‘Sex Education’ sæson 4: Netflix’ ungdomshit slutter det helt rigtige sted

‘Sex Education’ sæson 4: Netflix’ ungdomshit slutter det helt rigtige sted
'Sex Education' Sæson 4. (Foto: Samuel Taylor/Netflix)

I de første afsnit kan man få tanken, at ’Sex Education’ er gået i selvsving i sin fjerde og sidste sæson.

Gruppen er blevet færdige med highschool, og mange af medlemmerne følges videre til Cavendish College. Her er de sociale koder helt anderledes, end hvad de har været vant til. Skolens hot couple er et flamboyant t4t-par (trans for trans), der smykker sig med aldrig at bagtale andre.

Eric (Ncuti Gatwa) bliver hurtigt spottet af queen b Abbi (Anthony Lexa) og inviteret med ind i varmen, hvor han øjeblikkeligt blomstrer.

Imens går Otis’ intention om at fortsætte, hvor han slap som skolens sexterapeut, ikke som planlagt. Skolen har allerede en populær sexterapeut, O (Thaddea Graham), og Otis kommer mildest talt kikset fra start, da han kommer til at vise sine mislykkede dickpics frem for hele skolen. Det lader han sig dog ikke slå ud af, og da han ikke mener, at der er plads til to sexterapeuter på samme skole, indleder han en duel med O, flankeret af Ruby (Mimi Keene) som sin manager.

‘Sex Education’ Sæson 4. (Foto: Samuel Taylor/Netflix)

Den tidligere highschool-dronning Ruby får også en hård start. Den populære queer-gruppe viser ikke den mindste interesse for hende, så Ruby må spise sin frokost alene på toilettet og se sin smertefulde fortid i øjnene. Ruby, som vi for alvor kom til at holde af i tredje sæson, fortsætter sin spændende karakterudvikling og bliver symbol på clashet mellem millennials’ mean girl-ideal og gen Z’s stædige ideal om åbenhed og ordentlighed.

På trods af en overordnet rammende karakteristik af samtidens kulturskift rammer sæsonen desværre ikke helt plet med den klæbrige queer-utopi af et college. Man får en fornemmelse af panik over ikke at have repræsenteret alle mennesketyper, man overhovedet kan forestille sig at repræsentere.

Man savner det mere udefinerbart skæve fra tidligere bikarakterer, som ikke er flyttet med ind i sæson 4. Den form for skævhed, der stadig er at finde hos Aimee (Aimee Lou Wood) og Adam (Connor Swindells), som ikke passer ind i en formfuldendt, kapitaliserbar kasse, men bare altid stikker lidt ud.

‘Sex Education’ Sæson 4. (Foto: Samuel Taylor/Netflix)

Når man går de nye karakterer efter i sømmene, er der ellers fine ting at hente hos hver især. Abbis rigide regel om aldrig at sige noget dårligt om andre rammer smerteligt præcist, hvordan den næsten-voksne med sin nyerhvervede psykologiske indsigt er så rædselsslagen for at gentage pinefulde mønstre fra fortiden, at hun skaber et lige så fjollet nyt regelsæt i den stik modsatte retning. Ironisk nok gør sæsonen selv lidt det samme.

Jo længere man kommer ind i sæsonen, desto mere glemmer man dog dette forbehold. For dét, der altid har virket i ’Sex Education’, virker stadig: komplekse, alvorlige mellemmenneskelige portrætter og en oprigtig nysgerrighed på tværs af køn, race og, måske allervigtigst i sæsonen, alder.

Vi følger for eksempel fortsat Otis’ mor, Jean (Gillian Anderson), der slås med sine egne selvstændighedsidealer som enlig mor til både et spædbarn og en næsten voksen og må komme overens med, at hun er nødt til at tage imod hjælp. Både fra sundhedsvæsenet, da en opmærksom jordemoder spotter, at hun kunne lide af en fødselsdepression, og fra sin søster, der ankommer med et ekstra sæt hænder, men også sin egen store bagage.

I øvrigt får hun selskab af Hannah Gadsby i rollen som træt podcastproducer, og det er virkelig en lille ekstra gave.

‘Sex Education’ Sæson 4. (Foto: Thomas Wood/Netflix)

Vi oplever også Adams far, den tidligere skoleleder Michael (Alistair Petrie), forsøge at genoprette tilliden til sin søn ved som en teenager at snuble sig vej mod en ny, mere åben måde at være mand på. Det skaber et fint far/søn-portræt af ham og Adam, hvis forsøg på at finde en alternativ uddannelsesvej som lærling på en rideskole er det absolutte højdepunkt i sæsonen.

Han kan faktisk ikke ride, må han indrømme, da han er blevet hyret, men »heste er vel bare ligesom store hunde?«

Mellem vores primære hovedpersoner bliver der trukket tov i dynamikkerne, og mens forældre og børn opdager, at de stadig har mere at lære af hinanden, end de troede, opdager både Maeve (Emma Mackey), Otis, Eric og Aimee, at der er noget at hente udenfor deres vante omgangskreds, og at det er tid at løsne grebet om hinanden.

På den måde ender sidste sæson af ’Sex Education’ det helt rigtige sted – i smørhullet af forvirring, begejstring over det nye og afskedens melankoli.


Kort sagt:
Sidste sæson af ’Sex Education’ kæmper med at finde balancen, men får med sin følelsesmæssige oprigtighed afsluttet serien smukt.

‘Sex Education’ sæson 4. Serie. Serieskaber: Laurie Nunn. Medvirkende: Asa Butterfield, Ncuti Gatwa, Gillian Anderson, Emma Mackey, Connor Swindells. Spilletid: 8 afsnit a 50-85 minutter. Premiere: På Netflix fra 21. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af