Endnu en serie om angrebet på Israel 7. oktober på vej – se traileren

Endnu en serie om angrebet på Israel 7. oktober på vej – se traileren
'Red Alert'. (Foto: Ran Mendelson)

Den 7. oktober – toårsdagen for Hamas’ angreb på blandt andet en israelsk musikfestival – lander endnu en fiktionsserie om begivenheden, der kostede omkring 1200 mennesker livet ifølge Reuters.

Paramount har netop udsendt traileren til serien ’Red Alert’, der viser en families kamp for overlevelse under den dødeligste massakre i Israels historie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ifølge The Hollwood Reporter er serien i fire dele baseret på de overlevendes beretninger og »sammenfletter personlige historier med filmiske narrativer«. Blandt seriens skabere er Lawrence Bender, der tidligere har produceret en lang række Tarantino-klassikere som ’Pulp Fiction’, og ’Kill Bill’-filmene.

HBO annoncerede tidligere i september serien ’One Day in October’, der ligeledes fiktionaliserer angrebet ud fra øjenvidneberetninger. ‘One Day in October’ får premiere 7. oktober på det amerikanske HBO Max, men bliver ikke distribueret på den danske version af streamingtjenesten.

Begge projekter må forventes at dele vandene, da angrebet på Israel den 7. oktober genantændte Israels igangværende krig i Gaza, hvilket blandt andre FN-kommissionen tidligere på måneden betegnede som et folkemord på den palæstinensiske befolkning.

’Red Alert’ får premiere på det amerikanske Paramount+ 7. oktober, mens det endnu er uvist, om serien også kommer ud til det danske publikum.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af