Woody Harrelson var som gæst på ’Saturday Night Live’ med i en meget rammende sketch om Hollywoods besættelse af skuespilleres kropslige transformationer.
Brendan Fraser tog for eksempel voldsomt på i vægt for sin rolle i Darren Aronofskys ’The Whale’, der har indbragt ham en Oscar-nominering.
Han må da også have været rimeligt sikker på at filmen ville blive færdiggjort – for ikke at snakke om at blive anerkendt. For hvor surt ville det ikke være at stå klar til optagelser med en fuldstændig forandret krop, og så bliver filmen skrottet?
Det er den ulykkelige skæbne Woody Harrelson til gengæld lider i SNL-sketchen om filmen ‘The Hippo’. Her har skuespilleren taget over 200 kilo på og i processen fået ’triabedes’ (sygdommen der kommer efter diabetes, som han siger) i håb om at vinde en Oscar.
Harrelson må både håndtere at have smadret sit helbred og en komplet mangel på empati fra sine kolleger, der til gengæld græder salte tårer over at have gået igennem den livsændrende transformation, det er at farve sit hår.