Netflix’ nye sci-fi-satsning ‘3 Body Problem’ får først global premiere på torsdag, men allerede nu er seriens skabere i gang med at planlægge sæson to. Det skriver IndieWire.
Det er ‘Game of Thrones’-skaberne D.B. Weiss og Dan Benioff samt ‘The Terror’-skaber Alexander Woo, som står bag den nye storserie, der er baseret på romantrilogien ‘Remembrance of Earth’s Past’ af kinesiske Liu Cixin.
I et interview med Collider fortæller Weiss og Benioff om deres planer for at udfolde bøgernes storladne fortælling, som spænder over flere tidsperioder, mens fem mennesker forsøger at stopper en uoverskuelig trussel mod menneskeheden.
»Til sæson to har vi mere end en løs idé. Vi er meget længere på vej med den plan end de overordnede idéstadier. Derfra og ud bliver det, du ved, jo længere væk tingene er, jo mere uklart er dit syn på dem. Men i den tredje bog er der så mange fantastiske milepæle, hvad angår scener og situationer og begivenheder, som vi kan se ret tydeligt«, siger Weiss.
»Vi ved, at vi ikke er helt sikre på, hvordan vores karakterer kommer til det sted, men vi ved, de skal komme til det sted. Fordi det sted og det sted og det sted er grunden til, at vi vælger disse bøger og ønskede at filmatisere dem i første omgang«.
Første sæson af ‘3 Body Problem’ er baseret på Liu Cixins første bo, og anden sæson vil dække bog nummer to. Den tredje bog kan godt kræve flere sæsoner at komme igennem, forklarer Benioff.
»Den tredje bog er massiv. Den er dobbelt så lang, tror jeg, som de to andre bøger. Så måske er det én sæson, måske er det to. Men du ved, jeg tror, vi skal bruge mindst tre, måske fire sæsoner for at fortælle hele historien«, siger han i interviewet.
Første sæson af ‘3 Body Problem’ lander på Netflix på torsdag, 21. marts.