Ventetiden på ‘Mission: Impossible 8 – Dead Reckoning Part Two’ bliver lang.
The Hollywood Reporter melder således, at den ventede og stort opsatte Tom Cruise-efterfølger netop er blevet udskudt til 23. maj 2025. Oprindeligt stod actionfilmen til at få premiere 27. juni 2024, et lille år efter agentfranchisens syvende film.
Forsinkelsen skyldes ifølge The Hollywood Reporter det amerikanske skuespillerforbunds igangværende strejke mod de store filmstudier og streamingtjenester. Optagelserne til ‘Mission: Impossible 8’ er nemlig ikke færdiggjort endnu. De blev sat på pause før strejken, for at skuespillerne kunne promovere den syvende film op til premieren.
Forsinkelsen af actionbaskeren medfører samtidig, at Paramount, studiet bag franchisen, også har udskudt ‘A Quiet Place: Day One’ et par måneder, så den kommende gyser nu ligger på ‘Mission: Impossible 8’s gamle premieredato i juni 2024.