Hvis man går og håber på, at den hyldede metodeskuespiller Daniel Day-Lewis på et tidspunkt vender tilbage til skuespillerfaget, kan man godt tro om igen.
I januar satte Martin Scorsese gang i håbet igen, da han ifølge Variety ønskede sig en film mere sammen med skuespilleren ved en tale i januar i år.
Hvis man spørger hans ven og hyppige samarbejdspartner instruktør Jim Sheridan nyder den engelske eks-skuespiller dog sit otium ganske permanent. Skuespilleren har tilsyneladende ikke i sinde at vende tilbage, efter han officielt annoncerede pensionen efter sin medvirken i Paul Thomas Andersons ’The Phantom Thread’ fra 2017. Det bekræfter Sheridan over for ScreenDaily.
»Han siger, at han er færdig. Jeg snakker stadig med ham, og jeg ville elske at lave noget med ham igen. Det ville være fantastisk at se Daniel komme tilbage og lave noget, fordi han er så god«, siger Sheridan. Instruktøren peger også på en mulig årsag til Day-Lewis’ modvilje: »Han åbner streamingtjenesterne, og så er der 7000 muligheder, ingen af dem er gode. Det er ikke den samme oplevelse«.
Sheridan og Day-Lewis arbejdede sammen på ‘My Left Foot’ fra 1989 og ’In the Name of the Father’ fra 1993. Roller der sikrede skuespilleren to Oscar-nomineringer for bedste mandlige skuespiller og en sejr for førstnævnte.
I sine senere dage som aktiv skuespiller var Day-Lewis kendt for at være yderst selektiv med sine rollevalg. Derfor blev det også kun til seks projekter efter årtusindskiftet, herunder nogle af karrierens mest roste præstationer som Daniel Plainview i ’There Will Be Blood’, Abraham Lincoln i ’Lincoln’ og William Cutting i ’Gangs of New York’.
Det er svært at nævne Daniel Day-Lewis uden også at nævne mandens imponerende Oscar-statistik. Med sine tre statuetter for bedste mandlige hovedrolle, er han den mest vindende i kategorien, derfor ville det da også være kærkomment, hvis han en dag skulle beslutte sig for at vende tilbage til skuespillet.