Stoffer fylder meget i HBO-hittet ‘Euphoria’, men det er desværre ikke kun på skærmen, at afhængighed spiller en stor rolle.
Multitalentet Dominic Fike, der spiller Rues ven Elliot i sæson 2 af ‘Euphoria’, taler nu ud om sine problemer med narkotika. Det sker i et nyligt interview, som Zane Lowe fra Apple Music har foretaget med stjernen i anledning af hans nye album, ‘Sunburn’.
»Jeg var afhængig af stoffer, og det der med at skulle spille i et show, der hovedsageligt handler om stoffer, det var meget besværligt«, fortæller han i interviewet.
»Sam [Levinson], instruktøren, han skaffede mig en sober coach, der kunne være der for mig hele tiden, men det virkede ikke«.
Zane Lowe spørger derefter, om det så betød, at Fike var høj, mens der blev filmet, hvortil svaret lyder »Oh my god, ja, mand. Jeg var så fucked up under store dele af serien. Det var rigtig skidt«.
»Men jeg blev også skældt ud over det. Jeg var lige ved at blive smidt af serien«, siger han. Han fortæller, at han blev taget til siden, og at folkene på sættet sagde »bro, du kan ikke bare gøre sådan her«.
Zane Lowe spørger da, om folkene bag serien endte med at bruge nogle af de indspilninger, hvor Fike var skæv. Her lyder svaret køligt »Ja – det var de nødt til«
Lowe og Fike begynder derefter at snakke om den kommende sæson ‘Euphoria’, hvor Fike fortæller, at han glæder sig fordi han nu »har en bedre dynamik med alle – eller, jeg mener, næsten alle«, hvor den afsluttende bemærkning refererer til bruddet med ‘Euphoria’-kollegaen Hunter Schafer.
Han mener dog ikke, at hans historik med Schafer vil være et problem: »Jeg tror, det vil gå fint. Vi er alle voksne, en smule i hvert fald. Jeg gør mit bedste«.
Zane Lowe påpeger, at Fike og Schafer jo ikke er det første par af skuespillere, der bliver forelsket på filmsættet. Fike kommer derefter med sit bud på, hvorfor det er så hyppigt et fænomen:
»Du befinder dig i den her højhastigheds-intimitet. Ting bevæger sig så meget hurtigere. Når man spiller skuespil, er det som at klæde sig af for nogen. Du foretager dig det her virkelig fjollede, og du er bare tvunget ud i at være dit mest fjollede og mest sårbare jeg foran en anden. Det accelererer enhver form for intimitet, der måske allerede er til stede, så romantiske forhold og flirter bliver placeret på et lynspor«.
Hele det knap 50 minutter lange interview kan ses nedenfor. Snakken om ‘Euphoria’ begynder lidt over 26 minutter inde.