De fleste instruktører ville nok rive sig selv i håret i årevis, hvis de havde afslået at instruere den første film i ‘Harry Potter’-franchisen. Filmen blev øjeblikkeligt en gigantisk succes og banede vejen for de efterfølgende syv film.
Men for Steven Spielberg var beslutningen om ikke at tage til London for at instruere filmen den helt rigtige. Det fortæller han i et interview med ‘RRR’-instruktøren S.S. Rajamouli hos Variety.
I anledning af Spielbergs autobiografiske ‘The Fabelmans’, der er nomineret til syv Oscar-statuetter, fortæller han om konflikten mellem kunst og familie, som han for alvor mærkede i forbindelse med tilbuddet om at instruere ‘Harry Potter’.
»De personlige konsekvenser af konflikten mellem kunst og familie kan rive en midt over, hvilket skete for mig senere i min karriere, da jeg allerede havde etableret mig som instruktør. Kate (Capshaw, red.) og jeg var begyndt at starte en familie og få børn. Jeg var nødt til at vælge mellem at tage et job, hvor jeg skulle være i et andet land i fire-fem måneder, og hvor jeg ikke ville kunne se min familie hver dag. Det rev mig midt over«, siger Spielberg.
Han fortsætter: »Der var adskillige film, jeg valgte ikke at instruere. Jeg valgte at takke nej til den første ‘Harry Potter’-film for at kunne bruge det næste halvandet år med min familie, med mine børn, der voksede op. Så jeg ofrede en fantastisk franchise, men når jeg ser tilbage på det i dag, er jeg glad for at have gjort det, for i stedet at have været sammen med min familie«.
‘Harry Potter’-instruktørfaklen gik i stedet videre til Chris Columbus, der også instruerede ‘Harry Potter og Hemmelighedernes kammer’.
Spielberg lå dog ikke på den lade side i perioden. Han instruerede i stedet ‘A.I. Kunstig Intelligens’, som dog blev optaget i Los Angeles, hvilket gjorde det muligt for ham at tage hjem til familien hver aften.
‘The Fabelmans’ får dansk premiere 23. marts.