Det vakte begejstring hos ‘Game of Thrones’-fans, da det tidligere på året blev annonceret, at Kit Haringtons Jon Snow får sin helt egen spinoffserie på HBO Max.
Den kommende spinoffserie var også på tapetet, da Harington lagde vejen forbi en stor ‘Game of Thrones’-konference i Los Angeles over weekenden.
Og selvom han ikke kunne sige meget om seriens udvikling og handling, gav han publikum en ide om Jon Snows mentale tilstand efter finaleepisoden af ‘Game of Thrones’, hvor han blev sendt i eksil ved The Night’s Watch.
»Jeg tror, at hvis du spurgte ham, ville han føle, at han slap let. I slutningen af serien sidder han i cellen og forbereder sig på at blive halshugget. Han er færdig og er klar til at dø. At han drager mod Muren er den største gave og den største forbandelse«, siger Harington ifølge Entertainment Weekly.
Han fortsætter: »Han er nødt til at vende tilbage til stedet, der rummer så meget historie, og ende sine dage med at tænke på, at han slog Dany ihjel, at Ygritte døde i hans arme og at han hængte Olly. Han skal leve sit liv med tanken om alle de traumer, hvilket er meget interessant«.
»Da vi forlader ham i serien, havde man fornemmelsen af, at vi gerne ville se ham smile over, at alt nok skal blive okay. Men han er ikke okay«.
Der er endnu ingen forlydender om, hvornår Jon Snow-serien udkommer og hvad historien præcist kommer til at handle om. Det lyder dog til, at der er nok karakterdrama at tage fat om.
George R.R. Martin har på sin blog skrevet, at det var Kit Harington selv, der kontaktede ham med ideen om at lave en spinoffserie.