’Exit’ sæson 2: Populær serie om Norges ultrarige giver forfriskende rum til trofækonerne
Der er ikke meget nyt under solen i anden svingom med Oslos eksklusive elite af mammonhungrende plattenslagere i NRK’s velansete dramaserie ’Exit’, og det er ganske sigende. For mens resten af verden har været plaget af isolation, sygdom og dårligdom det seneste år, svælger de fire finansfolk Adam, Henrik, Jeppe og William stadig i champagne, prostituerede og næsegodt til den store guldmedalje på den gængse skatteborgers bekostning.
Kun en sølle håndfuld gange nævnes den verdensomspændende virus ved navn, og Henriks flirt med aids efter et fordrukkent horevisit i Mozambiques shantytown får således mere skærmtid, end covid gør.
Fokus er i denne omgang på Adam (Simon J. Berger), som gør sig klar til at tjene kassen på en lukrativ insiderhandel. Med alvorstung, skandinavisk pædagogik bliver vi taget i hånden og får skridt-for-skridt forklaret den nederdrægtige plan: De rige bliver rigere i et hermetisk lukket økosystem, der tjener dem og ingen andre. Og mens Adam og hans kompagnoner løber med hele banken under armen, får de medarbejdere, hvis firma finansfolkene spekulerer i, kun udbetalt sølle 50.000 om året.
Serieskaber og instruktør Øystein Karlsen udstiller endnu en gang på glimrende vis den elite, som sidder tungt på toppen af vores socialdemokratiske velfærdsstater. Over for en glubsk journalist sammenligner Henrik (Tobias Santelmann) nonchalant sig selv med slaveejeren, der sidder og nyder skyggen, mens slaverne kæmper ude i bomuldsmarken.
For at komplementere de fire millionærers fortsatte deroute har produktionen fået et større vindefang i sæson 2. Anden sæson tager os fra førnævnte Mozambique over Gibraltar til New Yorks ekstravagante penthouse-lejligheder. De mange needle drops må have kostet en arm og et ben, om end halvdelen kunne have været nok.
Da Adam serverer sushi på en asiatisk prostitueret, er det – naturligvis – til lyden af David Bowies ’Chinagirl’. Og øjnene ruller helt tilbage i kraniet, når en mystisk antagonist præsenteres med The Rolling Stones’ ’Sympathy For the Devil’.
Mens mange lod sig imponere af første sæsons utrolige udskejelser og arrogante yuppie-ensemble i det kolde Norden, fandt jeg det centrale drama noget bedaget. Trods stærke skuespilpræstationer var der ikke synderligt meget interessant eller nyt i at følge de fire hovedpersoner, der var hver sin nuance af modbydelig.
I sæson 2 flytter Øystein Karlsen da også meget af dramaet væk fra overdådige fester, misbrug og hustruvold og over til de langbenede koner og filippinske hushjælp, der står i skyggen af møgsvinene. Trofækoner er ellers sjældent populære at føre frem foran deres mænd. Martin Scorsese brugte både Sharon Stone i ’Casino’ og Margot Robbie i ’The Wolf of Wall Street’ som modelsmukke sirener klar til at sprede benene og rippe deres hårdføre mænd for pengepungen.
Af åbningsteksten til hvert afsnit af den nye sæson fremgår det, at serien, ud over interviews med finansfolk fra Oslos elite, er baseret på opfølgende interviews med kvinderne i deres liv.
Især Hermine (Agnes Kittelsen), der i sidste sæson var Adams tyste, voldsramte hustru, træder i karakter, til tider som sæsonens hovedperson, når hun prøver at bide skeer med drengerøvene på deres egen guldbelagte hjemmebane. Scenerne mellem hende og den psykotiske eks Adam er som snydt ud af næsen på en effektiv home invasion-gyser.
Også Williams kone Celine får mandens raseri at føle, da han vender hjem fra rehab og viser sig at være en præcis lige så stor stodder som resten af slænget. Kvinden sparkes prompte ud på røv og albuer, afskåret fra hjem, børn og venner.
En serie af mindre støbning ville lade hende gå i glemmebogen. Men det tjener til ’Exit’s store fortjeneste, at den graver dybere end statussymboler og gængse stereotyper og viser samfundets mest velhavende som de sande parasitter.
Kort sagt:
Som en god socialdemokratisk fortælling er ’Exit’ mere forarget, end den er fascineret af samfundets ypperste elite. Anden sæson giver mere af det samme, men også forfriskende plads til et par af psykopaternes glemte trofækoner og hushjælp.