Skuespiller Danny Masterson skal 30 år i fængsel for at have begået voldtægt på to kvinder. Det melder The Wrap.
Masterson, der er mest kendt for sin rolle som Hyde i ‘Dengang i 70’erne’, blev i maj dømt skyldig for to tilfælde af voldtægt i henholdsvis 2001 og 2003, mens en tredje anklage faldt for juryen. Anklagerne blev rejst helt tilbage i 2017, hvor skuespilleren efterfølgende blev fyret fra serien ‘The Ranch’.
Danny Masterson er medlem af Scientology og ofrene var alle kvinder fra kirken, der anklager ham for at have givet dem stoffer og voldtaget dem i hans hjem i Hollywood.
Et af ofrene, Chrissy B, mødte Masterson som 18-årig og fortæller, at han var psykisk voldelig overfor hende.
»Jeg troede på ham, når han kaldte mig for dumt talentløst pinligt skrald«.
Udover den navngivne kvinde er de resterende to ofre i sagen anonyme og anført som Jane Doe 1 og Jane Doe 2.
Jane Doe 2 udtalte i vidneberetningen, at kirken dækkede over Mastersons kriminelle handlinger. Hun fortæller desuden, at hun er blevet »terroriseret og chikaneret af Scientology-kulten«, ifølge The Wrap.
Offer Jane Doe 1 fortæller også, at hun oplevede trusler fra Scientology, der »gjorde det meget klart, at Danny var urørlig… Denne mand havde magten til at udstøde mig, ekskommunikere mig. Han gjorde mit liv til helvede derfra. Danny var en kendis og derfør urørlig«, skriver mediet.
Danny Masterson afviser selv anklagerne.
»Mr. Masterson begik ikke forbrydelserne, som han er blevet sigtet for, og vi de appellerende advokater – de bedste og dygtigste i landet – er sikre på, at disse sigtelser vil blive væltet«, udtalte Mastersons advokat.