Hitserien ‘Exit’ er blandt de mest streamede norske serie nogensinde i hjemlandet.
Også i Danmark har historien om de fire ultrarige, norske finansfolks eskapader fundet et stort publikum, men den imødesete tredje sæson har alligevel ladet vente på sig herhjemme.
Nu har DR endelig annonceret, hvornår finalesæsonen af hitserien får premiere i Danmark: Tredje sæson lander på DR TV den 16. juni, og inden da kan man få gensyn med de første to sæsoner, som allerede ligger klar på streamingtjenesten.
Tredje sæson fik premiere i Norge i starten af marts, hvor den generelt fik en pæn modtagelse hos anmelderne – med enkelte kritiske røster i blandt. Nogle seere vil faktisk allerede nu kunne se den via NRK med danske undertekster, hvis man for eksempel har YouSee Play.
Soundvenues anmelder David Madsen var også positivt stemt over for anden sæson, der havde premiere i 2021.
Han tildelte serien fire stjerner og opsummerede: »Som en god socialdemokratisk fortælling er ’Exit’ mere forarget, end den er fascineret af samfundets ypperste elite. Anden sæson giver mere af det samme, men også forfriskende plads til et par af psykopaternes glemte trofækoner og hushjælp«.