Jo voldeligere desto bedre?
Damien Leones opfølger til 2016-slasheren ’Terrifier’ er ikke for sarte sjæle. Mildest talt.
’Terrifier 2’ er nemlig så blodig, at den angiveligt har fået flere til at kaste op og besvime i biografsalene. Og i gysergenren tjener den slags ofte som en anbefaling, så lavbudgets-gyseren skovler penge ind efter sin premiere i USA og har genereret en forhåndshype på nettet, som de fleste film kun kan drømme om.
’Terrifier 2’ er den tredje spillefilm i rækken om den psykopatiske seriemorder Art the Clown (David Howard Thornton), der samvittighedsløst terroriserer det fiktive Miles County og dets indbyggere. Alle, der krydser hans vej, bliver myrdet så brutalt, at det halve kunne være nok.
I denne omgang møder Art modstand i form af teenageren Sienna Shaw (Lauren LaVera) og hendes bror Jonathan (Elliott Fullam), der ikke vil se til, mens han slår hæmningsløst ihjel. Mere er der egentlig ikke at sige om plottet, der trækker tråde til subgenrens storhedstid i 70’erne og 80’erne, og hvis sandheden skal frem, er der ikke tale om et visuelt mesterværk eller prangende skuespilpræstationer.
Men så er der andre dimensioner, der vækker ikke så lidt opsigt – og som betyder, at man ingenlunde behøver have set 1’eren, før man sætter tænderne i den biografaktuelle 2’er.
En slasherskurk til historiebøgerne
Franchisens varemærke er den morderiske Art the Clown. David Howard Thornton overtog rollen fra Mike Gianelli, som portrætterede Art i Damien Leones kortfilm ’The 9th Circle’ fra 2008 og antologigyseren ’All Hallows’ Eve’ fra 2013.
Mens Gianelli uden tvivl lagde grundstenen for, hvem og hvad Art the Clown er, skal den største kredit gives til Thornton for at videreudvikle og cementere dræberklovnen blandt genrens tunge drenge.
Med en fortid som professionel mimer er det David Howard Thorntons tavse minespil, der danner grundlag for en fysisk præstation ud over det sædvanlige. Selv har han beskrevet Art som et elskovsbarn mellem den ekspressive Marx-bror Harpo og slasherikonet med forfærdelig modesans, Freddy Krueger fra ’Nightmare on Elm Street’-franchisen.
Filmhistorien har haft sin sjat af morderiske klovne, fra b-films-kultklassikeren ’Killer Klowns from Outer Space’ til Pennywise i diverse ’It’-filmatiseringer og den afdøde kultlegende Sid Haigs Captain Spaulding i Rob Zombies ’House of a 1000 Corpses’.
Men ingen har været helt ligesom den voldsmaniske Art the Clown, godt hjulpet af, at instruktør og manusforfatter Damien Leone selv har stået for filmens imponerende makeup-effekter.
Skal overgå sig selv
Chokfaktoren i form af grusomme drab er franchisens trækplaster, og her vil kreativiteten ingen ende tage, når Art the Clown som en anden antik skulptør udskærer og udhuler sine stakkels ofre med en uhyggeligt nysgerrig tilgang.
’Terrifier’ fra 2016 indeholder et drab så grusomt og over the top, at S. Craig Zahler (’Bone Tomahawk’, ’Brawl in Cell Block 99’), som ligeledes er kendt for sine ekstremt voldelige film, får kamp til stregen, når det kommer til at eksperimentere med praktiske effekters formåen.
Den scene bringer middelaldertortur ind i det 21. århundrede og er grænseoverskridende morbid. Men med ’Terrifier 2’ har Damien Leone tydeligvis besluttet sig for at overgå sig selv.
Mens en sekvens, der involverer en afhugget penis, uden tvivl vil få det mandlige publikum til at vride sig i sædet, er det især én bestemt scene i ‘Terrifier 2’, der har fået flere biografgængere til at gå i brædderne.
Her er der tale om scenen, der blot går under navnet The Bedroom Scene, og som er blevet det nye pejlemærke. Efter at have begået indbrud tager Art the Clown sig al tid i verden til at gå i flæsket på Siennas ven Allie.
Hun bliver skalperet, snittet og får brækket sin ene arm, mens den anden bliver splittet på langs mellem fingrene, indtil hun til sidst ligger i en sump af sit eget blod og indre organer – alt sammen til Arts fornøjelse. Brugen af ægte råt kød til at efterligne indvolde gør det hele lidt mere klamt.
Splattergenrens gudfar Herschell Gordon Lewis ville være stolt.
Mund til mund-metoden
Det er scener som den, der har fået rygtet om ’Terrifier 2’ til at sprede sig som en steppebrand.
Filmen blev skabt på et beskedent 250.000 dollar stort budget under corona og har indtil videre indtjent godt 11 millioner dollars uden skyggen af mainstream-markedsføring.
Den enorme succes er da også kommet bag på Leone selv, fortæller han i et interview med Variety:
»Jeg forventede ikke, at den ville lave sådan et anslag eller køre i biograferne, ærligt talt, måske kun i et par enkelte arthouse-biografer. At opleve sneboldeffekten, det stigende antal mundtlige overleveringer, folk der bliver dårlige og besvimer, og i det hele taget bare, at det tager fart – jeg havde aldrig forestillet mig det, eller at den skulle tjene millioner af dollars i biograferne«.
Den mundtlige overlevering har ikke mindst fundet sted på Twitter.
»Lige set ’Terrifier 2’. Det var et fantastisk blodigt rod. Fyren bag mig besvimede og smadrede ind i min stol, en anden fyr smuttede, fordi han ikke havde det godt, overhørte jeg ham sige, og da jeg gik ud ad biografdøren, hørte jeg en fyr kaste højlydt op på toilettet«, skriver en bruger.
»Min ven besvimede, og biografen ringede efter en ambulance. Stor anbefaling«, skriver en anden.
Filmens producer Steve Barton opsnappede hurtigt hypen og reklamerede selv for den på sin Twitter.
We aren’t done yet. Hold on tight. News coming. #terrifier2 #terrifier #arttheclown pic.twitter.com/2r8jYZCVto
— Steve Barton (@UncleCreepy) October 10, 2022
»Vi er ikke færdige endnu. Hold godt fast. Nyheder på vej«, skrev Barton og delte en advarsel om filmens voldelige indhold.
Damien Leone har også kommenteret rygterne om folks fysiske reaktioner, og det er ikke nødvendigvis noget, han går og blærer sig med, siger han i et interview med Entertainment Weekly:
»Hør, jeg ville have elsket et par walk-outs, det føler jeg ville være en form for hæderstegn, da det er en intens film. Jeg vil ikke have, at folk besvimer eller kommer til skade i løbet af filmen. Men det er surrealistisk«.
Skulderklap fra de største
Prikken over i’et, når det kommer til filmens organiske markedsføring, kom i form af opbakning fra nogle af gysergenrens største.
Som selveste Stephen King:
Eller manden bag serier som ’The Haunting of Hill House’, ’The Haunting of Bly Manor’ og King-filmatiseringen ’Doctor Sleep’ Mike Flanagan, der tilmed har givet filmen et nyt genreprædikat.
»#Terrifier2 er vild. Meget ambitiøs og dybt forstyrrende. De praktiske effekter er fuldstændig vanvittige. Lauren LaVera er ret forrygende og Art the Clown er direkte skræmmende. Lader til at have opfundet en ny subgenre: MegaSlasheren. Stor respekt til alle involverede«, skriver Flanagan.
Det overraskende gennembrud har uden tvivl givet Damien Leone blod på tanden, helt bogstaveligt. Vi har ikke set det sidste til Art the Clown. Nu er spørgsmålet bare, om han kan overgå The Bedroom Scene næste gang.
’Terrifier 2’ får dansk biografpremiere 8. december.