’Halo’ sæson 2: Min Xbox er støvet af igen efter vellykket soft reboot af spilserie
Den største cadeau, en filmatisering af et computerspil kan få, må være, at man får lyst til at spille spillet.
Det var ellers ikke noget, man umiddelbart fik lyst til efter første sæson af ‘Halo’, som led under kedsommelige, klaustrofobiske scener i mødelokaler, småringe CGI-sekvenser og en gebommerligt kedelig Master Chief, spillet af Pablo Schreiber, som fans af spilserien enstemmigt stemplede som fejlcastet.
Det hjalp heller ikke, at Master Chief oftere var uden sin ikoniske grønne hjelm end med den – en hjelm, der aldrig blev taget af i spillet.
Min Xbox fik lov til at samle støv efter første sæson, og mine forventninger til den kommende sæson var derfor lave.
Handlingsmæssigt byder sæson 2 også på den samme generiske omgang sci-fi, som vi så i den forrige.
I de første fire afsnit fortsætter elitesoldaten Master Chief – der stadig spilles af Pablo Schreiber – sin kamp mod den fanatiske alienføderation, The Covenant. Denne gang har skurkene som mål at angribe menneskehedens sidste store bastion: Reach, som man også kender fra spillene, blandt andet ‘Halo: Reach’.
Men allerede fra den første scene den nye sæson understreges det, at seriens nytilknyttede showrunner, David Wiener, har valgt en mørkere, mere gold og ubarmhjertig tone end det polerede og overeksponerede udtryk, som Kyle Killen og Steven Kane lagde an med i første sæson. Vi kan godt kalde den nye sæson et soft reboot.
I første scene følger vi en deling af Spartans – en supersoldatenhed med overmenneskelig styrke – i deres forsøg på at redde en gruppe ’normale’ marines. Naturligvis ledes disse spartans af den hårdkogte Master Chief.
Udover at se, hvor badass Spartans er med fuld smæk på taktisk action, slutter scenen af med et tåget gys, hvor de mystiske Elites, som man kender dem fra spillet, dukker op og viser deres råstyrke. En start, der kun bliver overgået af fjerde afsnit i sæsonen, der bærer titlen ‘Reach’.
Over hele paletten har actionsekvenserne fået et nøk op. I modsætning til første sæson føles de hårdtslående scener mindre som videospilcutscenes, mens det håndholdte kameraarbejde solidt forankrer kampene på jorden. Eller hvilken planet de nu end befinder sig på i Epsilon Eridani-
systemet. Mest afgørende er det, at de har minimeret de ulidelige POV-skud, der imiterede spiloplevelsen.
På andre måder er ‘Halo’ imidlertid stadig fanget i skyggen af sin forgænger. Den adrenalinfyldte action i første afsnit må desværre hurtigt vige pladsen for et uinteressant konspirationsplot, som bygger videre på den første sæsons kønsløse persongalleri og uforløste plottråde.
Der er dog kommet en ny spiller på banen, der ligesom Burn Gormans karakter i første sæson driver plottet i en mere interessant retning. Den nye, hårde efterretningschef, der har hånden på roret af Spartan-programmet, James Ackerson (Joseph Morgan), skaber problemer for John-117, der er Master Chiefs ‘borgerlige navn’. Et lille positivt lys i en sløv omgang sci-fi-pladder.
Men der er alt for mange langsommelige scener med sideplots, der ingen vegne fører. Både Soren (Bokeem Woodbine), Kai-125 (Kate Kennedy) og Kwan Ahs (Yerin Ha) historier bliver kun vækket til live i Pablo Schreibers tilstedeværelse.
Castingdiskussionen af Pablo Schreiber som Master Chief kan derfor godt skydes til hjørne. David Wieners mere dystre tone får den knap to meter høje skuespiller til at tårne op over alle andre med autoritær fandenivoldskhed og rolig magt, som Master Chief bør være – selv uden hjelm, som han stadig bærer minimalt.
Det er bare tilfredsstillende at se en to meter høj Mjölner-titaniumrustning med et gult visir gennemtæve fanatiske aliens med badass våben fra spillet. Der er bare for lidt af det.
Men min egen Xbox er nu støvet af, og jeg er godt i gang med nakke elites med et energi-sværd. Hell yeah.
Kort sagt:
Anden sæson af ’Halo’ løfter sig fra første sæsons skuffelse med en mørkere tone og forbedret action, men kæmper stadig med uinteressante sideplots.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.