James Cameron er blevet lidt af et talking head i medierne igen for tiden. Ikke grundet aktuelle filmnyheder, men fordi ‘Titanic’-instruktøren har været oplagt for medier at hive fat i, når de skulle have en kvalificeret kilde til at snakke om OceanGate-katastrofen, hvor fem mennesker døde i en ubåd på jagt efter Titanics vrag.
Når SoMe-feeds bliver fyldt med James Cameron, der sammenligner OceanGate-katastrofen med den oprindelige Titanic-katastrofe, kommer der dog gang i rygtebørsen. Skal OceanGate-historien mon dramatiseres af ‘Titanic’-maestroen? Cameron er trods alt endelig begyndt at flirte med at lave film uden for ‘Avatar’-universet.
Nej, lyder det fra Camerons egen side. Han lader endda til at være lettere forarget over hvor meget medvind, de rygter har fået.
På Twitter skriver stjerneinstruktøren: »Jeg plejer ikke at svare på stødende rygter i medierne, men nu er jeg nødt til det. Jeg er IKKE i forhandlinger om en OceanGate-film, og det kommer jeg aldrig til at være«.
OceanGate-historien er sandsynligvis for god til, at vi helt kan undgå en Hollywood-udgave. Men alt tyder på, at det bliver uden James Cameron ved roret.
I don’t respond to offensive rumors in the media usually, but I need to now. I’m NOT in talks about an OceanGate film, nor will I ever be.
— James Cameron (@JimCameron) July 15, 2023