‘Insidious: The Red Door’: Især én scene skræmte livet af mig i patostung horrorfilm
Patrick Wilson bliver ofte omtalt som en scream king – det mandlige modstykke til den kvindelige version, scream queen, der refererer til kvindelige skuespillere, hvis filmografi primært består af horrorfilm.
Selvom Wilson også har udmærket sig i alt fra ’Angels in Amerida’ til ’Little Children’ og ’Girls’ har han om nogen gjort sig fortjent til titlen i kraft af hans medvirken i det fælles ’The Conjuring Universe’ og ’Insidious’-filmene, hvor han har arbejdet sammen med et par kyndige horrorfagfolk som James Wan og Leigh Whannell.
Derfor lå det nærmest også i kortene, at Wilson på et tidspunkt selv måtte påtage sig rollen som instruktør for at vise, at han har lyttet efter og suget til sig fra sine læremestre. Chancen er så landet for Wilsons fødder med ’Insidious: The Red Door’, der er nummer fem i rækken af ’Insidious’-installationer, som tilmed fungerer som en direkte opfølger til de to første film.
Og selvom det på afstand kan virke en anelse kedeligt at fejre sin instruktørdebut med en sequel til en franchise, der for længst har peaket (det gjorde den med den første film), så tilfører Wilson tilpas meget rædsel og veludførte jumpscares til, at det giver filmserien en lovende makeover.
I ’Insidious: The Red Door’ beslutter Josh Lambert (Wilson) sig for at køre sin søn Dalton (Ty Simpkins) til det college, hvor han skal studere kunst. Hverken Josh eller Dalton erindrer de overnaturlige hændelser, som de sammen med deres familie var i centrum for i de første to film.
Men som om freshman-livet på college ikke var slemt nok i forvejen, så begynder de fortrængte traumer at trænge sig på hos den plagede Dalton, der opdager sine særlige evner og relation til den dæmoniske dimension, The Further, på ny.
Samtidig oplever Josh, at der er noget (eller nogen …), der forsøger at vække hans bortgemte minder, og sammen med den øvrige Lambert-familie såvel som nye allierede må han og Dalton forsøge at bremse dæmonerne, der higer efter livet, én gang for alle.
Patrick Wilson har langt henad vejen iscenesat en bedre og ikke mindst mere uhyggelig film end de tidligere titler i ’Insidious’-serien. Efter en lidt sløv start holder filmen et fint tempo.
Størstedelen af gysene, alt fra de obligatoriske jumpscares til de mere krybende af slagsen, er også flot gennemførte. Hvis du er die-hard fan af filmserien, kan jeg desuden oplyse, at en vis rød dæmon aflægger et visit på et tidspunkt – så er du advaret.
Ligesom James Wan, der stadig er producer på denne ombæring, leger Wilson med genrens virkemidler såsom dvælende kamerabevægelser, skygger, lys og lyd (eller fraværet af samme). Indimellem titter klichéerne frem, men især under én scene tog jeg mig selv i at glide længere og længere tilbage i sædet.
Uden at spoile for meget kan jeg sige, at Wilson serverer den med grum klaustrofobi, hvor en karakter er spærret inde i en MR-scanner og pludselig får selskab i mørket. Yikes!
Skuespillet er også solidt, dog uden at være blændende. Ty Simpkins, der sidst vi så ham i ’Insidious’-sammenhæng var en lille dreng, er nu en college-moden version af Dalton Lambert, og Simpkins overbeviser både i de overnaturlige og mere jordnære øjeblikke. Patrick Wilson er som sædvanlig en fornøjelse.
Problemerne for ’The Red Door’ opstår i den store mængde patos, der bliver slynget i hovedet på publikum undervejs. Det er velment, men også en tand for meget i forhold til, hvad en mainstream-horrorfilm kan bære.
Filmen forsøger også at rette fokus på psykisk sygdom, mental sundhed og meget andet, men i et så tæt pakket program drukner det i mængden.
Den ender også med et skuffende klimaks, der afvikles for hurtigt, efterfulgt af en lidt grødet slutning, hvor de påklistrede følelser igen trænger sig på.
Kort sagt:
Patrick Wilson leverer en fin instruktørdebut med ’Insidious: The Red Door’ med en række solide gys, hvor børnesygdomme som genreklichéer, tung patos og et sløjt klimaks trækker ned. Og så kan du allerede nu forberede dig på en ny fobi: MR-scannere.