Et godt stykke inde i karrieren springer Hollywood-skuespiller Chris Pine nu ud som instruktør og manuskriptforfatter. Det gør han med krimikomedien ‘Poolman’, som netop har fået sin første trailer, skriver The Playlist.
Pine indtager også hovedrollen i ‘Poolman’, som havde premiere på sidste års Toronto Film Festival. Han spiller over for blandt andre Danny DeVito, Annette Benning, Jennifer Jason Leigh, DeWanda Wise og Ray Wise.
Filmen følger en langhåret fyr, som holder sin lokale swimmingpool ved lige, og som udseendemæssigt minder lidt om The Dude fra ‘The Big Lebowski’. Ligesom i Coen-brødrenes kultklassiker fra 1998 bliver den godtroende hovedperson også viklet ind i et kriminelt komplot, som han kæmper med at finde rundt i.
‘Poolman’ lander i de amerikanske biografer 10. maj. Det er endnu uvist, hvornår filmen kommer til Danmark.