’Daisy Jones & The Six’: Bestsellerfænomen bliver til sex, drugs and rock’n’roll-serie med elektrisk Riley Keough

’Daisy Jones & The Six’: Bestsellerfænomen bliver til sex, drugs and rock’n’roll-serie med elektrisk Riley Keough
Riley Keough i 'Daisy Jones and The Six'. (Foto: Amazon Prime)

»Was I out of control?« spørger Riley Keoughs Daisy Jones lidt ligegyldigt, mens hun trækker på skuldrene. Hendes blik er fæstnet på kameraet, blottet på en måde. Man har lige set hende drikke uhæmmet, sniffe coke, ryge weed, tage piller, tage alt …

»Probably«.

I Scott Neustadter og Michael H. Webers serieudgave af Taylor Jenkins Reids bestsellerroman ’Daisy Jones & The Six’ oplever man, hvordan det fiktive 70’er-rockband, som bogen er opkaldt efter, finder sammen og navigerer rundt i berømmelsens forlystelsesland. Et land, hvor det sner året rundt, og hvor flasken aldrig bliver tom.

‘Daisy Jones and The Six’. (Foto: Amazon Prime)

Som en slags dokumentar med interviewsekvenser følger man ikke bare tilblivelsen af det mytiske ikon Daisy Jones, der begiver sig rundt på Sunset Strip, men også hendes tumultariske samarbejde med gruppen The Six og i særdeleshed den karismatiske forsanger Billy Dunne, som portrætteres af Sam Claflin.

Man ser dem skrive og indspille albummet ’Aurora’, og mens det hele falder på plads, falder det hele også lidt fra hinanden, for mens de rider på karrierens højdebølger, og man ser dem ankomme til en udsolgt koncert i Chicago i 1979 og skrive autografer til hvinende fans, ruller introteksten:

»It would be their final performance«.

Lyden forsvinder og efterlader en følelse af tomrum. Man ved altså fra start, at bandet går i opløsning. Men hvorfor?

20 år efter fortæller bandets medlemmer, branchefolk og familiemedlemmer endelig sandheden. Persongalleriet beretter om de samme begivenheder, men oplevelserne af dem er forskellige.

Sam Claflin i ‘Daisy Jones and The Six’. (Foto: Amazon Prime)

»Okay«, udbryder keyboardspilleren Karen Sirko, som spilles af modellen, skuespilleren og multikunstneren Suki Waterhouse, der på det seneste har haft stor succes med sit musikprojekt. Med albummet ’I Can’t Let Go’ og ep’en ’Milk Teeth’ i bagagen er hun måske den af skuespillerne med mest erfaring – i hvert fald når det kommer til at synge.

»Let’s get this party started«, fortsætter Sebastian Chacons trommeslager Warren Rojas, og herfra blander interviews sig som et slags kommentarspor med lange flashbacks, der driver historien frem. Fra Daisy Jones, der bunder en up & down, som hun kalder det (champagne og kaffe), til Billy Dunne, der allerede har fortabt sig i misbrug og nu forsøger at holde sig clean efter rehab.

Tilbage i 2019 bekræftede Taylor Jenkins Reid, at Fleetwood Mac har inspireret bogen, ja, og nu også serien, og det kan man godt mærke. Da det melodiøse rockband i slutningen af 1970’erne indspillede albummet ’Rumours’, var der kaos og kærestesorger i kulissen. John og Christine McVie var ved at blive skilt, Lindsey Buckingham og Stevie Nicks var gået fra hinanden, og Mick Fleetwood havde en affære med Stevie Nicks.

Fra asken opstod sange som ’Dreams’ og ’Go Your Own Way’, og albummet har siden solgt mere end 40 millioner eksemplarer verden over – alt i alt guf til en serie, særligt når man putter for meget alkohol og for mange stoffer ned i puljen. Det er jo rock’n’roll for fanden!

Stevie Nicks har tidligere genkaldt, at hun dengang havde små kokainflasker dekoreret med guld, diamanter og turkise sten rundt om halsen. Efter sigende brugte hun en million dollars på kokain alene, og Riley Keoughs karakter gør hende på mange måder kunsten efter. Der er noget over hende i denne præstation, der gør hende larger than life.

‘Daisy Jones and The Six’. (Foto: Amazon Prime)

Serien er lidt ekspositionstung i starten, og mens fortællingen gerne vil pointere, at sandheden ofte gemmer sig et sted i midten, fungerer de forskellige interviews ikke altid lige godt. Nogle gange er det, som om karaktererne bare reagerer på hændelser som sync-sekvenser i reality, mens deres beretninger i bogen er sat mere op mod hinanden.

Og alligevel er det som om, at det hele er virkeligt: det er et fiktivt band, der udgiver et ikke-fiktivt album. Musikken spiller faktisk så stor en rolle, at ’Aurora’-albummet er som en hovedkarakter i sig selv.

Bag de 24 originale sange, der er lavet til serien, står stærke kræfter som Blake Mills, Phoebe Bridgers og Marcus Mumford. Som seriens Rolling Stone-journalist siger, så er alle sangene kodet med beskeder fra Daisy Jones til Billy Dunne – og omvendt. Sangteksterne fungerer altså som en del af manuskriptet, ja, nogle gange er de vigtigere. De siger alt det, karaktererne ikke kan sige til hinanden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kostumerne fanger essensen af boho chic i så høj en grad, at Roskilde-looket er givet: plateausko, hoop-øreringe, pelsjakker, frynsetoppe, blondekimonoer og knælange støvler a la Daisy Jones. Hendes hår er et virkemiddel i sig selv. Mens serien svinger i tid, går hendes hår fra utæmmet til glat, ligesom karakteren.

Billy Dunne er til gengæld ikke beskrevet godt nok til, at man forstår hans kamp og modstand over for Daisy Jones, som også er langt mere excentrisk i bogen. Man savner lidt at se hende løbe rundt i bare fødder på Sunset Strip og give slip.

»Vi elsker ødelagte, smukke mennesker, og det bliver ikke mere åbenlyst ødelagt og mere klassisk smukt end Daisy Jones«, siger fortællerstemmen i bogen. Det bliver der ikke gjort helt plads nok til i serien, i hvert fald ikke endnu.


Kort sagt:
’Daisy Jones & The Six’ er en farverig serieficering, der giver seeren en følelse af at være til stede i 70’ernes rock’n’roll-æra med ægte Fleetwood Mac-vibes. Riley Keough er elektrisk som Daisy Jones, men man kunne godt have brugt mere tid på at opbygge persongalleriet.

Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.

'Daisy Jones & The Six’. Serie. Skabere: Scott Neustadter og Michael H. Weber. Medvirkende: Riley Keough, Sam Claflin, Suki Waterhouse, Will Harrison, Josh Whitehouse, Camila Morrone, Sebastian Chacon, Nabiyah Be, Tom Wright, Timothy Olyphant. Spilletid: 10 afsnit á ca. 45 minutter. Premiere: 3. marts på Prime Video.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af