Hvis der er et emne, der virkelig kan få de forskellige fraktioner af Hollywood op i det røde felt, er det kvaliteten af Marvel-film.
I går kommenterede Tarantino, at han ikke opfatter Marvel-skuespillere som rigtige filmstjerner, hvilket fik Simu Liu, hovedrollen i ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings‘, til tasterne på Twitter:
»Hvis de eneste gatekeepere på vejen mod filmstjernestatus var Tarantino og Scorsese, ville jeg aldrig have fået muligheden for at spille hovedrollen i en film, der solgte billetter for over 400 millioner dollars«, skriver han og fortsætter:
»Jeg beundrer deres genialitet som filmskabere. De er transcendente auteurs. Men de skal ikke have lov til at pege fingre ad mig eller andre«.
Liu påpeger, at selvom Marvel ikke er et perfekt filmstudie, har de gjort store fremskridt, når det gælder diversitet i casting og emnevalg:
»Intet filmstudie er, eller vil nogensinde være, perfekt. Men jeg er stolt over at arbejde med et, der har gjort en vedvarende indsats for at forbedre diversitet på lærredet ved at skabe helte, der bestyrker og inspirerer folk fra alle slags baggrunde overalt i verden«, skriver han.
Han afslutter med en svirper mod Tarantino og Scorsese, der begge har argumenteret for, at alt var bedre i de gamle Hollywood-dage: »Jeg elsker også Hollywood-guldalderen, men den var hvid som bare pokker«.
Simu Liu fik sit store gennembrud i ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’, der er planlagt til en efterfølger. Næsten år spiller han en bærende rolle i Greta Gerwigs stærkt imødesete ‘Barbie’-film.