Robbie Coltrane, der er bedst kendt for at spille Rubeus Hagrid i Harry Potter-filmene, er gået bort i en alder af 72 år.
Den BAFTA-nominerede skuespiller bliver hyldet af sine kollegaer fra Harry Potter-universet, der alle har store roser tilovers for Coltrane.
Daniel Radcliffe udtaler i en pressemeddelelse hos Variety: »Robbie var et af de sjoveste mennesker, jeg har mødt. Han plejede konstant at få os til at grine, da vi var børn under optagelserne. Jeg har særligt gode minder om, da han holdt vores humør oppe under ‘Fangen fra Azkaban’, da vi alle var i ly for regnen i timevis i Hagrids hytte, hvor han fortalte historier og jokes«.
Han fortsætter: »Jeg føler mig utroligt heldig over, at jeg fik mulighed for at møde og arbejde sammen med ham. Jeg er meget trist over, at han er gået bort. Han var en utrolig skuespiller og en elskværdig mand«.
Emma Watson mindedes Coltrane i en Instagram-story, hvor hun skrev: »Robbie var som den sjoveste onkel, jeg nogensinde har haft, men mest af alt var han utroligt omsorgsfuld og medfølende over for mig som barn og voksen. Hans talent var så enormt, at det gav mening, at han spillede en kæmpe. Han kunne fylde ethvert rum med sin glans«.
Hun fortsætter: »Robbie, hvis jeg nogensinde får mulighed for at være så rar mod nogen, som du var mod mig under optagelserne, lover jeg at gøre det i dit navn og minde. Du skal vide, hvor meget jeg elsker og beundrer dig. Jeg savner virkelig din sødme, dine kælenavne, din varme, dine grin, dine kram. Du gjorde os til en familie. Du skal vide, at du var som familie for os«.
Også J.K. Rowling mindes den højtelskede skuespiller på Twitter: »Jeg kommer aldrig til at møde nogen tilnærmelsesvis som Robbie igen. Han var et utroligt talent, en total ener, og jeg var mere end heldig over at lære ham at kende, arbejde sammen med ham og grine med ham. Jeg sender mine varmeste tanker og dybeste kondolencer til hans familie og særligt hans børn«.
Udover Harry Potter-franchisen er Coltrane også kendt for James Bond-filmene ‘GoldenEye’ og ‘The World Is Not Enough’ samt for roller i et hav af film og tv-serier. Ifølge iMDB har han medvirket i 114 film og serier.
Om sin rolle som Hagrid fortalte Coltrane tidligere på året i HBO Max’ Harry Potter-Reunion: »Filmenes arv er, at mine børns generation vil vise dem til deres børn. Man kan se filmene om 50 års tid, uden problemer. Jeg vil ikke være her til den tid, desværre, men det vil Hagrid«.