’Halo’: Så behold da hjelmen på, Master Chief!
Hånden i vejret, hvis du nogensinde har ejet en af Microsofts Xbox-konsoller. Kun mig? Okay så.
Til trods for at Danmark i den grad er et Playstation-land, vil mange dog kende til rumsoldaten Master Chief. Iklædt sin ikoniske skriggrønne Mjölner-titaniumrustning og sit gule visir bekæmper han den fanatiske alien-føderation The Covenant i Bungies Xbox-eksklusive franchise ’Halo’, der i dag er blevet overtaget af udvikleren 343 Studios.
Som Mario, Lara Croft og Link kan man kende elitesoldaten fra sin blotte silhuet, som perfekt fremhæver ’Halo’-spillenes grundpille: Taktiske actionkampe, der kræver snilde og kendskab til fjendetyper samt kamparenaerne snarere end lynhurtige reflekser.
Derfor giver det god mening, at Hollywoods nyeste serieadaptation af en videospil-franchise netop er ’Halo’. Serien, der kan ses på Paramount+, foregår før det første spil, dog i en alternativ tidslinje med mange af de samme personer og forløb. Hvis det lyder unødigt kompliceret, er det, fordi det er det.
Grebet gør det naturligvis let for serieskaberne Steven Kane og Kyle Killen at vælge frit fra de mange, mange, mange videospil og bøger i kanonen og samtidig fortælle deres egen historie og pebre hele sagen med en masse fanservice. Og fanservice er der rigelige mængder af.
Før nogen kan nå så meget som at smide en reference til teabagging, massakrerer Elite-alienracen en lejr af separatister, alt imens Master Chief og hans gruppe af Spartans griber ind.
Vi hører den ikoniske beep-beep-lyd, som forekommer, når spillerens regenererende skjold er i bund. Elite-krigerne angriber med genkendelige våben som energisværd og plasmarifler. Hvor spilserien er ganske blodfattig, så eksploderer de skrigende civile her som fyldte vandballoner, når de bliver ramt af et skud fra plasmapistolen.
Og da Master Chief laver en superheltelanding, samler han straks en gatlinggun op fra jorden og mejer en flok aliens ned, der spidst kalder ham dæmon, akkurat som i spillene. Herlighederne kammer over, da instruktør Otto Bathurst beslutter sig for at vise action-scenerne gennem sporadiske førstepersonsperspektiver, der sender ubehagelige associationer til ’DOOM’-filmen.
Desværre taber serien lynhurtigt vind i sejlene, så snart støvet har lagt sig, og patronerne har forladt Master Chiefs trofaste M6G Magnum.
Master Chief deserterer fra UNSC, efter han får ordre af militærmagten om at likvidere den eneste overlevende separatist Kwan Ah fra lejren. De to første afsnit, som pressen har fået adgang til, foregår hovedsageligt i klaustrofobiske mødelokaler og sterile laboratorier, hvor skuespillere med stramme miner uentusiastisk diskuterer banale trolley-problemer og politisk spin.
Det er bestemt ikke en ringe idé at give Master Chief et teenage-sidekick, især siden serien endnu kun har alluderet til hans trofaste A.I.-partner Cortana. Til gengæld kan man skrige til månen om, hvor dumt det er, at den stoiske soldat konstant – og jeg mener konstant – smider hjelmen og sågar rustningen.
Det er naturligvis et forsøg på at gøre ’Halo’-sagaen mere personlig ved at involvere hovedpersonen mere i konflikten. Men det aspekt var aldrig spilseriens styrke. Især Bungies originale ’Halo’-trilogi excellerede med sin operaagtige fortælling om gemene skurke, heltemodige personager og storladne kampe i billedskønne vista.
Og som kultfilmen ’Dredd’ viste, kan man sagtens have en spændende hovedperson, der beholder en karakteristisk rustning på i stedet for konstant at skulle have udsigt til ansigtet. Uden sin hjelm er Master Chief bare en gut ved navn John. Ham kan man da være knaldhamrende ligeglad med.
Det hjælper ikke på sagerne, at den ellers glimrende skuespiller Pablo Schreiber er dundrende kedsommelig i hovedrollen, ligesom hans kamp for at finde frem til sin glemte fortid desværre ikke fænger.
Måske budgettet simpelthen ikke rækker til den type storslåede scenarier, som en liveaction-adaptation af ’Halo’ fortjener. Men så havde en film alligevel været at foretrække.
Kort sagt:
Fans af ’Halo’-spillene vil uden tvivI nyde at se de ikoniske fjender, personer og våben i liveaction-regi. Men efter to afsnit formår seriens ambitioner kun sjældent at replicere spillenes episke storladenhed.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.