50. ‘Next Goal Wins’
Den utroligt morsomme newzealænder Taika Waititi var senest aktuel med ’Thor: Love and Thunder’, men heldigvis prioriterer ’Jojo Rabbit’-instruktøren fortsat at lave film uden for franchiseverdenen (han er også tilknyttet en kommende ’Star Wars’-film).
’Next Goal Wins’ handler om Amerikansk Samoas fodboldhold, der gjorde sig bemærket ved at tabe intet mindre end 31-0 til Australien – det største nederlag i en fodboldlandskamp nogensinde. Michael Fassbender, Elisabeth Moss og Will Arnett er på rollelisten. Arnett erstattede Armie Hammer, der blev sat af holdet efter de anklager om overgreb, der generelt har sendt ham ud i Hollywood-kulden.
Biografpremiere 20. april
49. ‘Spider-Man: Across the Spider-Verse – Del 1’
Den vanvittigt imponerende animationsfilm ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ høstede bifald på bifald i 2018 med sit tidlige Marvel-ridt ind i multiverset, og nu kommer den ventede opfølger.
I ’Spider-Man: Across the Spider-Verse’ står Miles Morales, Gwen Stacy og de andre Spider-venner over for en ny frygtindgydende skurk. Shameik Moore lægger igen stemme til Miles og bakkes op af Hailee Steinfeld, Issa Rae, Daniel Kaluuya, Bryan Tyree Henry, Jake Johnson og Oscar Isaac.
Som ’Del 1’ i titlen antyder, har vi to film i vente.
Biografpremiere 1. juni.
48. ‘Strangers’
Andrew Haigh viste med de fremragende ‘Weekend’ og ’45 Years’, at han mestrer de fintfølende, dybt rørende relationshistorier som få. Til sin næste film har han allieret sig med et glimrende ensemble i form af Claire Foy, Paul Mescal og Andrew Scott til en fortælling, der tilsyneladende antager sig surrealistiske former.
Den handler nemlig om en manuskriptforfatter, der tager tilbage til sit barndomshjem, hvor han opdager, at hans afdøde forældre lever i bedste velgående og tilsyneladende har den samme alder, som da de gik bort.
Premieredato endnu ukendt.
47. ’Society of the Snow’
En af det kommende års mest lovende Netflix-film er ’La Sociedad de la nieve’ bygget på de virkelige begivenheder om et passagerfly med et rugby-hold, der styrtede ned i Andes-bjergene i 1972 og måtte prøve at finde en måde at overleve på.
Lyder historien bekendt, er det ikke så underligt, da vi før har set en filmatisering i ’Vi lever’ med Ethan Hawke, men denne gang er det en (mere autentisk?) spansksproget version, der venter.
Særligt lovende virker filmen, da det er J.A. Bayona, der står bag. Han slog igennem med ’Børnehjemmet’ og har de seneste år instrueret store Hollywood-produktioner som ’Jurassic World: Fallen Kingdom’ og ’Ringenes herre: Magtringene’, mens hans fremmeste bedrift i denne sammenhæng er den særdeles gribende overlevelsesfilm ’The Impossible’ om tsunamien i Thailand i 2004.
Forventet premiere på Netflix i løbet af 2023.
46. ’Elemental’
Der har været flere udsving i Pixar-kvaliteten de seneste år, end vi har været vant til, men ’Soul’ og ’Turning Red’ har alligevel bevist, at topniveauet er, ja, tårnhøjt.
I år kommer animationsstudiet med ’Elements’, der har de fire elementer jord, ild, vand og luft i centrum. I den første trailer stiftede vi bekendskab med den iltre ildkvinde Ember (Leah Lewis), der i morgenstundens myldretid i metroen støder på hendes modsætning i den cool og tilbagelænede vandmand Wade (Mamoudou Athie). Og det lader til, der opstår en gnist mellem dem.
Biografpremiere 15. juni.
45. ‘May December’
Todd Haynes’ seneste spillefilm – ‘Dark Waters’ og ‘Wonderstruck’ – var mere middelmådige, end vi normalt forventer af manden bag ’Safe’, ’Far from Heaven’, ’I’m Not There’ og ’Carol’. Men alligevel er det altid værd at se frem mod en ny Haynes-film, og en rollebesætning ført an af Natalie Portman og Julianne Moore skader da heller ikke.
’May December’ handler om et ægtepar, hvis liv begynder at smuldre, da en skuespiller dukker op for at lave research til en film om deres fortid, heriblandt en tabloid skandale, der engang dominerede mediernes overskrifter.
Biografpremiere 23. november.
44. ‘Silent Night’
John Woo revolutionerede actiongenren, først med sine film på hjemmebane i Hong Kong og siden i USA med blandt andet ’Broken Arrow’ og ’Face/Off’ i 90’erne. Nu er han tilbage med sin første amerikanske film i 20 år, der ikke bliver mindre interessant af, at den simpelthen er uden dialog.
I (stum)filmen spiller Joel Kinnaman en far, der vil hævne sin søn, som blev dræbt i et bandeskyderi juleaften. »Jeg håber, den bliver pretty damn episk«, har Kinnaman udtalt om projektet.
Premieredato endnu ukendt.
43. ’A Good Person’
Zach Braff var et kæmpe navn i 00’erne med ’Scrubs’ og instruktørdebuten ’Garden State’, der blev lidt af et indiefænomen, men siden tog karrieren ikke helt så meget fart, som han sikkert kunne have drømt om. Nu er han dog tilbage med en film, der er lovende alene af den grund, at Florence Pugh – der indtil for nylig også var hans kæreste – har hovedrollen.
Pugh spiller Allison, der har en lys fremtid, en skøn forlovet og en lovende karriere, da hun er involveret i en ulykke, som hun med nød og næppe overlever. Også Morgan Freeman er på rollelisten. Braff skrev filmen efter en periode, hvor han var ramt af sorg efter på kort tid at have mistet sin far, søster og to venner.
Amerikansk premiere marts 2023 – dansk premiere endnu ukendt.
42. ’Havoc’
Walisiske Gareth Evans brød igennem med de banebrydende indonesiske kampsportsfilm ’The Raid’ og ’The Raid: Redemption’, så når han teamer up med filmverdens tough man nummer 1, Tom Hardy, er der grund til at få sommerfugle i maven. Især når det lyder som en film, der spiller på begges hjemmebane.
Hardy spiller en såret politimand, der må kæmpe sig gennem en kriminel underverden for at redde en politikers søn i en by præget af korruption.
Forventet premiere på Netflix i løbet af 2023.
41. ’Creed 3’
Fem år efter ‘Creed 2’ kommer endnu en film i rækken af spinoffs til ’Rocky’-franchisen. Og særligt interessant er det, at hovedrolleindehaver Michael B. Jordan selv sidder i instruktørstolen, efter Ryan Coogler svingede taktstokken på den første og Steven Caple Jr. på den anden.
Jordans Adonis Creed nyder stor succes i begyndelsen af den kommende film, men han bliver kastet ud i en ny skæbnesvanger fight, da hans gamle barndomsven Damien løslades fra fængslet og beslutter sig for at genoptage sin lovende boksekarriere. Jonathan Majors spiller Damien, mens også Tessa Thompson er med.
Biografpremiere 2. marts.
40. ’Close’
Belgiske Lukas Dhont slog igennem med den stærke (og kontroversielle) transhistorie ’Girl’ og har fået endnu større ros for sin opfølger, den følsomme coming of age-fortælling ’Close’.
Filmen handler om de 13-årige drenge Léo og Rémi, der kommer tæt på hinanden over en sommer, men splittes, da skolen starter, fordi nogle af de andre elever mobber dem med deres intimitet.
Biografpremiere 27. april.
39. ‘Mission: Impossible 7 – Dead Reckoning Part One’
Tom Cruise har aldrig stået stærkere end efter ’Top Gun: Maverick’, som samlede støv på hylden gennem coronapandemien, så den kunne blive udsendt i biograferne og blive et gigantisk hit, da covid-smitten havde lagt sig.
Og mon ikke også det vil smitte af på den syvende installation af den i forvejen mere end solide ’Mission: Impossible’-franchise. ’Dead Reckoning Part One’ er igen instrueret af Christopher McQuarrie, og gamle kendinge som Simon Pegg, Ving Rhames, Rebecca Ferguson og Vanessa Kirby vender tilbage. Plottet ved vi dog endnu ikke meget om.
Biografpremiere 14. juli.
38. ’Cat Person’
Kristen Roupenians ‘Cat Person’ fra The New Yorker gik internettet rundt i starten af 2018 med sin historie om forholdet mellem den 20-årige universitetsstuderende Margot og den lidt ældre mand Robert.
Nu har Susanne Fogel, der skrev manuskriptet til ’Booksmart’ og stod bag serien ’The Flight Attendant’, instrueret en spillefilmudgave af historien, med Emilia Jones fra ’CODA’ som Margot og ingen ringere end Nicholas ’Cousin Greg’ Braun som Robert.
I 2021 hævdede Alexis Nowicki, at Kristen Roupenians novelle var baseret på hendes historie, og det skal blive spændende at se, om den kontrovers blusser op igen, når filmen lander.
Premieredato endnu ukendt.
37. ‘The Whale’
Brendan Fraser er en af de absolutter favoritter til prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som svært overvægtig engelsklærer i Darren Aronofskys første film siden den kontroversielle ’Mother!’.
I filmen spiller Fraser hovedrollen som Charlie, der forsøger at klinke skårene med sin datter (Sadie Sink fra ’Stranger Things’), som han har forladt årevis forinden for at forfølge en romance med sin mandlige elsker.
Biografpremiere 2. marts.
36. ’Asteroid City’
Wes Andersons seneste, ’The French Dispatch’, var måske hans mest skuffende film til dato, men han har generelt også holdt højt niveau i alt fra ’The Royal Tenenbaums’ til ’The Grand Budapest Hotel’, så det skal ikke forhindre os i at glæde os til hans næste eskapader.
Plottet lyder ganske Anderson’sk: I 50’ernes USA samles skoleelever og forældre til den store Junior Stargazer/Space Cadet-konference i en ørkenby, der imidlertid bliver afbrudt af verdensforandrende begivenheder. Hvad det præcis er, vides endnu ikke, men til gengæld ved vi, at castet er svimlende stjernespækket: Margot Robbie, Scarlett Johansson, Tom Hanks, Edward Norton, Bryan Cranston, Steve Carell, Tilda Swinton, Maya Hawke og Adrien Brody er bare toppen af isbjerget.
Premieredato endnu ukendt.
35. ’The Governess’
Vi kårede Joe Talbots ’The Last Black Man in San Francisco’ som den tredjebedste film i 2021 og sætter naturligvis næsen op efter tilsvarende mirakler, når Talbot snart er klar med sin opfølger.
’The Governess’ er baseret på en roman af Anne Serre og handler om tre guvernanter, der gør oprør i det hjem, hvor de arbejder, hvilket inspirerer både de børn, der skal opfostres, og det par, de er ansat af. De spilles af Lily-Rose Depp, Renate Reinsve fra ’Verdens værste menneske’ og den sydkoreanske model og skuespiller Hoyeon.
Premieredato endnu ukendt.
34. ’The Eternal Daughter’
Joanna Hogg skabte en milepæl med det selvbiografiske dobbeltværk ’The Souvenir’ og ’The Souvenir. Part II’, og hun har fået tilsvarende stor ros for sin første film siden, der igen har Tilda Swinton i castet, tilmed i en dobbeltrolle.
Swinton spiller i ’The Eternal Daughter’ en kunstner, der tager sin mor (også Swinton) med til et afsides hotel, som engang var morens hjem. Hendes traumer fra stedet bobler op til overfladen.
Biografpremiere 9. marts.
33. ’Civil War’
Alex Garland har haft en opsigtsvækkende karriereudvikling, fra it-forfatter med ’The Beach’ til eftertragtet manusforfatter på Danny Boyle-film som ’28 Days Later’ og ’Sunshine’ og senest som fænomenal instruktør på sci-fi-fortællingerne ’Ex Machina’, ’Annihilation’ og senest ’Men’.
I forbindelse med sidste års premiere på sidstnævnte udtalte han, at han efter sin kommende film ville stoppe med at instruere, i hvert fald »et stykke tid«. Måske af ren af skær udmattelse over, at han startede med at optage den kommende ’Civil War’, blot to døgn efter han lukkede postproduktion på ’Men’.
Plottet til filmen er endnu ukendt, men den beskrives som en »futuristisk actionfilm«, og Kirsten Dunst, Sonoya Mizuno, Karl Glusman og Wagner Moura er i castet.
Premieredato endnu ukendt.
32. ’The End’
Vi har efterhånden ventet en rum tid på Joshua Oppenheimers første film siden de danskproducerede milepæle ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’, men lad os håbe, 2023 bliver året, hvor amerikanerens første fiktionsfilm ser dagens lys.
Oppenheimer kaster sig ud i en postapokalyptisk »guldaldermusical« om den sidste menneskefamilie på jorden. Med tanke på de fremragende musicalsekvenser i ’The Act of Killing’ kan man kun håbe, at vi har en stor filmoplevelse i vente. På rollelisten finder man Tilda Swinton, George MacKay (’1917’) og Stephen Graham (’Boardwalk Empire’, ’Snatch’).
Premieredato endnu ukendt.
31. ’Women Talking’
Den nye film fra fænomenale Sarah Polley (’Stories We Tell’) var en af de mest omtalte ud af efterårets toneangivende filmfestivaler, og den fik flotte anmelderroser, men er endnu ikke hentet hjem til dansk distribution. Om det skyldes den svært salgbare præmis – en gruppe kvinder i et isoleret religiøst samfund debatterer, hvad de skal gøre ved en række overgreb i deres landsby – kan man kun gisne om, men i det mindste burde castet trække op:
Rooney Mara, Claire Foy, Jessie Buckley, Frances McDormand, Patricia Clarkson og Ben Whishaw skulle alle levere førsteklassespræstationer.
Premiere endnu ukendt.
30. ’The Ballad of Songbirds and Snakes’
‘The Hunger Games’ blev en af de mest succesrige nye franchises i nyere tid og løftede Jennifer Lawrence til den absolutte stjernehimmel.
Nu – otte år efter den fjerde og sidste film i den oprindelige serie – kommer så spinoffen i form af ’The Ballad of Songbirds and Snakes’, der ligesom de forrige film baserer sig på en bog af Suzanne Collins og er instrueret af Francis Lawrence.
Filmen følger diktatoren Coriolanus Snows unge år, hvor han skal træne Lucy Gray Baird fra det fattige District 12-kvarter op til 10-års-jubilæeet for The Hunger Games. Hun skal spilles af Rachel Zegler, der slog igennem i ’West Side Story’, mens Snow spilles af det nye navn Tom Blyth. ’Euphoria’-stjerne Hunter Schafer er på rollelisten som Snows kusine.
Biografpremiere 23. november.
29. ‘Saint Omer’
Årets franske Oscar-bud hører samtidig til en af de absolutte favoritter hos internationale anmeldere fra 2022, ligesom Soundvenues Jakob Freudendal udnævnte den som næstbedste film, han så på Venedig-festivalen.
Alice Diops debutfilm bygger på en virkelig historie fra Frankrig og handler om retssagen mod en ung fransk kvinde af senegalsk afstamning, der har slået sit halvandet år gamle barn ihjel. Den skulle være ekstremt gribende.
Biografpremiere 6. april.
28. ‘The Little Mermaid’
Det vakte voldsom opstandelse – af bade positive og negativ art – da det efter første teaser gik op for folk, at Ariel bliver spillet af en sort skuespiller, Halle Bailey, i Disneys nye liveaction-version af deres tegnefilmklassiker. Men kan vi inden premieren måske bare blive enige om, at en havfrue som et – så vidt vides – fiktivt væsen ikke per se skal være hvid og rødhåret? Så kan vi derfra glæde os til Rob Marshalls (’Chicago’, ’Nine’, ’Into the Woods’) take på Disney-udgaven af H.C. Andersens smukke og triste fortælling om havpigen, der gerne vil være et menneske.
Melissa McCarthy spiller heksen Ursula, mens Javier Bardem er havkongen Triton.
Biografpremiere 25. maj.
27. ‘The Iron Claw’
Zac Efron som wrestler i en film instrueret af Sean Durkin, der slog igennem med den glimrende ’Martha Marcy May Malene’? What’s not to like. ’The Iron Claw’ følger et dynasti af wrestlere, Von Erich-familien, der har defineret sporten helt siden 60’erne. Efron spiller Kevin Von Erich, Jeremy Allen White fra ’The Bear’ broren Kerry og Harris Dickinson fra ‘Triangle of Sadness’ den tredje bror David. Også Lily James og Maura Tierney er på holdet.
Premieredato endnu ukendt.
26. ’Tár’
Over 15 år efter ‘Little Children’ – og 21 år efter gennembruddet ’In the Bedroom’ – vender instruktør Todd Field tilbage med en ambitiøs og omdiskuteret film. ’Tár handler om den (fiktive) verdensberømte komponist Lydia Tár. Vi møder hende få dage før karrierens vigtigste symfoni – og får langsomt afdækket, hvordan hun bruger og udøver sin magt.
Cate Blanchett skulle levere en af sine allerbedste præstationer – og det siger ikke så lidt – i hovedrollen.
Biografpremiere 23. februar.
25. ‘The Fabelmans’
Steven Spielberg vender blikket indad med en film stærkt inspireret af sin egen barndom. Filmen følger den unge Sammy Fabelman, der udvikler en stærk passion for filmmediet, mens hans familie langsomt går i opløsning omkring ham. Hans forældre spilles af Michelle Williams og Paul Dano, ligesom Seth Rogen har en central rolle i fortællingen, der er en af de store Oscar-favoritter lige nu – og et nøgleværk til at forstå Spielbergs tidligere film på et dybere plan.
Biografpremiere 23. marts.
24. ‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’
14 år efter den sidste film i franchisen om den eventyrlystne arkæolog er Indy tilbage! Denne gang med 80-årige Harrison Ford i en digitalt forynget udgave, danske Mads Mikkelsen som nazi-skurk og uforlignelige Phoebe Waller-Bridge som sidekick i form af Jones’ guddatter Helena.
Mikkelsens tidligere (?) nazist Voller arbejder for NASAs rumprojekt om at slå Sovjetunionen i kapløbet mod Månen, men har sin helt egen dagsorden, som Indy og Helena skal sætte en bremse for.
Steven Spielberg har overladt instruktørstolen til altid solide James Mangold (’Logan’, ’Walk the Line’, ’Ford v Ferrari’).
Biografpremiere 29. juni.
23. ’All the Beauty and the Bloodshed’
Laura Poitras’ dokumentar vandt i september en af verdens fineste filmpriser, Guldløven i Venedig, og må anses som Oscar-favorit i dokumentarkategorien.
Filmen handler om fotokunstneren Nan Goldin, der sætter sin karriere på spil for at tage kampen op mod Sackler-familien, som er nogle af Big Pharma-hovedarkitekterne bag opioidkrisen i USA. Poitras er især kendt for ’Citizenfour’ om Edward Snowden og fortsætter altså i det systemkritiske spor med sit nye hovedværk.
Biografpremiere 16. februar.
22. ’Zone of Interest’
Når ens seneste film var mesterværket ’Under the Skin’ fra 2013 – en hypnotiserende, klaustrofobisk, smuk alien-film med Scarlett Johansson – er forventningerne naturligt kolossale til det længe ventede comeback.
Nu er Jonathan Glazer så snart klar med ’Zone of Interest, der efter sigende handler om en naziofficer, der forelsker sig i kommandørens kone i kz-lejren i Auschwitz. Filmen er baseret på en roman af Martin Amis, mens tyske Max Beck – der optrådte i den danske ’Under sandet’ – er eneste hidtil bekræftede navn på rollelisten.
Premieredato endnu ukendt.
21. ’Magic Mike’s Last Dance’
Man kan både finde folk, der mener, at den første og den anden ’Magic Mike’ er et veritabelt mesterværk (dog sjældent nogen, der mener det om dem begge!), så det er lidt af en begivenhed, når Channing Tatum tager en sidste dans som Mike Lane.
Mike arbejder nu som bartender i Florida, efter at en forretningsaftale er gået i vasken. Her møder han en rig kvinde (Salma Hayek), der lokker ham til London for at optræde en sidste gang, hvilket kræver benhård træning for Mike og hans gruppe af mandedansere.
»Vi går planken ud. Der behøver aldrig at blive lavet en ny stripperfilm efter den her«, har Tatum udtalt om filmen. Det er instruktøren af første film, Steven Soderbergh, der står bag.
Biografpremiere 9. februar.
20. ’Babylon’
’Whiplash’- og ’La La Land’-instruktør Damien Chazelles første film siden ’First Man’ med Ryan Gosling har floppet ved billetlugerne i USA og har som få film delt vandene blandt de amerikanske anmeldere. Men den har nok ultraentusiastiske støtter til, at vi stadig tillader os at have forhåbninger om, at Chazelles over tre timer lange, excessive storværk om Hollywoods guldalder vil gå lige i det filmglade hjerte.
En rolleliste bestående af Brad Pitt, Margot Robbie, Olivia Wilde og Jean Smart skræmmer os i hvert fald ikke ligefrem væk.
Biografpremiere 19. januar.
19. ’Aftersun’
En af sidste års mest anmelderroste indie-film kommer nu til Danmark. ’Normal People’-gennembrudsstjernen Paul Mescal spiller en far, der tager sin 11-årige datter med på ferie til Tyrkiet i 90’erne, og i filmen reflekterer datteren 20 år senere over turen, som sætter sig i kroppen på godt og ondt.
’Aftersun’ er instrueret af debutanten Charlotte Wells og kommer fra zeitgeist-selskabet A24.
Biografpremiere 2. februar.
18. ‘Love Lies Bleeding’
Rose Glass fik et markant gennembrud med den psykologisk-religiøse gyser ’Saint Maud’, som Soundvenues anmelder gav topkarakter, og det skal blive særdeles spændende at se, hvor hun bevæger sig hen derfra. Meget vides endnu ikke om hendes opfølger, ’Love Lies Bleeding’, men vi ved, at filmen følger en kvindelig bodybuilder, og at den beskrives om en romance om »ego, drifter og den amerikanske drøm«.
Vi ved også, at Glass satte alt ind på at få Kristen Stewart til rollen som bodybuilderens kæreste, hvilket lykkedes. Hun flankeres af Jena Malone, Dave Franco og Ed Harris.
Premieredato endnu ukendt.
17. ’Napoleon’
Det kan godt være, at han laver en fuser (’House of Gucci’) for hver gang, han rammer plet (’The Last Duel’), men man skal bestemt ikke afskrive 85-årige Ridley Scott. Og det skal blive interessant at se, hvad han kan få ud af historien om den franske kejser Napoleon Bonaparte.
Filmen vil følge Napoleons opstigning, ikke mindst set gennem forholdet til hustruen, Josephine. Forhåbningerne bliver bestemt ikke mindre af, at han spilles af Joaquin Phoenix og hun af Vanessa Kirby.
Premieredato endnu ukendt.
16. ‘How Do You Live’
Animationsmesteren Hayao Miyazaki havde egentlig annonceret sin pension efter ’The Wind Rises’ i 2013, men i 2016 bekendtgjorde han, at han ville lave én sidste film, så han kunne dedikere den til sit barnebarn. Og Miyazaki har ikke tænkt sig at gå på kompromis med afskedssalutten, for den håndtegnede metode betyder, at det tager en måned at færdiggøre ét minut. Hele 60 tegnere har været på opgaven.
‘How Do You Live’ er en filmatisering af en historie af Yoshino Genzaburo fra 1937 om en ung dreng, der bliver voksen, mens han lever med sin onkel efter sin fars død.
Premieredato endnu ukendt.
15. ’Saltburn’
Efter at have været hovedforfatter på ’Killing Eve’ sæson 2 debuterede Emerald Fennell med et brag i form af den kulørte feministiske hævnfilm ’Promising Young Woman’. Forventningerne er derfor kolossale til hendes opfølger, der beskrives som en historie om besættelse og udspiller sig i en aristokratisk engelsk familie.
Carey Mulligan, der havde hovedrollen i debuten, er med igen – over for blandt andre Jacob Elordi, Barry Keoghan, Rosamund Pike og Richard E. Grant.
Premieredato endnu ukendt.
14. ‘Wonka’
Timothée Chalamet som chokoladefabrikkongen Willy Wonka? Ja-nej-måske? Filmen er en origin story, der fortæller om, hvordan en ung Wonka mødte de karakteristiske chokoladefabrikshjælpere Oompa-Loompaerne.
’Wonka’ instrueres af Paul King, hvis arbejde på de fabelagtige ’Paddington’-film giver håb om et originalt take på Roald Dahls klassiker. Rollebesætningen prydes af folk som Olivia Colman, Keegan Michael-Key og Rowan Atkinson.
Biografpremiere 14. december.
13. ‘Priscilla’
Baz Lurhmanns ‘Elvis’ blev en af de store biografsuccesser i 2022, og det kan både ses som en styrke og svaghed, når nu Sofia Coppola kommer med sit take på Presley-historien. ’Lost in Translation’-instruktøren dykker ned i forholdet mellem Elvis og hustruen Priscilla.
Hun spilles af Cailee Spaeny, der selv er musiker, mens Elvis inkarneres af Jacob Elordi fra ’Euphoria’ i Sofia Coppolas første film siden ’On the Rocks’ fra 2022.
Premieredato endnu ukendt.
12. ’The Banshees of Inisherin’
Martin McDonaghs første film siden ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i september sidste år og har bygget momentum og hype lige siden, så den i dag står som en vægtig Oscar-kandidat. Ikke mindst rettet mod dens to altoverskyggende hovedroller, Colin Farrell og Brendan Gleeson, der genforenes med McDonagh for første gang efter gennembruddet med ’In Bruges’.
Gleeson spiller Colm, der på den lille irske ø Inisherin en dag beslutter sig for, at han ikke længere vil have noget at gøre med sin tætte ven Pádraic (Farrell).
Biografpremiere 26. januar.
11. ‘Maestro’
Det var egentlig Steven Spielberg, der skulle have instrueret filmen om den legendariske komponist Leonard Bernstein, men efter at have set Bradley Coopers imponerende debut ’A Star Is Born’ overlod han tøjlerne til sin yngre kollega.
En godt forklædt Cooper spiller selv hovedrollen i filmen, der ikke mindst fokuserer på Bernsteins kærlighedsforhold til ægtefællen Felicia, spillet af Carey Mulligan. Også Maya Hawke og Sarah Silverman er på rollelisten.
Forventet premiere på Netflix i løbet af 2023.
10. ’Ferrari’
Mesteren Michael Mann (‘Heat’, ’Collateral’, ’The Insider’) har ikke instrueret en film siden ’Blackhat’ i 2015, men nu er han endelig tilbage.
Hans nye film er en biopic om den navnkundige italiener Enzo Ferrari, der skabte bilmærket af samme efternavn. Adam Driver spiller ham (han kan måske genbruge sin italienske accent fra ’House of Gucci’?) med skuespillere som Pénelope Cruz, Shailene Woodley og Jack O’Connell omkring sig. Historien er baseret på en bog af Brock Yates.
Premieredato endnu ukendt.
9. ‘Cocaine Bear’
Traileren til ’Cocaine Bear’ gik viralt, og det forstår man da også godt. Hvem vil ikke se en film om en bjørn, der kommer til at æde et par kilo kokain og derefter går fuldstændigt bananas? Er filmen bare halvt så god som high concept-præmissen, kan det kun blive en fest.
Skuespiller-instruktør Elizabeth Banks dirigerer, og rollelisten består af blandt andre Keri Russell, Matthew Rhys og Margot Martindale i en herlig ’The Americans’-genforening, samt Aldren Ehrenreich, Kristofer Hivju, Isiah ’Shiiiiit’ Whitlock Jr. Og, ikke mindst, afdøde Ray Liotta i en af sine sidste roller.
Biografpremiere 23. februar.
8. ’Dune 2’
Første del af Denis Villeneuves stortanlagte filmatisering af Frank Herberts klassiske sci-fi-epos blev en pæn succes ved billetlugerne og mødte stor respekt for både vision og udførsel, selvom alle ikke var lige fængede af den langsommelige fortællestil.
Der er dog en god chance for, at også skeptikerne vil blive omvendt, når toeren lander, og fortællingen om Timothée Chalamets frelserfigur Paul Atreides spidser til. Nu med Zendaya i en langt større rolle – og alle fra Florence Pugh til Léa Seydoux på rollelisten.
Biografpremiere 1. november.
7. ‘Oppenheimer’
Det er altid en begivenhed, når Christopher Nolan er tilbage med en ny film – også selvom hans seneste, ’Tenet’, ikke helt blev den biografernes redning, mange håbede på midt i pandemien.
Nolan-favorit Cillian Murphy spiller fysikeren J. Robert Oppenheimer, der under Anden Verdenskrig førte an i udviklingen af atombomben. Filmen er baseret på bogen ‘American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer’.
Ud over Murphy er en længere stjernerække tilknyttet filmen: Robert Downey Jr., Matt Damon, Emiliy Blunt, Florence Pugh, Rami Malek, Benny Safdie, Josh Hartnett, Dane DeHaan, Kenneth Branagh, Alden Ehrenreich, Jack Quaid og Matthew Modine.
Biografpremiere 20. juli.
6. ‘Killers of the Flower Moon’
For sjette gang forenes Martin Scorsese og Leonardo DiCaprio på film – denne gang med en historie (baseret på David Granns roman) om en række mord på indfødte amerikanere i 30’erne, som en FBI-agent efterforsker.
Jesse Plemons spiller FBI-agenten, mens DiCaprio indtager en mere uvant rolle som filmens skurk. Også Robert De Niro og Lily Gladstone, der fik sit gennembrud i ’Certain Women’, er på rollelisten.
Filmen er lavet for Apple, der var villige til at imødegå Scorseses kolossale krav til budgettet i hans første film siden ’The Irishman’ for Netflix, og den vil utvivlsomt være tjenestens store awards-bud til næste år.
Premieredato endnu ukendt.
5. ‘Beau Is Afraid’
I visse filmkredse findes der intet større navn lige nu end Ari Aster, manden, der har redefineret horrorgenren med nyklassikerne ’Hereditary’ og ’Midsommar’. Nu kommer han med sin tredje film, som denne gang stikker væk fra gysergenren. Man ved ikke meget om filmen endnu, men den er blevet beskrevet som et »intimt portræt, der spænder over årtier, af en af de mest succesfulde entreprenører gennem tiderne«.
Det gør selvfølgelig ikke forventningerne mindre, at Joaquin Phoenix har hovedrollen. Han flankeres af Amy Ryan, Parker Posey og Michael Gandolfini.
Premieredato endnu ukendt.
4. ‘Poor Things’
Den græske mester ud i kulsort humor, deadpan og pludselig vold, Yorgos Lanthimos, er tilbage med sin første film siden Oscar-hittet ’The Favourite’. I ’Poor Things’ genforenes han med en af stjernerne fra denne, Emma Stone, til endnu en fortælling i kostumedramaland. Filmen foregår i det viktorianske England og beskrives som en moderne Frankenstein-fortælling, hvor Emma Stone spiller kvinden Belle Baxter, der bliver bragt tilbage til livet af en excentrisk videnskabsmand, spillet af Willem Dafoe.
Margaret Qualley, Mark Ruffalo, Jerrod Carmichael, Ramy Youssef og Christopher Abbott fuldender et vanvittigt appetitligt cast.
Premieredato endnu ukendt.
3. ’Challengers’
Den produktive ‘Call Me By Your Name’-instruktør Luca Guadagnino stod i 2022 bag det, der ifølge Soundvenue var årets næstbedste film, kannibal-coming of age-dramaet ’Bones and All’.
Nu er han på vej med en film, som umiddelbart har større kommerciel appel – og hvis præmis og cast får tænderne til at løbe i vand. Det er nemlig overraskende nok et tennisdrama om tre topklassespillere, der mødes i kampen om en stor Grand Slam-titel, hvor gammelt nag fra deres teenagetid blusser op.
Zendaya, Josh O’Connor fra ’The Crown’ og Mike Faist fra ‘West Side Story’ spiller trekløveret. Det er endnu ikke helt sikkert, at filmen får premiere i 2023, men vi håber…!
Premieredato endnu ukendt.
2. ’The Killer’
Efter familieprojektet ‘Mank’ – en filmatisering af farens manuskript – der måske var mest interessant for filmskaberen selv, er mesterinstruktøren David Fincher tilbage i mere velkendt thrillerterritorium.
‘The Killer’ beskrives som en hårdkogt og stiliseret noir-fortælling, der følger en koldblodig lejemorder, som lander i en eksistentiel krise, da han begynder at stille spørgsmål ved sit hverv. Michael Fassbender har hovedrollen, og Tilda Swinton er også med i filmen, Fincher laver for Netflix, som han har arbejdet med flere gange de seneste år – ud over ’Mank’ også på ’House of Cards’ og ’Mindhunter’.
Forventet premiere på Netflix i løbet af 2023/2024.
1. ‘Barbie’
De første billeder af Ryan Gosling og Margot Robbie fra settet var nok til at gøre ’Barbie’ til årets – nej årtiets, nej århundredets! – mest ventede film. Men selvfølgelig kun, fordi en af tidens mest talentfulde filmskabere står bag, nemlig Greta Gerwig, der efter ’Lady Bird’ og ’Little Women’ har samarbejdet med husbonden Noah Baumbach om manuskriptet til filmen om den populære Mattel-dukke.
Er det muligt at forene finkultur, kitsch og pop i en uforglemmelig filmoplevelse? Det vil vise sig. Men om ikke andet vil vi have lov at nyde drømmen, så længe vi kan.
Biografpremiere 20. juli