Det var ikke let at finde en til at være vært for årets Oscar-uddeling, hvor late night-vært Jimmy Kimmel har fået tjansen.
Men faktisk var han den absolut sidste på listen, hvis man skal tro komikerens nye ‘Top Gun: Maverick’-spoof, hvor han kæmper med at imponere Jon Hamm og Charles Parnell, der indtager deres roller fra pilotblockbusteren, der er nomineret til fem Oscars.
Sketchen udspiller sig som en homage til selvsamme ‘Top Gun:Maverick’, hvor detaljerne for Oscar-showets flyveplan lægges fast med nidkærhed.
Mens Kimmel præsenterer, hvordan han skal charmere de nervøse kendisser med sange og jokes, når prisuddelingen løber af stablen, viser det sig dog, at der i virkeligheden kun er én ting, han skal kunne stå imod i følge de hårde ledere: En lussing.
»ABC (tv-stationen, red.) har givet os til opgave at finde en vært som er unflappable… og unslappable«, lyder det fra Parnell med henvisning til sidste års Oscar-fadæse, hvor Will Smith som bekendt løb op på scenen og gav værten Chris Rock en lussing.
Det kommer ikke til at ske, forsikrer Kimmel:
»Jeg kan ikke blive slået. Jeg græder meget«.
Under hele affæren sender et billede på væggen af den nifoldige Oscar-vært og komikerlegende Billy Crystal lange blikke til Kimmels mindreværd (han har nemlig selv kun været vært to gange).
Det kulminerer dog på lykkelig vis, da Crystal dukker op i egen høje person og forsikrer de uimponerede missionsledere om, at late night-værten er opgaven værdig.
Årets Oscar-uddeling bliver afholdt 12. marts.