Heath Ledger gav en af de bedste præstationer i sin alt for korte karriere i Ang Lees kærlighedsdrama ‘Brokeback Mountain’ fra 2005.
Filmen har siden Ledgers død fået sin behørige plads i filmhistorien, og i en ny udgivelse af filmmagasinet Empire, der hylder de bedste skuespilpræstationer nogensinde, fortæller Ang Lee om arbejdet med Heath Ledger under optagelserne.
Han fortæller blandt andet historien om Heath Ledger og Jake Gyllenhaals forskellige tilgange til skuespilstil, som instruktøren måtte mægle mellem under optagelserne.
»Heaths aura driver hele historien. Han foretog en masse forberedelser, for det meste på egen hånd. Jeg blev ofte overrasket over, hvordan han gik til sit arbejde. Et aspekt, jeg satte stor pris på, var at bevidne Heath og Jake udvikle forholdet mellem deres karakterer. Jeg så det udfolde sig foran mine øjne, fra forberedelserne hele vejen op til optagelserne«, fortæller Lee og fortsætter:
»Michelle Williams brækkede sit knæ under præ-optagelserne, men Heath tog sig altid af hende. Han var så naturligt omsorgsfuld over for Michelle. Når det gjaldt Jake, havde Heath en meget anderledes attitude til deres arbejde. Nogle gange var der friktion mellem dem – ikke skænderier, men et sammenstød i spillestile. Nogle gange jeg var nødt til at mægle mellem dem, men de var begge gode på hver deres måde. De gjorde altid en indsats for at finde en vej igennem det«.
Heath Ledger var særligt kendt for sin method acting-tilgang, der blandt andet betød, at han forblev i karakter i flere måneder af gangen. Og ifølge Ang Lee var han forbundet til sin karakter på en helt særlig måde.
»Jeg tror, at Heath kendte karakteren Ennis dybt i sit hjerte. På et teknisk niveau var han meget modtagelig for instruktion, men arbejdede alene. Han er ikke en skuespiller, man er nødt til at tale meget med, fordi han var meget uafhængig. Hvis resultatet er rigtigt, er jeg glad. Hvis ikke ville jeg sige det til ham, og så ville han finde på noget andet«, fortæller Lee.
Den Oscar-vindende instruktør spår, at Ledger kunne have opnået endnu større ting i fremtiden, hvis han ikke var gået bort i så ung en alder:
»Heath Ledger var en genial, ung skuespiller. Guderne må vide, hvad han ville have opnået senere i livet. Han var så talentfuld, jeg er sikker på, at han ville have været en fremragende instruktør. Vi er alle utroligt heldige, at vi fik mulighed for at lave film med en skuespiller af den kaliber. Han havde en gudsbenådet gave«.
Heath Ledger døde i 2008 og vandt efterfølgende en Oscar for sin præstation som Jokeren i Christopher Nolans ‘The Dark Knight’.