’In the Land of Saints and Sinners’: Stjernecast svigtes i letbenet irsk lejemorderfilm
Jeg må indrømme, at jeg var pirret af præmissen til Robert Lorenz’ undseelige kammerspilthriller ’In the Land of Saints and Sinners’.
Liam Neeson som en aldrende, katteglad og Dostojevskij-læsende lejemorder, der pludselig indser meningsløsheden i sin metodiske, asketiske tilværelse, lød som den perfekte metarefleksion over skuespillerens sene karrierevej med ikke synderligt udfordrende roller som voldsparat hævner.
Mine forventninger blev ikke mindre af, at filmen byder på et veritabelt irsk stjernecast bestående af blandt andre Kerry Condon (’The Banshees of Inisherin’), Jack Gleeson (’Game of Thrones’) og altid seværdige Ciarán Hinds (’Belfast’).
Dog må jeg med skuffelse meddele, at Lorenz’ lemfældige instruktion ikke formår at løfte fortællingen fra det oversymbolske og klichetunge. Filmen står i stedet som en bleg kopivare af Martin McDonaghs langt mere vellykkede udforskninger af eksistentielle temaer i film som ’In Bruges’ og ’The Banshees of Inisherin’.
Langt henad vejen fremstår ’In the Land of Saints and Sinners’ som en pligtskyldig sammensmeltning af de to film:
På den ene side udlægger filmen de moralske skrupler og generationskløften i lejemorderbranchen, når Neesons pensionsparate Finbar bliver overhalet af en nihilistisk ungdom (repræsenteret af Gleesons psykopatiske, men godhjertede lejemorder Kevin), der myrder for penge og morskab – uden skyggen af det moralkodeks, Finbar bryster sig af.
Og på den anden side optegner filmen de quirky landsbydynamikker i kystbyen Glencolmcille anno 1973, hvor livet starter og slutter med de samme evindelige hverdagsrutiner som at besøge den lokale pub og at skyde til måls med den lokale sherif (Ciarán Hinds). Hans mest presserende opgave i den fredelige by er at finde ud af, hvor skiltet, der byder nytilkomne velkommen til byen, er forsvundet hen.
Som i ’Banshees’ lever befolkningen i deres egen lille boble, forskånet fra den store, skygge omverden. Indtil den polerede overflade krakelerer, da en IRA-gruppe – anført af Kerry Condons skruppelløse, selverklærede frihedskæmper Doireann – søger tilflugt i byen efter et fatalt bombeattentat i Belfast.
Grupperingen kommer hurtigt på kollisionskurs med Finbar, der må vælge mellem at beskytte sine intetanende naboer eller fastholde sit hemmelige dobbeltliv som iskold lejemorder.
Dilemmaet er set utallige gange før, og selvom Lorenz har ambitioner om at sige noget om skillelinjen mellem god og ond, bidrager filmen ikke med meget nyt til de udtrådte klicheer om forbrydelse og straf.
Det havde måske ikke gjort noget, hvis filmen til gengæld havde formået at præsentere en overbevisende optegning af det lille lokalsamfund, der tilsyneladende er stort nok til at understøtte en lyssky lejemorder-forretning – dog uden at de lokale tænker to gange over, at deres naboer pludselig forsvinder på mystisk vis.
Det kunne have været et sjovt, højnet univers á la ’Banshees’, men fremstår skødesløst underfortalt filmen igennem.
Så er der alligevel mere gods i Finbars genkendelige historie om at leve en isoleret tilværelse efter at været blevet brændt sig på livet og gradvist indse, at han i isolationen har opgivet alt det, der gav ham mening.
Hans naive håb om at anlægge en have, selvom han ikke kan kende forskel på ukrudt og blomster, er kun et af mange selvbedrag. Ligesom når han anser sig selv som bedre end den unge lejemorder Kevin, kun fordi han selv arbejder metodisk og kynisk modsat den unge, spontane og uforudsigelige strejfer.
Hvem er egentlig de onde, synes filmen at spørge, når fortidens synder langsomt indhenter karaktererne i ly af landsbykirkens skygge, så symbolikken er til at skære i med en sløv kniv. Den kalkulerende IRA-morder kæmper trods alt for en sag, mens Finbar har overgivet sig til vold på bestilling for at slippe væk fra alt det, der gør ondt.
Det mudrede verdensbillede taler til filmens fordel, men alligevel er det svært at undslippe fornemmelsen af, at Lorenz’ usikre instruktørhånd svigter det store eksistentielle drama, ’In the Land of Saints and Sinners’ kunne være blevet til i de rigtige hænder.
Kort sagt:
Præmissen om Liam Neeson som en Dostojevskij-læsende lejemorder, der indser meningsløsheden med tilværelsen, er pirrende. Desværre formår filmen aldrig at levere det skæve, eksistentielle Martin McDonagh-lignende drama, den stiler efter.