Dronning Elizabeth II døde i går eftermiddags i en alder af 96 år.
Med sine 70 år på tronen i Storbritannien, var hun den monark, der havde regeret længst tid i landets historie. Den britiske dronning havde oplevet lidt af hvert gennem sin regeringstid – fra landets lyse perioder til dets mørkeste.
Alt dette har man kunne følge i den Emmy-vindende ’The Crown’, som siden 2016 har skildret dronningens liv, fra hun overtog kronen i 1952.
Og i respekt for monarkens bortgang, meldte Netflix-serien ‘The Crown’s skaber, Peter Morgan, i går ud at optagelserne til det regale dramas sjette sæson forventes at blive sat på pause af respekt for dronningens bortgang:
»’The Crown’ er et kærlighedsbrev til hende, og lige nu har jeg ikke andet at tilføje. Kun stilhed og respekt. Jeg forventer også, at vi stopper med at optage af respekt for hende«, fortæller Morgan i en mail ifølge Deadline.
‘The Crown’ har i alt haft tre skuespillere til at portrættere den britiske monark, heriblandt Claire Foy, Olivia Coleman og Imelda Staunton.
Det har hele tiden ligget i kortene hos Netflix, at hvis Dronning Elizabeth skulle dø, mens optagelserne var i gang, så ville de sætte det på pause. Den udmelding kom allerede tilbage i seriens tidlige produktion fra instruktør Stephen Daldry, som har stået bag nogle af de første episoder i seriens indledende sæson.
»Ingen af os ved, hvornår den tid vil komme, men det ville være det rigtige at gøre af respekt for Dronningen. Det ville være en simpel hyldest og et tegn på respekt. Hun er en global skikkelse, og det er hvad, vi burde gøre«, fortalte Daldry til Deadline tilbage i 2016.
Femte sæson af ‘The Crown’ får premiere på Netflix til november.