Den britiske Netflix-serie ‘Sex Education’ satte teenageres seksuelle udskejelser, overvejelser og problemer kampliderligt på kortet, da den landede i 2019.
Nu er det på tide at sige farvel til seriens farverige personligheder, Otis, Maeve, Eric og co., når fjerde og sidste sæson lander på streamingtjenesten til efteråret.
Finalesæsonens trailer er netop offentliggjort, og her er eleverne flyttet til en ny skole efter Moordale Secondary blev lukket. Således skal Otis forsøge at byde sine nye medstuderende velkommen, da han genåbner sin klinik for sexterapi på den nye skole, men det går ikke helt som smurt.
Det lå i kortene, at ‘Sex Education’ var ved at rinde ud, da det kom frem at flere af seriens centrale skuespillere havde sagt farvel til deres karakterer. Det gjaldt blandt andet Emma Mackey (‘Emily’) og Ncuti Gatwa, der begge har fart i karriererne. De to skuespillere er på rollelisten i den kommende ‘Barbie’, mens Gatwa også har fået den store rolle som Dr. Who i den britiske kultserie.
I den afsluttende omgang af ‘Sex Education’ er der dog lovet gensyn med seriens faste navne. Derudover er danske Marie Reuther, der før er set i ‘Kamikaze’ og ‘Dansegarderoben’, en spændende nytilføjelse til den internationale storserie.
‘Sex Education’ sæson fire får premiere på Netflix 21. september.