James Cameron kalder Netflix’ opkøb af konkurrent »katastrofalt«

James Cameron kalder Netflix’ opkøb af konkurrent »katastrofalt«
James Cameron. (Foto: Vanity Fair)

Hele filmbranchen fik et kollektivt chok, da det i december kom frem, at Netflix opkøber streamingdelen af Hollywood-konkurrenten Warner Bros., som står bag HBO og HBO Max.

Handlen på 82,7 milliarder dollars (530 milliarder kroner) afventer fortsat godkendelse fra de amerikanske konkurrencemyndigheder. Dem kommer James Cameron nu med et opråb til

‘Avatar’-instruktøren har ifølge Entertainment Weekly sendt et brev til Utah-senator Mike Lee, som er formand for Senatets antitrust-underudvalg. Her advarer Cameron mod, at opkøbet kan ødelægge biografmarkedet.

»Min 44-årige instruktørkarriere har været fokuseret på at lave film til biografvisning, og jeg mener i høj grad, at det at se film i biografen er en vigtig søjle i vores kultur, for ikke at tale om, at det rent økonomisk er en af vores største eksportvarer«, skriver Cameron i brevet.

»Men biografmarkedet er skrumpet markant i de seneste år, med omkring 30 prcent, på grund af ændrede medieforbrugsvaner som følge af covid-pandemien og den samtidige fremgang for streaming«.

Instruktøren mener, at Netflix’ opkøb af konkurrenten vil være »katastrofalt for den biograforienterede filmbranche, som jeg har viet mit livsværk til«.

»Netflix’ forretningsmodel er direkte i modstrid med produktion og visning af biograffilm, som beskæftiger hundredtusindvis af amerikanere. Den er derfor også direkte i modstrid med forretningsmodellen for Warner Brothers’ filmdivision, et af de få tilbageværende store filmstudier«, fortsætter Cameron, inden han bruger handlingen i sin egen storfilm ‘Titanic’ som symbolik.

»Jeg er særdeles fortrolig ikke blot med skibe, der sejler, men også med dem, der synker. Og biografoplevelsen kunne blive et synkende skib«.

Da handlen blev annonceret i december udtalte Donald Trump, at den »kan være et problem«.

»De (Netflix, red.) har en meget stor markedsandel, og når de får Warner Bros., stiger deres markedsandel meget«, lød præsidentens vurdering.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af