En ufo lander i Wes Andersons stjernespækkede ‘Asteroid City’ med Scarlett Johansson, Maya Hawke og Tom Hanks – se traileren

En ufo lander i Wes Andersons stjernespækkede ‘Asteroid City’ med Scarlett Johansson, Maya Hawke og Tom Hanks – se traileren
'Asteroid City'. (Foto: YouTube-screenshot)

Wes Anderson er på vej med sin 11. film ‘Asteroid City’, der som altid byder på en lige dele aparte og eventyrlig fortælling og ikke mindst et voldsomt stjernespækket cast.

I traileren skrues tiden tilbage til 1955, hvor Jason Schwartzman har hovedrollen som en far, der strander med sine børn i den titulære lille ørkenby, efter deres bil bryder sammen. Det er lige op til lilleputsamfundets hævdvundne messe for unge håbefulde stjernekiggere og astronauter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mens den lille familie venter på, at svigerfar Tom Hanks kommer og henter dem, bliver de involveret i landsbyens farverige traditioner. Sønnen bliver optaget af den allestedsnærverende astronomi, mens faren knytter bånd til en kendt skuespiller (Scarlett Johansson). Det viser sig desuden, at han ikke lige har fået fortalt børnene endnu, at deres mor er død et par uger forinden.

Festlighederne bliver oven i det hele udfordret på ironisk vis, da en ufo pludselig lader til at lande i den rumfikserede astroide-by.

‘Asteroid City’-rollelisten byder udover de centrale navne på en overvældende mængde Hollywood-stjerner som Edward Norton, Jeff Goldblum, Tilda Swinton, Bryan Cranston, Willem Dafoe og Adrien Brody, der før har medvirket i Wes Andersons film.

Blandt de celebre nytilkommere til instruktørens univers finder man Steve Carrell, ‘Stranger Things’-stjerne Maya Hawke, Margot Robbie og Oscar-nominerede Hong Chau (‘The Whale’, ‘The Menu’).

‘Asteroid City’ er ikke den eneste Wes Anderson-titel, der ventes at lande i år, hvor man også kan se frem til Netflix-filmen ‘The Wonderful Story of Henry Sugar’, der er en adaptation af børnebogsforfatteren Roald Dahls novellesamling af samme navn, med Benedict Cumberbatch i hovedrollen.

‘Asteroid City’ er sat til dansk biografpremiere 15. juni.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af