‘The White Lotus’-skuespiller skal spille Mozart i ny ‘Amadeus’-serie

‘The White Lotus’-skuespiller skal spille Mozart i ny ‘Amadeus’-serie
Will Sharpe i 'The White Lotus' (Foto: Fabio Lovino/HBO)

Will Sharpe kom for alvor på folks læber efter rollen som Ethan Spiller i anden sæson af ’The White Lotus’, men nu er skuespilleren klar til at gå en lidt anderledes vej.

Det er nemlig blevet bekræftet, at Sharpe skal spille Wolfgang Amadeus Mozart i en ny serie baseret på Peter Shaffers teaterstykke ’Amadeus’ fra 1979. Det skriver Sky i en pressemeddelelse.

Bag serien er manuskriptforfatter og skaber Joe Barton, som Sharpe tidligere har arbejdet sammen med på krimidramaet ’Giri/Haji’. Projektet har været annonceret siden november 2022, og nu er det offentliggjort, at det er Sharpe, der skal spille rollen som mesterkomponisten.

Sharpe har også en bærende rolle i den hypede Jesse Eisenberg-instruerede ’A Real Pain’, som fik en varm modtagelse på dette års Sundance festival, og det kommende erotiske drama ’Emmanuelle’ baseret på Emmanuelle Arsans roman af samme navn.

Det er store sko Will Sharpe og Joe Barton skal udfylde. I 1984 filmatiserede tjekkisk-amerikanske Miloš Forman ’Amadeus’, der gjorde rent bord ved Oscar-uddelingen. Otte priser blev det til – herunder prisen for bedste film og prisen for bedste mandlige skuespiller der gik til Sharpes ’The White Lotus’-kollega F. Murray Abraham for præstationen som Mozarts hævngerrige rival Antonio Salieri.

Produktionen på ‘Amadeus’ påbegyndes senere i år, men hvornår serien får premiere vides endnu ikke.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af