Seth MacFarlane, manden bag ‘Family Guy’ og ‘American Dad’, vender i det nye år tilbage til sin upassende bamsekarakter Ted med en prequel-serie.
I de to film ‘Ted’ og ‘Ted 2’ fra henholdsvis 2012 og 2015 gjorde den talende bamse Ted livet besværligt for sin voksne ejermand og barndomsven John Bennett. Nu skruer den nye serie, der simpelthen også bare hedder ‘Ted’, tiden tilbage til highschool.
Her overtager Max Burkholder rollen som John, der i filmene blev spillet af Mark Wahlberg. Ted MacFarlane lægger selvfølgelig stadig stemme til den brovtende bamse.
»Jeg har ikke røget, jeg har ikke haft sex,, jeg har ikke haft en kæreste – jeg er en taber«, siger teenageren John i seriens trailer, som netop er landet. Og disse mål vil Ted selvfølgelig gerne hjælpe sin ven med at opnå.
Dog gør bamsens bjørnetjenester oftest mere skade end gavn. I traileren råber han for eksempel »Frisk penis! Find din friske penis her!« på skolens gang, da John beklager sig over ikke at have mistet sin mødom endnu.
‘Ted’ får amerikansk premiere på streamingtjenesten Peacock 11. januar 2024. Herhjemme lander serien på SkyShowtime, men datoen kendes ikke endnu.