Streamingkrigen har afkrævet sit første offer i Danmark:
Med udgangen af året må C More således dreje nøglen om, skriver Ritzau. C More henviser i stedet til deres partnere TV 2 og YouSee.
C More startede som Canal+, den første betalingskanal i verden. I dag er den ejet af en svensk koncern. Streamingtjenesten har blandt andet huset krimier, men det kommer ikke som den helt store overraskelse, at den må lukke og slukke.
Med den massive oprustning på streamingmarkedet har C More nemlig haft det mere end svært – en tjeneste uden de store eksklusive rettigheder eller muskler til at bide skeer med de store. Indimellem har de været heldige at huse perler som ‘Ramy’ og ‘Gangs of London’ eksklusivt, men der har været for langt mellem snapsene.
C More melder ikke selv ud, hvorfor de lukker, men forklaringen synes åbenlys.
Som jeg skrev i min anmeldelse af streamingtjenesterne i december sidste år:
»Det er ikke nemt at være C More. For hvor mange udmærkede film og serier man ellers kan grave frem på en dag (et afsnit med ’Beck’, anyone?), hvor man ikke ved, hvad man ellers skal, så er det bare svært at forestille sig særligt mange danskere sige til sig selv: I dag smider jeg mit Netflix-abonnement over bord for i stedet at kaste min kærlighed på C More«.
»Det er jo fedt for C More med den slags perler (som ‘Ramy’, red.), men omvendt ærgrer man sig uundgåeligt med en serie som Ramy Youssefs dramakomedie om en muslimsk familie i USA over, at den herhjemme ligger på en tjeneste, som så få har adgang til. Den kunne være blevet et veritabelt samtaleemne, hvis den var udkommet på en større tjeneste, og det siger jo altså også noget om C Mores udfordringer på den lange bane«.