James Cameron har givet sit besyv med i forbindelse med den forulykkede Titanic-ubåd, der har trukket overskrifter de sidste par dage.
Instruktøren bag ‘Titanic’ sammenligner den nutidige ulykke med det historiske skibsbrud. Cameron har selv været ombord på ubåden adskillige gange for at udforske Titanic-vraget og kender til aktivitetens riscici. Det fortæller han ABC News. Her fortæller han blandt andet, at han med 33 dyk har tilbragt mere tid på Titanic, end kaptajnen selv nåede i sin tid.
»Jeg er slået af ligheden med selve Titanic-katastrofen, hvor kaptajnen gentagende gange blev advaret om is i hans skibs retning, og alligevel dampede med fuld fart ind i en ismark på en måneløs nat. Og med mange døde mennesker som resultat«, fortæller Cameron om hændelsen fra 1912, der dannede inspiration til hans storfilm.
»At en meget lignende tragedie, hvor advarsler blev affejet, finder sted på det præcis samme sted med alt det dykkeri, der finder sted rundt omkring i verden, det synes jeg er fuldstændig forbavsende«, fortsætter han. I interviewet kalder Cameron ubådsdykning for en »moden kunstform«.
I går blev det offentliggjort af firmaet bag den forsvundne ubåd Ocean Gate, at vragdele fra den forsvundne Titanic-ubåd Titan var fundet, og at de fem mennesker om bord blev formodet omkommet. Det skriver blandt andre DR.
James Cameron kendte ubådspiloten Paul-Henry Nargeolet, der var med i ulykken.
»Det er virkelig ret surrealistisk og selvfølgelig også fordi, PH (Paul-Henry Nargeolet, red.), den legendariske franske ubådspilot, er en af mine venner. Det er et meget lille miljø. Jeg har kendt PH i 25 år, og at han skulle dø tragisk på denne måde er næsten umuligt for mig at kapere«, fortæller instruktøren.