’Blue Eye Samurai’: Amerikansk Netflix-anime er et adrenalinsus af fænomenal action
Stjernehimlen har lagt sig over Kyoto, og samuraien Mizu (Maya Erskine) gør klar til kamp mod Shinto-dojoens mest frygtede kriger Taigen.
De to kamphaner krydser klinger i en orkan af slebent metal, og Taigen ligner en sikker sejrherre … indtil Mizu smider de tunge metallodder, som holdt hendes lemmer nede – og pulveriserer alle forsøg på modstand.
Som sin blodtørstige hævner skjuler Netflix’ animationsserie ’Blue Eye Samurai’ langt mere under kimonoen, end hvad øjet kan se. I det 17. århundredes Japan er den blåøjede samurai på jagt for at opspore og myrde de fire europæiske handelsfolk, som i al hemmelighed styrer Shogunatet fra skyggerne.
Skaberparret Amber Noizumi og Michael Green har kreeret en hævnerhistorie, der umiddelbart kunne lyde som to minutter i ’The Witcher’ med en stoisk mesterkriger, som er udstødt på grund af sin øjenfarve og et fokus på sex, vold og politisk rænkespil arvet fra ’Game of Thrones’.
Der er dog mere i serien end pik, patter og afhuggede lemmer. For i den konservative, japanske samfundsorden er Mizus største udfordrer ikke andre samuraier som Taigen, men snarere sin dobbeltminoritet som kvinde og halv vesterlænding.
Kvinder anses som andres ejendom, vesterlændinge som dæmoner, og hendes vigtigste våben bliver brystbind og et par tintede briller.
Den første sæson handler om Mizus jagt på den ærgerrige våbenhandler Fowler (Kenneth Branagh), der konspirerer om at overtage styringen i Edo med riffel og krudtslam. Den arrogante Taigen halser efter Mizu for chancen til en omkamp, alt imens hans udkårne Akime skal ægtes væk til den regerende Itoh-klan.
Samtlige karakterer er præget af det inhumane hierarki, hvor marginaliserede individer konstant må navigere et rigidt maskineri, som knuser dem, der træder blot ét skridt forkert. Mizus hævntørst er gødet af denne indfødte fremmedskabsfølelse og kropsdysfori, men også af svigt fra hendes nærmeste, hvilket udpensles i en række slående flashbacks over sæsonen.
Skuespiller Maya Erskines raspende røst giver karakter til den androgyne Mizu, mens resten af det farverige ensemble bringes til live af en håndfuld glimrende præstationer. Randall Park og Kenneth Branagh udlever deres indre Shakespeare, og tankerne falder straks på den hovmodige tyran Macbeth, da Fowler holder skurkemonolog for en edderkop i et forladt kapel.
Underholdningen holdes højt med et frembrusende tempo, hvor hvert afsnit begynder med en ny udfordring og lokation og rundes af med en inciterende cliffhanger.
Dramaet løftes af fænomenale actionsekvenser. Anime-purister vil måske rynke på næsen over seriens blanding af 2D-tableauer og 3D-karakteranimation, men når Mizus blanke sværdægge først forlader hylsteret, og modstanden bliver skåret igennem som smør, er det svært ikke at mærke mellemgulvet suge sig sammen i et adrenalinsus.
Seriens superviserende instruktør Jane Wu, der har arbejdet på ’House of the Dragon’ og ’The Avengers’, tager udgangspunkt i live-action med karakterer, der føles vægtige og til stede, og hun fører kameraet igennem den animerede verden, som var det ægte.
Som de bedste actionfilm drives handlingen frem igennem disse sekvenser og vice versa. Mizu uddriver sin indre onryo igennem sværdets vold og magt, men afslører samtidig også sit begær og lyst herigennem.
Således foregår de bedste sværddueller ikke imellem hende og hundrede af hunderædde modstandere, men snarere mod en elsker-in-spe, hvor de sparrer med spisepinde.
Hendes største rejse er ikke ud i det japanske landskab, men snarere ind i sin egen sårede sjæl – som det er tilfældet med alle de bedste hævnhistorier.
Kort sagt:
Skaberparret Amber Noizumi og Michael Greens voksenanimationsserie ’Blue Eye Samurai’ kunne lyde som generisk foder til algoritmemaskinen, men gemmer på et rigt ocean af adrenalinsusende action og vedkommende karakterdrama.