Havde man ikke på forhånd skruet forventningerne helt op forud for Martin Scorseses stort anlagte westernfilm ‘Killers of the Flower Moon’ med Leonardo DiCaprio og Robert De Niro, bør den første trailer til storfilmen ændre på sagen.
Apple TV+ og Paramount har delt en spektakulær trailer til filmen, der fortæller historien om, hvordan gribbene samledes omkring Osage-stammefolket i USA i 1920’erne, da der blev fundet olie på deres jord.
»Can you find the wolves in this picture?«, lyder en allerede ikonisk replik fra traileren, som nok skal oversvømme cinefile kanaler på sociale medier i de næste uger.
Traileren giver samtidig første forsmag på DiCaprios præstation som ulven i fåreklæder, der infiltrerer Osage-stammen gennem et kærlighedsforhold til Mollie Burkhart (altid seværdige Lily Gladstone). Og han ser ond ud, DiCaprio, når han spiller mod type som forræderisk flirt, der umiddelbart lader sig korrumpere af udsigten til rigdom og magt.
Resten af rollelisten er også imponerende: Robert De Niro spiller den diabolske virkelige person William Hale, Brendan Fraser flankerer ham og Jesse Plemons spiller FBI-agenten, der forsøger at opklare de mord på Osage-folket, som snart ser dagens lys efter fundet af olie.
Den samlede spilletid løber op på tre timer og 26 minutter, men at dømme ud fra det episke ambitionsniveau i traileren, virker det kun passende.
‘Killers of the Flower Moon’ har verdenspremiere i Cannes på lørdag. Den får premiere herhjemme 19. oktober.