Oscar kombinerer størrelser som popularitet, bevågenhed, kritikeranerkendelse, imagepleje, markedsføring og ikonografi på en måde, der meget godt indfanger, hvad en filmstjerne er.
Men hvordan måler man, hvem der er de 20 største nulevende stjerner ikke så meget i Hollywood – så ville listen se noget anderledes ud – men i Oscarland? Oscar-akademiets nomineringer og statuetter gennem årene giver os faktisk mulighed for at gå numerisk til værks i udformningen af en kanon.
Vi har derfor lavet et pointsystem for at slå konklusionerne målbart fast. Ganske enkelt handler det om at få flest point – ud fra en skala, vi har fastsat som følger:
Nominering for birolle (NB): 2 point.
Nominering for hovedrolle (NH): 3 point.
En birolle-Oscar (BB): 3 point (i tilgift til de 2 for nomineringen, dvs. i alt 5 point),
En hovedrolle-Oscar (BH): 4 point (i tilgift til de 3 for nomineringen, dvs. i alt 7 point).
Ved pointlighed er det antallet af Oscars, dernæst antallet af nomineringer – og derefter året for senest opnåede nominering (vi prioriterer aktualitet højest) – der er udslagsgivende for den endelige placering.
Siden vi sidst kørte listen i 2019, har vi droppet kønsadskillelsen og kører nu en samlet top 20, der giver plads til alle.
Bare for at give en smagsprøve på nogle af de dygtige skuespillere, der ikke er blevet plads til i top 20:
Helen Mirren, Diane Keaton, Julie Christie, Sally Field, Shirley MacLaine, Susan Sarandon, Ellen Burstyn, Glenn Close, Faye Dunaway, Vanessa Redgrave, Jodie Foster, Julianne Moore, Hilary Swank, Robert Duvall, Gene Hackman, Renee Zellweger, Leonardo DiCaprio, Nicole Kidman og Morgan Freeman. Så hård er konkurrencen!
Men ikke mere snak.
Her er den opdaterede, udvidede top 20:
20. Jeff Bridges: 21 point
Nomineringer: The Last Picture Show (1971), Thunderbolt and Lightfoot (1974), Starman (1984), The Contender (2000), Crazy Heart (2009), True Grit (2010), Hell or High Water (2016)
Bridges’ Oscar i 2009 for rollen som countrysangeren Bad Blake i den affable, men tv-filmagtige ’Crazy Heart’ hører til i kategorien for tvivlsomme beslutninger. Jeg havde i pågældende årgang peget på enten Colin Firth (’A Single Man’) eller Jeremy Renner (’The Hurt Locker’), men i det øjeblik ’Crazy Heart’ og Bridges blev kørt i stilling som Oscarkandidat var der reelt ikke den store spænding om resultatet. Akademiet så en oplagt chance for at ære en afholdt veteran, der desuden er et kært barn af filmbyen selv (Jeffs forældre er skuespillerparret Lloyd og Dorothy Bridges – hans bror, Beau, er også skuespiller).
Det er svært at gøre store indsigelser mod Bridges’ nomineringer. Det der for alvor stikker ud er den nominering, der mangler i samlingen: nemlig rollen som Bridges for evig og altid vil blive husket for: ’The Dude’ i Coen-brødrenes ’The Big Lebowski’.
Bridges kunne og burde også have nuppet nomineringer først i 1990erne for ’The Fabulous Baker Boys’ (bare måden han kigger på Michelle Pheiffer på!) og som den overlevende flypassager i ’Fearless’, en af årtiets mest undervurderede mainstreamfilm.
19. Maggie Smith: 21 point
Nomineringer: Othello (1965), The Prime of Miss Jean Brodie (1969), Travels with My Aunt (1972), California Suite (1978), A Room with a View (1986), Gosford Park (2001)
Maggie Smith er britisk skuespils grand old dame, der især i sin alderdom har benyttet sig af nogle helt faste signaturer i forhold til betoning og ansigtsmimik. Det har medført en voldsom eksponering i typecastede roller som koket snerpede, men spydigt slagkraftige excentrikere, der nok ved hvordan de skal spille med mennesker, som var de brikker i et spil. Kimen til ’Downton Abbey’ ligger således i hendes seneste Oscar-nominerede rolle i Robert Altmans ret overlegne, men desværre også lidt for gakkede (Stephen Fry, jeg kigger på dig!) upstairs/downstairs-whodunnit ’Gosford Park’.
Det særligt klassebevidste ved hendes britiske kvindetyper var også fremtrædende i hendes midtlivsroller. Den sylespidse mund, de lynende øjne og den affekterede diktion ses i hendes tidlige glansroller. Hun har altid befundet sig på grænsen til det selvbevidste og affekterede.
Hendes to Oscar-vindende roller fandt sted i to ikke uforglemmelige film. Men Smith er det bedste ved dem begge.
’The Prime of Miss Jean Brodie’ må dog have fremstået som en antikveret film allerede i 1969 – det var en af de sidste gange, den type film gjorde sig, inden de friske vinde fra ’New Hollywood’ tog endegyldigt over.
18. Sissy Spacek: 22 point
Nomineringer: Carrie (1976), Coal Miner’s Daughter (1980), Missing (1982), The River (1984), Crimes of the Heart (1986), In the Bedroom (2001)
Sissy Spacek er en fantastisk skuespillerinde, en af de bedste, vi har. Derfor er det en skam, at hun ligesom stort set alle andre jævnaldrende (amerikanske) kolleger ikke længere bliver tilbudt gode alderssvarende roller.
Hun vandt for sit Loretta Lynn-portræt i ’Coal Miner’s Daughter’, hvilket var fortjent, især med tanke på, at hun ikke fik én for ’Carrie’ fire år tidligere. At hun som 30-årig skulle spille en i filmens begyndelse 13-årig pige, nå ja… Gabrielle Carteris skulle jo også forestille at være teenageren Andrea Zuckerman i ’Beverly Hills 90210’, ikke sandt?
Det var decideret skammeligt, at hun ikke vandt i 2001 for det knugende sorg- og selvtægtsdrama ’In the Bedroom’, men der gik politik og skønhedskonkurrence i den, så derfor vandt Halle Berry (’Monster’s Ball’).
Kontrasten mellem Berrys hysteriske lidelsesudbrud og Spaceks kontrollerede, indadvendte sorg er slående. Hvor Berrys karakter er svær at relatere sig til i sin meget udvendige sorgproces, giver Spacek sorgen et helt andet, mere stumt, reflekteret, dybdeborende og – kort sagt – menneskeligt ansigt.
17. Kate Winslet: 22 point
Nomineringer: Sense and Sensibility (1996), Titanic (1998), Iris (2001), Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2005), Little Children (2006), The Reader (2008), Jobs (2015)
Winslet var bedårende i stort set alt, hun lavede op til omkring 2007-08, hvorefter hendes form (og rollevalg) har været af vigende kvalitet. Forhåbentlig kan hendes skifte til – og succes inden for – serieformatet (med ’Mare of Easttown’) fungere som en broåbner for en fornyet fokus i hendes filmkarriere.
Hendes Oscarvindende præstation i ’The Reader’ er langt fra hendes bedste, men det er også svært at forvandle en rolle om en grusom fangevogter/nazist/øm elskerinde til andet og mere end Oscar bait, især når det foregår inden for rammerne af en klæg Stephen Daldry-film. Det var et af Weinsteins kampagne-mesterstykker, at det lykkedes at forvandle Winslets store birolle i en inderligt middelmådig film til en Oscarvindende hovedrolle.
Jeg bryder mig hverken om forstadsdystopien ’Little Children’ eller ’Jobs’, men Winslets fire øvrige nomineringer – hendes fire første af slagsen – er på sin plads, og hun kunne snildt have vundet allerede i første hug, da hun som bare 20-årig – med de saftigste røde kinder set på denne side af et, nå ja, ægte fuldmodent æble – brillerede i Ang Lees imponerende lydhøre Jane Austen-filmatisering ’Sense and Sensibility’.
16. Michael Caine: 22 point
Nomineringer: Alfie (1966), Sleuth (1972), Educating Rita (1983), Hannah and Her Sisters (1986), The Cider House Rules (1999), The Quiet American (2002)
Bemærk at nu 89-årige Michael Caine har været nomineret i fem forskellige årtier (endda to gange i 80erne). Det er faktisk kun Jack Nicholson (mere om ham senere!), der kan gøre ham den kunst efter blandt de nulevende mandlige skuespillere.
Caine er interessant nok den eneste mandlige skuespiller, der har vundet en Oscar for en Woody Allen-film. ’Hannah and Her Sisters’ er en af mesterens allerbedste film, men Caine virker faktisk ikke som om han føler sig særligt godt hjemme i rollen, hvorfor det må kaldes paradoksalt, at han hjemtog en Oscar for den. Man må konstatere, at Allen skriver bedre roller til kvinder (og er bedre til at caste de rigtige kvinder til dem).
Caines anden Oscar for Lasse Hallströms vanen tro parfumerede ’The Cider House Rules’ var en regulær skandale. Caine er alfaderligt patroniserende på en måde som han har været det lidt vel mange gange i alderdomsfasen af sin karriere, og så vandt han jo over Tom Cruises fantastiske mandeterapeut-fra-helvede i Paul Thomas Andersons ’Magnolia’, en rolle, der må være omtrent definitionen på et modigt rollevalg for en etableret stjerne.
Men burde Caine aldrig have været i nærheden af en Oscar?
Jo, altså, han er ikonisk i ’Alfie’ (hvis det tæller?), og han kunne med nogen ret have vundet i 1983 for sin rolle i ’Educating Rita’, hvor han er ret vidunderlig som engelskprofessor i scenerne sammen med Julie Walters’ arbejderklasse-titelfigur, der dog nok – når alt kommer til alt – stjæler filmen fra ham.
15. Sean Penn: 23 point
Nomineringer: Dead Man Walking (1995), Sweet and Lowdown (1999), I Am Sam (2001), Mystic River (2003), Milk (2008)
Sean Penn er teknisk set fremragende som Harvey Milk i ’Milk’. Det er den type rolle, der står skrevet ’Oscar’ henover med store typer. Mange filmelskere begræder, at Mickey Rourke ikke vandt det år for sin rørende og fysisk ramponerede præstation i ’The Wrestler’, og med tanke på, at Penn havde en statuette i forvejen (og at Rourke aldrig kommer i nærheden af en Oscarchance igen), gør den ærgrelse forståelig, men strengt skuespillermæssigt vurderet, synes jeg ikke der er noget at komme efter. Penns stemmeføring, gestik og mimik, hele overbevisningen i hans sag, hans drive og ambition, men også blødheden underneden.
’Mystic River’? Jeg hører til dem, der mener, at ’Mystic River’ er Eastwoods måske mest overvurderede film. Jeg tror ikke på historien så meget som et minut og jeg tror slet ikke på persongalleriet. Penn vandt over Bill Murray (’Lost in Translation’) det år. Det gør stadig lidt ondt at tænke på.
14. Judi Dench: 24 point
Nomineringer: Mrs. Brown (1997), Shakespeare in Love (1998), Chocolat (2000), Iris (2001), Mrs. Henderson Presents (2005), Notes on a Scandal (2006), Philomena (2013), Belfast (2021)
Det, der adskiller Judi Dench fra hendes omtrent jævnaldrende kolleger er, at hun trods hele otte karrierenomineringer, modtog sin første så sent som i 1997. I filmmæssig forstand kan man virkelig tale om en late bloomer.
Dench skulle aldrig have vundet for sin knap otte minutter korte – og forholdsvis enstrengede – cameo i ’Shakespeare in Love’. Til gengæld kan man med nogen ret mene, at hun blev snydt for en hovedrolle-Oscar for ’Notes on a Scandal’ i 2006 (men det år var Helen Mirren urørlig i alle prisgrupperingers øjne for ’The Queen’) og i mindre grad for ’Iris’ (i mindre grad, fordi Sissy Spacek burde have vundet det år for ’In the Bedroom’).
’Chocolat’ … den forbigår vi i tavshed, ikke?
Hendes seneste nominering for ’Belfast’ fra i år kom som en overraskelse for så godt som alle iagttagere. De fleste havde regnet det for en formalitet, at medskuespiller Caitríona Balfe ville blive nomineret, men Dench er en vaskeægte Oscarkæledægge, og mange medlemmer af Akademiet har nok haft i baghovedet, at det måske er sidste gang (Dench er 87 år, og bliver – indtil det modsatte er bevist – næppe yngre), vi får fornøjelsen af at se hende i en præstation med Oscar-pedigree.
13. Jessica Lange: 24 point
Nomineringer: Tootsie (1982), Frances (1982), Country (1984), Sweet Dreams (1985), Music Box (1989), Blue Sky (1994)
Lange har fået et comeback i populærbevidstheden på grund af sin medvirken i tv-serien ’American Horror Story’, men ellers har det for hende som for stort set alle hendes jævnaldrende kvindelige kolleger været småt med gode roller de seneste 20 år.
Hun vandt i 1994 for den meget lidt sete ’Blue Sky’, hvilket skyldes et af de svageste felter i kategoriens historie. Så Oscaren kunne lige så godt gå til hende som til nogen anden.
Hendes første Oscar for ’Tootsie’ var helt på sin plads. Hun formår på en meget overbevisende måde at vise antydningen af sorg bag sin karakters smilende facade.
Hun var nomineret samme år for bedste hovedrolle for ’Frances’, men var oppe imod Meryl Streep i ’Sophie’s Choice’, så det var indlysende, at skulle hun honoreres det år, skulle det være i birollekategorien. Det skal ikke tage noget fra Lange, at hun var chanceløs imod Streeps måske mest feterede præstation overhovedet: Lange er strålende i rollen.
12. Tom Hanks: 25 point
Nomineringer: Big (1988), Philadelphia (1993), Forrest Gump (1994), Saving Private Ryan (1998), Cast Away (2000), A Beautiful Day in the Neighborhood (2019)
Hanks var komplet forrygende i gennembrudsrollen i ’Big’, men det var – og er – ikke en type rolle, der for alvor kan gøre sig forhåbninger om at vinde en Oscar (dertil er den for meget fanget i en ’uhellig’ trekant mellem komedie, underholdning og ungdomsfilm).
Hanks kunne med god ret føle sig forbigået for en nominering for ’Captain Phillips’ i 2014, en af hans bedste roller overhovedet (sammenbrudsscenen på lægens briks efter den veloverståede befrielse er exceptionelt virkningsfuld i lyset af den ro, Hanks’ figur udstråler i resten af filmen).
Han var sikkert også tæt på en nominering et par senere for sit portræt af flykaptajnen i Clint Eastwoods ’Sully’ (2016), men Oscarguderne smilede heller ikke til ham det år. Det gjorde de heller ikke, da han gav den som den legendariske Washington Post-redaktør Ben Bradlee i ’The Post’ i 2017. Set i det lys, var hans nominering for ’A Beautiful Day in the Neighborhood’ i 2019 en helt berettiget anerkendelse for en række faktisk vældigt gode rollevalg igennem 10erne.
Jeg håber, at jeg allerede har demonstreret, at jeg på ingen måde er en Hanks-hater, og at jeg derfor må have lov til at ytre mig kritisk om den vellidte stjernes to Oscarvindende præstationer: Hans præstation i den yderst gennemsnitlige ’Philadelphia’ er meget safe og spiller på en firkantet form for identifikation på vores (publikums) vegne. Filmens bedste scene er den sidste, og der er Hanks død og borte, så det… I parentes bemærket: Liam Neeson (’Schindler’s List’) burde have vundet det år.
’Forrest Gump’? Hmm, når man nu bare ikke kan fordrage tomater og bliver serveret en tomatsuppe …
Nej, prisen det år skulle naturligvis være gået til John Travoltas uforlignelige comeback i ’Pulp Fiction’!
11. Anthony Hopkins: 25 point
Nomineringer: The Silence of the Lambs (1991), The Remains of the Day (1993), Nixon (1996), Amistad (1998), The Two Popes (2019), The Father (2020)
Hvem vil argumentere imod Sir Anthony Hopkins? Og hvem vil vove at påstå, at han ikke fortjener sine to Oscars?
Jeg ser faktisk ikke den mindste grund til at protestere over hverken Oscaren for ’The Silence of the Lambs’ (det skulle lige være en protest over det retmæssige i at tildele den ikoniske rolle som seriemorderen Hannibal Lecter hovedrollestatus i en film, hvor Hopkins’ spilletid på 24 minutter fortsat gør ham til den hovedrollevinder med mindst spilletid i Oscarhistorien!) eller den anden Oscar for demensdramaet ’The Father’ fra sidste år, der udover at byde på en masterclass af Hopkins faktisk er en genuint god film.
Des mindre sagt om ’The Two Popes’ (’Tåber i kåber’ blandt venner), des bedre.
10. Cate Blanchett: 25 point
Nomineringer: Elizabeth (1998), The Aviator (2004), Notes On a Scandal (2006), Elizabeth: The Golden Age (2007), I’m Not There (2007), Blue Jasmine (2013), Carol (2015)
Blanchett vandt fuldt fortjent sin anden Oscar for Woody Allens ’Blue Jasmine’, hvor hun giver den som en moderne Blanche DuBois. Havde hun ikke vundet for den (og hele den genopvakte Woody Allen-sexskandale-ting truede med at vælte korthuset en overgang frem mod the big night), kunne hun passende have vundet for rollen som titelfiguren i Todd Haynes’ umådeligt velrealiserede Patricia Highsmith-filmatisering, ’Carol’.
Hendes første Oscar fik hun til gengæld for sin rent ud gimmickagtige Katherine Hepburn-imitation i ’The Aviator’, der er teknisk veludført, men som mangler både troværdighed og indre liv (Virginia Madsen for ’Sideways’ havde i mine øjne været et bedre valg det år).
Til gengæld blev hun snydt i 1998, da Gwyneth Paltrow vandt over hende for ’Shakespeare In Love’, og mange vil mene, at hun også blev snydt for sit Bob Dylan-portræt i Todd Haynes’ syrede portrætfilm ’I’m Not There’, men det var nok for kort tid efter hendes sejr for ’The Aviator’ til at det var en realistisk mulighed (Tilda Swinton vandt for ’Michael Clayton’). Hvis hendes Dylan havde bibragt hende en Oscar i stedet for hendes Hepburn, havde hendes Oscarhistorik set ret upåklagelig ud.
Blanchett var formentlig tæt på at blive nomineret for ottende gang for sin birolle i ’Nightmare Alley i år. Hun blev nomineret af SAG, skuespillernes eget forbund, men kunne ikke trække nok tilslutning i Akademiets rækker. Mon ikke hun – inden længe – får en ny chance?
9. Robert De Niro: 26 point
Nomineringer: The Godfather Part II (1974), Taxi Driver (1976), The Deer Hunter (1978), Raging Bull (1980), Awakenings (1990), Cape Fear (1991), Silver Linings Playbook (2012)
Modsat Al Pacino var De Niro heldig at modtage sine to Oscars, mens han var på toppen, og derfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved dem. At han så skulle have vundet for ’Taxi Driver’ i tilgift, understreger blot det sindssygt høje niveau han lagde for dagen i karrierens opstart. Og, nu vi er i gang: Hvad med den i sin samtid skammeligt negligerede ’The King of Comedy’?
De Niros karriere har været i frit fald siden midten af 90’erne (faktisk i endnu mere dramatisk grad end Pacino), men han fik dog et kammeratligt klap på skulderen for sin rolle i ’Silver Linings Playbook’ (2012). Forhåbentlig kan de fleste i tilbageblik blive enige om, at det ikke var en okay nominering. De Niro er ilde stedt i en rolle, som bærer de fleste af David O. Russells figurers kendetegn: Et uskønt miks af (quirky) komedie- og dramaelementer.
8. Al Pacino: 27 point
Nomineringer: The Godfather (1972), Serpico (1973), The Godfather Part II (1974), Dog Day Afternoon (1975), And Justice for All (1979), Dick Tracy (1990), Scent of A Woman (1992), Glengarry Glenn Ross (1992), The Irishman (2019)
Pacinos Oscar for ’Scent of a Woman’ lugtede af to ting: Karriere-Oscar (Akademiet vidste, de skyldte ham big time) og så det forhold, at han samme år også var nomineret for sin birolle i ’Glengarry Glenn Ross’ (der havde været et bedre valg, men han tabte – fortjent – til Gene Hackmans præstation i ’Unforgiven’). At Pacino vandt for sin hovedrolle over Denzel Washingtons magtdemonstration i ’Malcolm X’ er en joke, men i sagens natur en meget dårlig en af slagsen!
’Scent of A Woman’ indvarslede Pacinos nedtursspiral (selvom der stadig var flere stærke præstationer – eller i hvert fald øjeblikke – i ham i film som ’Heat’ og ’The Insider’). Her viser han det, han dyrkede mere og mere, i takt med at ungdommen slap sit tag i ham: Det højlydte, bralrende, scenestjælende.
Pacino burde have vundet for ’The Godfather’ eller ’The Godfather Part II’, men var – ret skal være ret – fejlplaceret i birollekategorien for den første film (hvilket han var så fortørnet over, at han blev væk fra ceremonien!). Nå ja, og han burde også have vundet for ’Serpico’ og ’Dog Day Afternoon’!
Eller sagt på en lidt anden måde: Pacino var Gud i 1970’erne. Han kunne såmænd have vundet for hvad som helst, han lavede i det årti.
7. Jane Fonda: 28 point
Nomineringer: They Shoot Horses Don’t They? (1969), Klute (1971), Julia (1977), Coming Home (1978), The China Syndrome (1979), On Golden Pond (1981), The Morning After (1986)
Sammen med Faye Dunaway og Ellen Burstyn var Fonda med til at vise vejen for en ny generation af stærke skuespillerinder som udgjorde en form for kvindelige pendanter til 1950’ernes kuld af unge mandlige metodeskuespillere som Marlon Brando og James Dean.
Fonda er virkelig god i både ’Klute’ og ’Coming Home’, hvor hun henholdsvis spiller med rå kant og følsom sårbarhed. Jeg synes dog, hun er bedst i ’Julia’, hvor hun spiller over for en anden kvinde, Vanessa Redgrave. Det er, som om den dynamik, der er mellem de to, fik noget særligt frem i Fonda, der spiller med en fantastisk autoritet.
Desværre kunne hun ikke fastholde grebet om de gode roller, efterhånden som alderen trykkede og den naturlige skønhed blegnede. Nu om stunder har alle hendes roller mest karakter af sirligt udførte visitkort. Man tager dem høfligt til sig for hurtigt at lægge dem fra sig bagerst i skuffen.
6. Frances McDormand: 28 point
Nomineringer: Mississippi Burning (1988), Fargo (1996), Almost Famous (2000), North Country (2005), Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017), Nomadland (2020)
Med sin overraskende tredje hovedrollestatuette – bare tre år efter hun hentede sin anden af slagsen – satte Frances McDormand sidste år en tommetyk streg under, at hun er en Oscarkæledægge som måske ingen anden nulevende skuespiller.
Hvor hendes præstation i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ – full disclosure: Jeg er IKKE fan – kan siges at indeholde større variation og flere muligheder for at vise repertoiret af både dramatiske og komiske chops, så er ’Nomadland’ udover at være en langt mere helstøbt og indlejret film end ’Three Billboards’ en performance, hvor McDormand gør alt det, vi kender og elsker hende for – i kondenseret, men relativt upåfaldende form.
Hun bare er foran kameraet og har formentlig været godt hjulpet af et symbiotisk samarbejde med Chloe Zhao og resten af filmholdet.
Meget af kunsten ved McDormands præstation ligger gemt i klipperummet, hvor Zhao lykkes med at grave små, gyldne øjeblikke frem, der emmer af levet liv frem for af store deklamationer eller dramatiske armbevægelser. Det er tydeligt, at McDormand befinder sig godt foran kameraet i ’Nomadland’, og hendes vejrbidte ansigt, der gemmer på et landskab af erfaringens rigdom og alderens blide resignation, kan man næppe blive træt af at betragte.
Medlemmerne så simpelthen en meget anderledes film, end den hun sidst var nomineret for, og selvom McDormand næppe har a dramatic range, altså et teknisk register, der kan matche for eksempel en Cate Blanchett eller en Meryl Streep, så har hun et nærvær og en stille intensitet, som de to andre Oscardronninger måske kan lære noget af?
Hvis vi kort kigger tilbage på den øvrige filmografi i relation til Oscar, er det slående, at det er en særlig type kvindeskikkelser, Fran (som hun kaldes blandt venner og kolleger) gestalter. Det er kvinder fra det rurale Amerika, der er kendetegnet ved et stærkt overlever-gen, der indimellem glider over i det stålsatte og fandenivoldske.
’Fargo’!? Hvad er der mere at sige? Det er en af de mest velanbragte Oscarstatuetter i en hvilken som helst kategori i nyere tid (nej, stryg det, i Oscarhistorien!), selvom – eller på trods af – at McDormand kun spiller med i 27 minutter af filmen og dermed med lidt god ret kunne have været anbragt i birollekategorien. Men som Marge Gunderson gør hun så stort og uudsletteligt indtryk, at hun er Coen-mesterværkets bankende hjerte.
Og det er vel dét, der er sagen med McDormand i alt det, hun foretager sig. Hun har hjertet med sig – og på rette sted. Dét kan ses og mærkes.
5. Dustin Hoffman: 29 point
Nomineringer: The Graduate (1967), Midnight Cowboy (1969), Lenny (1974), Kramer vs. Kramer (1979), Tootsie (1982), Rain Man (1988), Wag the Dog (1997)
På mange måder er det utroligt, at Hoffman ikke har vundet flere end to gange, for hans birolle som drag i ’Tootsie’ skriger på en Oscar, og hans underspillede spleen i den generationsdefinerende ’The Graduate’ bliver kun dybere for hvert år, der går.
De to roller, han rent faktisk vandt for, er vidt forskellige portrætter af mænd spærret inde af nogle (vidt forskellige) omstændigheder, der binder dem til tilværelsen som henholdsvis alenefar og en slem omgang autisme. Han er fremragende (og genuint rørende) som karrieremennesket, hvis søn lærer ham en kende ydmyghed og medmenneskelighed, i ’Kramer vs. Kramer’.
’Rain Man’ er ikke på listen over mine favoritfilm (så har jeg ikke sagt for meget), men man kan ikke tage den teknisk gennemførte præstation fra Hoffman. Præstationens monotoni er faktisk med til at gøre den desto mere troværdig. Jeg vil dog til enhver tid hævde, at det er Tom Cruise, der har den sværere rolle – og yder den bedre præstation – i Barry Levinsons film.
4. Daniel Day-Lewis: 30 point
Nomineringer: My Left Foot (1990), In the Name of the Father (1994), Gangs of New York (2002), There Will Be Blood (2007), Lincoln (2012), Phantom Thread (2017)
Det ville være halsløs gerning at sætte spørgsmålstegn ved en eneste af Day-Lewis’ tre hovedrolle-Oscars. Den rene, skære determination i hans portræt af den spastisk lammede kunstner Christy Brown er respektindgydende. Det mest imponerende ved portrættet er dog ikke den fysisk troværdige transformation, men den følelsesmæssige intelligens, Day-Lewis udstråler med sit blik.
Mere problematisk – og jeg er klar over, jeg stiller mig i skudlinjen her – er hans portræt af Daniel Plainview i ’There Will Be Blood’, hvor Day-Lewis efter min bedste overbevisning overspiller. Day-Lewis overgør efter min bedste overbevisning karakterens psykopati.
Når det er sagt, er det en ekstremt karismatisk og fascinerende præstation, som kun Day-Lewis ville kunne trykke den af (han brugte noget af det samme krudt allerede i Scorseses ’Gangs of New York’ fem år tidligere, som han måtte nøjes med en nominering for).
Han er til gengæld note-perfect i sit portræt af ’Lincoln’, en karakteroplivning, der virker nærmest naturstridigt overbevisende. Det kan godt være, filmen er en kende tør og lang i spyttet, men hver gang Day-Lewis er på som ’Store Abe’, lader man blikket suge fast til skærmen.
Kun et fjols vil benægte, at han er god i PTA’s ’Phantom Thread’, hvor han doserer sin præstation i en grad der måske er et udslag af alderens mådehold og undgår de udadreagerende eksplosioner, der i virkeligheden ville have undermineret fortællingen ved at gøre den mindre enigmatisk – og mere spiselig – for sit publikum.
3. Denzel Washington: 32 point
Nomineringer: Cry Freedom (1987), Glory (1989), Malcolm X (1992), The Hurricane (1999), Training Day (2001), Flight (2012), Fences (2016), Roman J. Israel, Esq. (2017), The Tragedy of Macbeth (2021)
Denzel Washington red med på den politisk korrekte bølge, der ramte Akademiet som en tsunami i det skelsættende år 2001. Skelsættende, fordi Akademiet gav begge hovedrolle-Oscars til sorte skuespillere (Halle Berry løb med den kvindelige hæder), og Sidney Poitier fik en æres-Oscar samme aften. Russell Crowes præstation som John Nash i ’A Beautiful Mind’ var på forhånd udpeget som storfavorit (det ville have været Crowes anden hovedrolle-Oscar på to år, en ’Tom Hanks’, med andre ord), men Denzel vandt.
Akademiet må have tænkt, at nu hvor de havde chancen for at skabe historie, hvorfor så ikke gå hele vejen. Ikke at Denzel ikke er god, men det er ikke en af den slags Oscars, man tænker tilbage på som et af de tilfælde, hvor det hele gav sig selv. Tom Wilkinson (for ’In the Bedroom’) havde fået min stemme.
Denzel kunne med langt, langt bedre ret have vundet for sit portræt af Malcolm X, men han tabte det år (1992) – af ganske enkelt uransagelige årsager – til Al Pacinos præstation i den ulidelige ’Scent of a Woman’.
Hans birolle-Oscar for ’Glory’ kan diskuteres. Han er god, men han vandt over to virkelig stærke præstationer: Martin Landau i Woody Allens ’Crimes and Misdemeanors’ og Danny Aiello for rollen som Sal i Spike Lees mesterværk ’Do the Right Thing’. Sidstnævnte burde nok have vundet.
Denzel var virkelig in the running for sin præstation i ’Fences’ i 2016-sæsonen, som han selv instruerede, men han tabte – helt efter bogen – til suveræne Casey Affleck (for ’Manchester by the Sea’).
Det blev heller ikke i 2017-kapløbet, at han vandt sin tredje Oscar. Nomineringen for den ellers totalt oversete ’Roman J. Israel, Esq.’ (hvem fandt på den titel?) handler mest om, at Denzel er rykket op i kategorien for Oscararistokrater, der altid er i spil, hvis de udviser bare den mindste vilje til at være med i en type film, der lugter af Oscarprestige eller dedikation til metieren. Nomineringen for ’Flight’ var udtryk for det samme.
Denzel er virkelig sikker i sin replikaflevering i Joel Coens nylige Macbeth-filmatisering. Det er bare en skam, at Coen – trods flere prægnante visuelle indfald undervejs – i forbløffende ringe grad formår at skabe en dramatisk motor under fortællingen. Det påvirker seerens oplevelse også af skuespillerpræstationerne, at dramaet er nærmest vredet ud af fortællingen, der fremstår som en ret tør kiks. Og det er det sidste, ’Macbeth’ bør være!
2. Jack Nicholson: 43 point
Nomineringer: Easy Rider (1969), Five Easy Pieces (1970), The Last Detail (1973), Chinatown (1974), One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975), Reds (1981), Terms of Endearment (1983), Prizzi’s Honor (1985), Ironweed (1987), A Few Good Men (1992), As Good As It Gets (1997), About Schmidt (2002)
Som Randle McMurphy i ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’ fandt Nicholson omtrent den optimale rolle til at brillere med netop sine særlige talenter. Hans anti-establishment-persona får her noget direkte heroisk over sig, især i kampene mod oversygeplejersken-fra-helvede, Louise Fletchers ligeledes Oscar-vindende Nurse Ratched.
’Terms of Endearment’ er en klassisk tåreperser, der har mange kvaliteter, ikke mindst et rigtigt stærkt ensemble (ud over Jack: Shirley MacLaine – der også vandt en Oscar for sin hovedrolle – Jeff Daniels, John Lithgow og Debra Winger), og Jack er god, men Oscar-vinder-god? Well, hvis man kigger på nomineringsfeltet fra det år, så kan valget såmænd sagtens forsvares.
’As Good as It Gets’ er classic Jack. Desværre også lidt en parodi. En mestendels træt repetition af fordums store øjeblikke, selvom der er spredte inspirerede øjeblikke indimellem, som da Jacks usympatiske forfatterfigur forklarer, hvordan han skriver om kvinder: »I think of a man, and I take away reason and accountability’«!
1. Meryl Streep: 69 point
Nomineringer: The Deer Hunter (1978), Kramer vs. Kramer (1979), The French Lieutenant’s Woman (1981), Sophie’s Choice (1982), Silkwood (1983), Out of Africa (1985), Ironweed (1987), A Cry in the Dark (1988), Postcards from the Edge (1990), The Bridges of Madison County (1995), One True Thing (1998), Music of the Heart (1999), Adaptation (2002), The Devil Wears Prada (2006), Doubt (2008), Julie & Julia (2009), The Iron Lady (2011), August, Osage County (2013), Into the Woods (2014), Florence Foster Jenkins (2016), The Post (2017)
Det er en joke, at Streep blev nomineret for blodfattige film som ’One True Thing’ og ’Music of the Heart’ sidst i 90’erne, da hendes karriere ramte et all-time low. ’Out of Africa’? ’The Iron Lady’, ’Into the Woods’?
Streeps største problem er hendes manglende vilje til at arbejde med instruktører, der matcher hendes eget talent. På den konto kunne hun siges at revanchere sig med deltagelsen i Spielbergs ’The Post’, der tilmed var hendes mest klædeligt underspillede præstation i lang tid.
Hun fortjente sin anden Oscar, i særdeleshed for scenen, hvor vi bliver klar over, hvorfor filmen hedder ’Sophie’s Choice’. Det er en manipulerende film (en Holocaust-film, der fokuserer på polsk – frem for jødisk – lidelse, er i sig selv kontroversiel), men Streep spiller som en drøm, og hendes sproglige bemestring er med rette berømmet.
Alt i alt er tre Oscars på sin plads (jeg havde udover ’Sophie’s Choice’ nok givet hende de to andre for ’Silkwood’ og ’Adaptation’), men 21 nomineringer…? Det er mindst syv-otte for mange.
Hvilket – hvis man trækker fra – stadig gør hende til den største Oscarskuespiller, vi pt. er begavet med.
Så selvom mit forhold til La Streep er kompliceret, kunne jeg ikke drømme om at sætte spørgsmålstegn ved hendes værdighed som ikke bare Dronning af Oscar, men vel også som Dronning af Hollywood.
Tallene taler deres tydelige sprog: 26 point mere end listens nummer 2, og (langt) flere end dobbelt så mange point som nærmeste kvindelige konkurrent. I rest my case.