The Golden Raspberry Awards, bedre kendt som the Razzie Awards, uddeler hvert år priser til de dårligste præstationer på film, og i år havde de nomineret den blot 12-årige Ryan Kiera Armstrong.
Det affødte øjeblikkelig kritik på Twitter, at man udsatte et barn for den tvivlsomme ære. En bruger skrev for eksempel, at det er klamt en gruppe voksne ydmyger et barn offentligt:
Armstrong, der var 11 år gammel, da hendes film ’Firestarter’ blev optaget, får nu en undskyldning.
Ifølge Indiewire har medstifter af prisen John Wilson udsendt en udtalelse, hvor der står, at Razzie Awards tager kritikken til sig, og at Armstrong er fjernet fra stemmesedlen.
» Den nylige, valide kritik af valget af 11-årige Armstrong som nomineret til en af vores priser har gjort os opmærksomme på, hvor ufølsomme vi har været i dette tilfælde. Som resultat heraf har vi fjernet Armstrongs navn fra den endelige stemmeseddel, som vores medlemmer vil benytte næste måned«, lyder det.
Wilson fortsætter med en konkret undskyldning til Ryan Kiera Armstrong.
»Vi mener, at vi skylder frk. Armstrong en offentlig undskyldning og ønsker at sige, at vi beklager enhver smerte, hun har oplevet på grund af vores valg«.
Sagen munder nu også ud i nye retningslinjer for Razzie Awards, der ikke længere vil nominere børn til deres priser.
»Fra nu af implementerer vi en retningslinje for stemmeprocessen, der udelukker enhver performer eller filmskaber under 18 år fra at komme med i overvejelserne til vores pris«.
Twitter-brugere havde pointeret, at det ikke er første gang, Razzie Awards har nomineret et barn. Tidligere er det sket med både Jake Lloyd fra ’Star Wars: Episode 1 – The Phantom Menace’ og Macaulay Culkin, som blev nomineret for hele tre forskellige film i 1995.
For to dage siden sagde Wilson til BuzzFeed News, at de havde begået et fejltrin, men at kritikerne skulle stige ned fra deres høje hest.
»Der er en selvretfærdighed over det. Det er The Razzie Awards, for himlens skyld!« sagde Wilson med henvisning til, at det er meningen, at priserne skal tages som en joke.
’Firestarter’ er en ny filmatisering af Stephen Kings thriller, der udover Armstrong har Zac Efron på rollelisten. Den kan ses på SkyShowtime.