Nogle filmroller passer bedre end andre, når skuespillere virkelig skal leve i karakteren.
I forbindelse med sin nye film ‘Emily the Criminal’ fortæller Aubrey Plaza, bedst kendt fra rollen som April Ludgate i ‘Parks and Recreation’, at hendes dedikation til sit karakterarbejde under optagelserne af sexkomedien ‘Dirty Grandpa’, hvor hun spillede over for Robert De Niro, måske var lidt i overkanten.
I ‘Dirty Grandpa’ spiller Robert De Niro en bedstefar på slap line med sit barnebarn under spring break i Florida. Her møder han blandt andet Plazas karakter Lenore, der bliver besat af at dyrke sex med den ældre mand.
»Jeg tror, at jeg var alt for meget i starten. Jeg gjorde nogle mistænkelige ting, jeg ikke ville gøre i dag«, fortæller Aubrey Plaza i et interview i forbindelse med London Film Festival.
»Jeg havde ikke rigtig noget forhold til ham bag kameraet, fordi han er, den han er. Jeg havde ikke tid til at lære ham at kende. Han dukker op lige pludselig, og der er ikke noget med at snakke ved vandkøleren«, fortæller hun.
Det udviklede sig til en akavet situation, at skuespillerne kun sås lige inden kameraet blev tændt, hvor Aubrey Plaza allerede var gået ind i rollen:
»Når han dukkede op, var jeg i karakter. Min karakter havde et mål: At have sex med ham. Jeg opførte mig fuldstændig sindssygt, som karakteren, fordi vi skulle til at optage. Jeg tror ikke, han forstod, at det ikke var mig. Man skulle tro, han gjorde, for han er skuespiller og en fantastisk en ovenikøbet«.
Det kom undervejs Aubrey Plaza for øre, at Robert De Niro så lidt skævt til hende. Hendes agent fortalte hende, at hun havde hørt, at den mandlige skuespiller »var lidt skræmt af hende«.
Senere samlede Robert de Niro alle fra castet til en frokost, hvor han slet ikke genkendte Plaza uden for sin rolle. »Hvem er du søde?« spurgte han. Da de fik det på plads, blev tingene mere normale, fortæller Plaza i forbindelse med interviewet på London Film Festival.
Tidligere har Aubrey Plaza fortalt Indiewire, at rollen som vild og sexbesat i ‘Dirty Grandpa’ var et bevidst forsøg på at undgå altid at blive castet i mere stille og pæne roller.