De 20 bedste horrorfilm, du kan streame lige nu

På jagt efter en gruopvækkende gyser? Vi anbefaler de bedste, du kan opstøve på streamingtjenesterne – og viger uden om de allermest åbenlyse
De 20 bedste horrorfilm, du kan streame lige nu
'The Empty Man'. (Foto: PR)

Få genrer har så broget et renomme som horror-film. Vi står midt i en amerikansk gylden periode for genren, der ikke har set sin lige siden 70’ernes voldsomme opbrudstid. Men i horror-sektionen på streamingtjenesterne oversvømmes man dog ofte af obskure, elendige overskudsvarer.

Her forsøger vi derfor at holde gyseraficionadoer opdateret på det bedste, der kan findes i rodekassen af gysertitler, som er tilgængelig på streaming. Hermed også en løftet pegefinger til de danske vod-platforme, der ikke kan tilbyde kultklassikere som ’Driller Killer’, ’Possession’, ’The Beyond’ og – helt grotesk – George A. Romeros ’Dawn of the Dead’.

Vi springer let og elegant over de mest åbenlyse klassikere, der ellers normalt dominerer lister som denne. Du ved nok  forvejen, at ‘The Texas Chainsaw Massacre’, ‘Halloween’, ’The Silence of the Lambs’, ‘The Shining’, ‘Psycho’, The Exorcist’, ’The Conjuring’, ‘Friday the 13th’, ‘Alien’, ‘The Ring’, ‘Paranormal Activity’, ‘Dracula’, ‘The Blair Witch Project’ og ‘Scream’ er obligatorisk pensum.

Samtidig har vi undladt A24’s trekløver af kritiker-darlings, der har domineret enhver diskurs om horror de seneste par år – de mesterlige ’Hereditary’, ’The Witch’ og ’Midsommar’ – til fordel for film, der har fået mindre opmærksomhed.

‘The Empty Man’. (Foto: PR)

1. ’The Empty Man’ (2020) 

Da ‘The Empty Man’ dukkede op på streamingfladen ud af det blå, lignede det endnu et uheldigt adoptivbarn i den grimme overgang fra 20th Century Fox til Disney i stil med ’The New Mutants’ og ’Underwater’. Men allerede 20 kuldegysende minutter inde i denne vanvittigt vellavede kosmiske horror-film står det klart, at intet kunne være længere fra sandheden. 

Efter en række mystiske selvmord i en lille flække begynder eks-politidetektiven James at rode sig ud i et spind af bizarre selvhjælpskulter og uhyrlige skyggemænd. Sjældent har en gyser overrasket så positivt, og ’The Empty Man’ nyder allerede kultstatus blandt horror-aficionadoer. 

Kan ses på Viaplay, iTunes, Blockbuster og SF Anytime. 

‘Saint Maud’

2. ‘Saint Maud’ (2020) 

Rose Glass’ imponerende spillefilmdebut er det nyeste mesterværk i perlerækken af auteurdrevne indie-gysere fra A24. Den unge, nyreligiøse Maud finder sit kald, da hun åbner sit dødsens syge cancerpatients hjerte op for Guds frelse. 

Filmen er en fascinerende undersøgelse af den millimetertynde grænse mellem tro og besættelse i et ungt, selvhadsk sind. I dens første indstilling kigger en blodsindsmurt Maud op mod loftet – og ser Gud i form af en stor fed kakerlak. 

Samtidig udtrykker patienten Amanda en dirrende vrede, da hun i slut-40’erne kan vinke farvel til sin dansekarriere – cancer eller ej. Her på Soundvenue kvitterede Jannie Dahl Alstrup med seks stjerner, og det er i den grad berettiget. 

Kan ses på Amazon Prime, Viaplay, Blockbuster og SF Anytime. 

‘Revenge’. (Foto: PR)

3. ‘Revenge’ (2018) 

Få film er så kontroversielle som dem, der tilhører voldtægt/hævn-genren. Er de fanden-i-voldske feministiske hymner, der giver ofrene velfortjent hævn? Eller blot et billigt trick til at retfærdiggøre at gøre voldtægtsscenarier pirrende for det mandlige publikum? 

Den franske instruktørdebutant Coralie Fargeat lykkes med at vende genrens konventioner komplet på hovedet i ’Revenge’, der bruger meget lidt energi på voldtægtsakten og til gengæld giver dens heltinde en power fantasy af dimensioner, når hun jagter sine voldsmænd ned med haglgevær og furie. 

Blodet fosser i litervis, når de tre dumme møgsvin skal slagtes i en af de voldeligste film lavet i nyere tid. 

Kan ses på iTunes, Blockbuster og SF Anytime. 

‘One Cut of the Dead’. (Foto: PR)

4. ‘One Cut of the Dead’ (2017) 

Ingen film fra de sidste fem år er så skrupskør, hjertevarm og idiosynkratisk som denne found-footage (?) zombiefilm fra 2017. 

En amatøragtig instruktør skriger af sine skuespillere, at de ikke leverer et autentisk stykke arbejde i hans patetiske zombiesplatter-film. Men pludselig bryder en rigtig zombie ind på settet, og i de næste 37 minutter render filmfolkene forvildede rundt omkring den øde fabrik, mens kameraets rolle, de forkvaklede zombier, amatøragtige effekter og bizarre improviserede præstationer skærer mere og mere i øjne og øre. 

Herefter eksploderer filmen i et meta-lag, som kan sammenlignes med ’Too Many Cooks’ møder ’Ed Wood’, og som ikke skal afsløres her. 

Kan ses på iTunes, Blockbuster og SF Anytime. 

‘The Untamed’ (Foto: PR)

5. ’The Untamed’ (2016) 

Kunne man friste med en portion mexicansk samfundskritik stærkt krydret med tentakelsex til at toppe den af med? 

Horror har altid været mest interessant, når filmene udforsker grænserne af det socialt acceptable. Og historien om en slibrig alien, der fylder samtlige af sine kvindelige og mandlige partneres åbninger med pulserende tentakler, må siges at være godt ude på grænselandet. 

Men der er mere i ’The Untamed’ end dens chokerende, *hu-hum* pirrende sexscener. Som en analogi for menneskets flydende seksualitet og umættelige lyst til og appetit på det kødelige udfordrer filmen modigt det heteronormative samfund og dets iboende voldelige homofobi og misogyni. 

Kan ses på Filmstriben og Blockbuster. 

‘Halloween’ (Foto: PR)

6. ’Halloween II’ (2009) 

Tro mig, jeg havde ikke set den her komme. Rob Zombies unikke, men ulidelige white trash-æstetik er for det meste absolut horribel. Også i hans originale remake af ’Halloween’, hvor vi følger Michael Myers som barnepsykopat op igennem årene – en omtrent lige så ringe ide som at gøre Ghostbusters-teamet til børn. 

’Halloween II’ er en af de mest vanvittige carte blanche-gyserfilm lavet i det 21. århundrede, oppe på siden af ’Malignant’. Laurie Strode er PTSD-ramt og ude af stand til at se sine gamle bekendte i øjnene, Myers selv er en hjemløs galning, der følger ordre fra spøgelsesmor. Og psykiateren Loomis er et sell-out, som tjener fedt på sin gamle patients massakrer. 

Kan ses på Blockbuster og SF Anytime. 

‘Candyman’ (Foto: PR)

7. ‘Candyman’ (1992) 

Det var med en sten i maven, man måtte konstatere, at Nia DaCostas længe ventede remake af ’Candyman’ var lidt af en rodebutik af ambitiøse, men halvbagte ideer. Så kan man heldigvis stadig støve den fantastiske, originale film op på streamingtjenesterne. I sin tid én af de første slasher-film, som specifikt omhandlede den afroamerikanske kultur og frygt. 

Enigmatiske Tony Todd spiller spøgelset i spejlet Candyman, en rasende, lynchet slave, som jagter sine naive ofre med en sylespids klo. Filmen slægter den italienske giallo-genre på med ultravoldelige mordscenarier og et slibrigt detektiv-handlingsforløb. Og så tager den sociale samfundskritik stadig kegler den dag i dag. 

Kan ses på Amazon Prime, iTunes, Blockbuster og SF Anytime. 

Arachnophobia (Foto: PR)

8. ‘Arachnophobia’ (1990) 

I de tidlige 90’ere var slasher-metaltrætheden ved at sætte ind, og Hollywood var desperat efter den næste store ting i den lukrative genre. Således prøvede instruktør Frank Marschall og Spielbergs studie Amblin Entertainment i 1990 at genoplive 50’ernes creature-features med denne vidunderligt spøjse gyserkomedie om en lille landsby midt ude i ingenting, som bliver angrebet af en hær af giftige edderkopper fra Mellemamerika. 

Er du af den holdning, at de otte-benede bæster (menneskets bedste ven!) er mere uhyggelige end bedårende, vil nakkehårene uden tvivl rejse sig, når en af dem krible-krabler ned ad bruseren mod sit offer. Ellers er filmen værd at anbefale for John Goodman alene som en arrogant skadedyrsbekæmper. 

Kan ses på iTunes, SF Anytime og Blockbuster. 

‘Deep Red’ (Foto: PR)

9. ‘Deep Red’ (1975) 

Få instruktører formår at skabe så atmosfæriske, visuelt mættede universer som den italienske giallo-maestro Dario Argento. Selvom ’Suspiria’ stadig står som hans – og genrens for den sags skyld – hovedværk, er det værd at grave dybere i hans filmografi. 

’Deep Red’ er en isnende uhyggelig gyser, hvor en kynisk kunstner indblandes i et mordmysterium efter at have set en kvinde blive myrdet. Som altid er det de outrerede mordscenarier, gotiske bylandskaber og den balstyriske musik, som er i fokus. En maskindreven dukke, der angriber sit offer med en kniv ud af det blå, er særligt modbydelig. 

Kan ses på iTunes, Blockbuster og SF Anytime. 

‘Slumber Party Massacre’ (Foto: PR)

10. ’Slumber Party Massacre’ (1982) 

I skyggen af massive slasher-franchises som ‘Friday the 13.’, ’A Nightmare on Elm Street’ og ’Halloween’ gemmer den lille feministiske slasher-perle ’Slumber Party Massacre’ sig. Præmissen om en flok teenagere ude i forstaden, der bliver slagtet af en psykopat, er en-til-en den samme som John Carpenters seminale slasher fra 1978. Om end morderen i denne kommer forberedt til festen med et gigantisk, fallisk elektrisk bor. 

Men hvad filmen mangler i originalitet, gør den i den grad op for i aparte scenarier og camp-faktor. Det er ganske enkelt en fornøjelse at hænge ud med slænget af skæve veninder, som spiser pizza oven på et lig i en rus af alkohol og hash. 

Kan ses på Amazon Prime.

‘Evil Dead 2’. (Foto: PR.)

11. ’Evil Dead 2’ (1987)

Sam Raimi, der stod bag den originale ‘Spiderman’-trilogi, fik sin start som instruktør langt ude i den amerikanske vildmark. Her skabte han med nogle venner en splatterfilm om en uset dæmonisk kraft, som transformerer en gruppe unge mænd og kvinder til diabolske deadites.

Med sine vilde effekter og sit maniske tempo er ’The Evil Dead’ stadig en gedigen klassiker. Men det var med efterfølgeren ’Evil Dead II’, at Sam Raimi perfektionerede sin kombination af ’Gøg og Gokke’-falden-på-halen-komik og groteske voldsudgydelser. Det er som ’Looney Toones’ med et specieleffektbudget til litervis af flydende rød væske.

Kan ses på Youtube Movies

Nicolas Cage i ‘Mandy’ (2018).

12. ’Mandy’ (2018)

Ved premieren til Panos Cosmatos’ syretrip af en film var fokus hovedsageligt på Nicolas Cages galemandspræstation som skovhuggeren Red, der tager frygtelig hævn på en kult, efter de myrder hans udkårne. Og ja, billedet af den hulkende, oppustede mand iført tighty whites, der bunder en hel flaske vodka, er utrolig underholdende.

Men ’Mandy’ er mere end et sjovt meme. Filmen er en fantastisk meditation over kønsdynamikker. En knivskarp dekonstruktion af slasher-genren. Og en hyldest til alle, der lyttede til Dio, gik i heavy metal-t-shirts og så ’Fredag den 13’-film i deres teenage-år.

Kan ses på Blockbuster, Viaplay, iTunes og Google Play

‘Lad den rette komme ind’. (Foto: PR.)

13. ’Lad den rette komme ind’ (2008)

Bellas forbudte romance med bad boy-vampyren Edward var ikke den eneste coming-of-age-vampyrhistorie i 2008. I en lurvet forstad til Stockholm forelsker det utilpassede mobbeoffer Oskar sig i den mystiske nabo Eli, som naturligvis viser sig at være en 100 år gammel blodsuger.

Tomas Alfredson fremviser den socialdemokratiske hyggenation som en gold istap, hvor de gamle holder sig varme med flasken, og børn falder i isfælder på må og få. Med sin rå kynisme over den trøstesløse hverdag og morbide personager, føles filmen unikt skandinavisk – hvorfor det komplet ligegyldige amerikanske remake da også pænt kan undgås.

Kan ses på HBO Nordic og Blockbuster

’[REC]’. (Foto: Rotten Tomatoes.)

14. ’[REC]’ (2007)

Siden George A. Romeros formfuldendte ’Living Dead’-trilogi er zombiegenren langsomt blevet kannibaliseret i historier, hvor de animerede levende døde spiller andenviolin for bedagede dystopier, hvor mennesket er det virkelige monster.

Men i den endeløse hær af ’28 Days Later’-kopier har denne spanske found footage-zombiefilm noget så sjældent for genren som en puls. Fanget i en klaustrofobisk lejlighedsopgang under karantæne prøver et filmhold desperat at undslippe sine sultne medbeboere. Uhyrlige jumpscares sender pulsen i galop, og de sidste ti minutter af filmen, der foregår i totalt mørke, er uhyggeligere end noget andet inden for genren. 

Kan ses på Blockbuster og SF Anytime

‘Ju-on: The Grudge’. (Foto: PR.)

15. ‘Ju-on: The Grudge’ (2002)

Den japanske gyserserie ’The Grudge’ føles som gysergenren brudt ned til de mest basale elementer: En uhyrlig dødsrallen. Et forvrænget ansigt dækket af sammenfiltret hår. Forladte huse og kontorgange, der hjemsøges af usete skikkelser.

Uhyggen når sit zenit med den første spillefilm i serien, hvor spøgelset Kayako og sønnen Toshi udøver bestialsk hævn på samtlige folk, der vover at træde over dørtrinet i deres gamle hus. Siden den originale ’Ju-on’ er spøgelsesgenren eksploderet i popularitet med ’Paranormal Activity’, ’Sinister’ og ’The Conjuring’. Alle film dyrker spøgelset som en morderisk spasmager, der nyder at drive sine hjælpeløse ofre gale af desperation, før de lander dødsstødet. 

Kan ses på Viaplay, Blockbuster og Google Play

Christian Bale i ‘American Psycho’ i 2000. (Foto: PR.)

16. ’American Psycho’ (2000)

Instruktør Mary Harron transformerer Brett Easton Ellis’ misogyne satire over 80’ernes yuppie-kultur til en langt mere universel fordømmelse af amerikansk grådighed og forbrugerkultur, som ville lede os til den finansielle krise otte år senere.

Filmen udødeliggjorde Christian Bale i rollen som det psykotiske Wall Street-svin Patrick Bateman, der prøver at finde en identitet gennem lystmord. Fra hans isnende åbningsmonolog og en skinnende økse i ansigtet på en ung Jared Leto til kærlighedserklæringer om forretningskort har der hverken før eller siden været så skarp en satire over Wall Street.  

Kan ses på Netflix og HBO Nordic

‘Raw’. (Foto: PR.)

17. ’Raw’ (2016)

Julia Ducournaus rygende originale coming-of-age-via-kannibalisme-film har hele den ferske pakke. Da den jomfruelige vegetar Justine tvinges til at spise kaninnyre som et ydmygende rus-ritual for de nyklækkede dyrelægestuderende, får hun pludselig smag for det forbudte kød.

Der er intet nyt ved en horrorfilm, som bruger en kvindes spirende seksualitet til gys og væmmelse. Men i modsætning til andre (glimrende) coming-of-age-gysere som ’Carrie’ og ’Ginger Snaps’, er filmen lige så liderlig og hungrende efter rå, hed korporlig omgang – både i form af den lille og store død – som sin unge kannibal in spe.

Kan ses på Blockbuster og Viaplay

‘Martyrs’.

18. ’Martyrs’ (2008)

I 00’erne, hvor hudafpillende sadisme var kutymen inden for mainstream-gys, gik ingen film så langt som Pascal Laugiers notoriske New French Extremity-film ’Martyrs’. En ung, traumatiseret kvinde opsøger sammen med sin veninde den velstillede kernefamilie, der torturerede hende som barn, og myrder dem en efter en. Og det er blot inden for filmens første kvarter.

Laugiers nådesløse bodyhorror-film vil utvivlsomt fremstå som smagløs misogyni for uindviede i genren. Men der er en nærmest prosaisk intelligens over dens fremstilling af vold på film, når den tager udgydelserne til sit logiske slutpunkt.   

Kan lejes på Blockbuster

‘Jennifer’s Body’. (Foto: PR.)

19. ’Jennifer’s Body’ (2009)

I 2009, da Karyn Kusamas lynende intelligente horrorfilm ’Jennifer’s Body’ blev markedsført til liderlige 12-årige teenagedrenge, hadede kulturen kendiskvinder for meget til at anse filmens stjerne Megan Fox som andet end en talentløs Barbie.

Men som en hævngerrig succubus viser hun både hugtænder og kløer, når hun selvsikkert flirter med sine mandlige ofre for senere at flå dem åbne som piñatas. Heldigvis har tiderne ændret sig (en smule), og filmen nyder i dag status som en queer-kultfilm og et blodigt alternativ til highschool-komedier som ’Mean Girls’ og ’Heathers’.   

Kan lejes på Itunes, Blockbuster, Rakuten TV, Google Play og Youtube Movies

Kaya Scodelario i ‘Crawl’. (Foto: PR.)

20. ’Crawl’ (2019)

Siden sin franske gennembrudsfilm, den ultravoldelige ’High Tension’ (i Europa ’Switchblade Romance’) har Alexandre Aja konsekvent vist sig som en af splattergenrens mest habile håndværkere.

Hans nyeste film ’Crawl’ leverer således præcis, hvad den lover: En makaber lækkerbisken af en creature feature, hvor enorme krokodiller mæsker sig i desperate Florida-indbyggere, der er strandet under en voldsom orkan. Kaya Scodelario (Effy fra ’Skins’) gør en fantastisk figur som den barske final girl, når hun tager kampen mod de tonstunge reptiler i vand, et iturevet hus og fugtige kældergange.   

Kan ses på Netflix, Viaplay og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af