mod slyngler, som vil stjæle fra ham og misbruge hans succes. Men selvom fortælleren utrætteligt afbryder scener for at forklare deres sammenhæng, forbliver det svært at gennemskue, hvem der i virkeligheden vil ham det godt, samtidig med at man aldrig lever sig helt ind i vores hovedpersons verden.
Virkelighedens Mike Tyson er ikke kendt for at opfinde den dybe tallerken, men i serien fremstår han ligefrem ubegavet. Måske skyldes det alle de slag i hovedet igennem karrieren, men serien kommer aldrig ind på, hvordan den snu ræv, Mike er som barn, forvandles til en kortsigtet og naiv mand, som ikke kan tage vare på sig selv.
»Skal vi tale om alle kvinderne«, spørger fortælleren på scenen til stor applaus, inden han med glimt i øjet kalder sit tidligere jeg for et svin. Anderledes sårbart er klippet, hvor han i et interview fortæller journalisten, hvor dybt han ønsker at elske nogen.
Alligevel dvæler serien ikke ved ømheden, men springer lystigt og voyeuristisk ud i hans forhold til kvinder, som var det taget ud af sladderspalterne. Ikke mindst når det kommer til ekskonen Robin Givens og rygterne om, hvordan hun ville styre hans liv.
Forholdet er kortvarigt og erstattes med fordrukne nattescener med heftig elskov i limousinen, hotelværelser og andre spændende lokationer. Tysons omgang med unavngivne, udskiftelige kvinder er et tidsfordriv, som afsporer den kærlighedssøgen, han postulerer undervejs.
Kort sagt:
‘Mike’ støtter sig i høj grad til sin fortællerstemme og viser hovedpersonen på scenen, som var det et foredrag, i stedet for at lade scenerne tale for sig selv. Grebet sætter tempoet op i serien, men forvandler en ellers interessant biografi om verdens mest berømte bokser til en ujævn Ted Talk.